KRISTUS, GUDS VISDOM TIL HELLIGGØRELSE

Nu er det helliggørelsen, vi skal se lidt nærmere på. Om den siger Rosenius: ,,Mange taler om helliggørelse, men få ejer den. Mange ville gerne eje den, men de ved ikke vejen, og andre kender vejen, men gør ikke alvor af at gå den“. 

Hvad er helliggørelse? 

Mon det er noget, jeg skal gøre, eller er det noget, Gud må gøre? Dette er et alvorligt og aktuelt spørgsmål, for netop om dette spørgsmål råder der stor uklarhed i dag både hos de enkelte troende og i forkyndelsen af helliggørelsen. 

At vi ikke kan gøre os selv retfærdige for Gud, det forstår mange vel nok, men når vi nu er blevet retfærdiggjort for Gud ved troen på Kristi fuldbragte værk på Golgata, så må vi vel nok selv kunne sørge for, at helliggørelsen skrider frem og vokser! Sådan tænkte også den tyske præst, Fr. Wilhelm Krumacher, og så tog han ellers fat med al sin energi og med alle de kræfter, som Gud havde givet ham. Da han med alt sit arbejde for at blive en hellig mand var kommet ganske til kort, tog han blot endnu bedre fat. I ti år arbejdede han på at besejre sit kød og få det lavet om til Ånd. I ti lange år kæmpede han på den måde, og hvad blev så resultatet? Han siger selv, at han efter ti års anstrengelser for at få sin helliggørelse til at lykkes intet havde opnået, tværtimod havde han tabt både freden, glæden og håbet. 

Sådan gik det denne Guds mand, og sådan går det nok desværre mange. Og fejlen er, at de går det forkerte sted hen for at blive helliggjort. De går til Sinai, og så kommer man ind under loven, ligesom menigheden i Galatien gjorde. Og nu er vi ved en stor hemmelighed: Det er nemlig ikke ved at komme ind under loven, at helliggørelsen bliver sat i gang, men tværtimod ved at blive frigjort fra loven. 

Helliggørelsen er nemlig ikke et produkt, noget, som jeg selv skal producere, men det er en frugt. En frugt af hvad? Ikke af mine bestræbelser, men en frugt af Kristi værk for mig og af Kristi værk i mig. I Rom. 8,15 understreger Paulus: 

,,I modlog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår". 

Ved troen på Jesus Kristus modtager vi Den hellige Ånd, og denne Ånd vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Maria giver udtryk for det på følgende måde: 

,,Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser“. Luk. 1,46-47. 

At have barnekår hos Gud, være et Guds barn og eje en frigjort ånd, som fryder sig i Gud og hans frelse, er den første betingelse for sand helliggørelse. Den vokser ud af livssamfundet med Gud. 

Retfærdiggørelsen er Kristus for mig, han er min retfærdighed. Helliggørelsen er intet mindre end Kristus i mig, og om dette synger Paul Gerhardt: 

Hans Ånd er i mit hjerte og styrer selv mit sind, 
fordriver al min smerte og bringer lys derind, 
befæster der sit rige og nådens stærke pagt, 
at jeg kan Abba sige af ganske sjælemagt. 

Skal jeg da slet ingenting gøre? 

Dette lyder så frit og let, og derfor spørger nogen måske, om de da slet ingenting skal gøre selv. Og dertil skal der svares: Jo, vist skal du gøre noget. Og det, du skal gøre, er endda så vigtigt, at hvis ikke du gør det, så kan Gud ikke en gang gøre resten. Hvad er da dette? 

Det første og afgørende er, at du må blive i Jesus. Før Jesus forlod denne jord, talte han til sine disciple om vintræet og grenene, og han lægger dem meget stærkt på sinde, hvor nødvendigt det er, at de bliver i ham. 

,,Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre“. Johs. 15,4-5. 

Uden livssamfund med Jesus kan vi ikke bære frugt. Ikke færre end 5 gange står ordene om at blive i Jesus i de første 7 vers i Johs. 15. Så det er en hovedsag. 

Hvad vil det sige at blive i ham? 

Hvad kan jeg gøre for at blive i Jesus? Du må bruge de midler, som Gud har givet, og her vil jeg særlig nævne to af disse midler, nemlig Ordet og bønnen. 

Når man forsømmer Guds ord, er det umuligt, at helliggørelsen kan lykkes. For at understrege dette skal jeg bruge et citat af C. O. Rosenius, hvor han siger: ,,Ordet, Ordet! Brug Ordet! Det er hele hemmeligheden ved det åndelige livs begyndelse og vækst. Det er ikke sandt, at nogen kristen er blevet så grundfæstet i kundskaben om nåden, at han kan tro og leve helligt uden ved Ordets hjælp. Forsømmer han Ordet, vil den gamle natur snart tage overhånd selv hos den bedste kristen, og det åndelige liv vil dø. Kun gennem Guds ord bliver Guds Ånd boende hos en kristen og gør sin gerning“. 

Bliv i Jesus! Brug Guds ord! Lev i bøn!  Dette er gode råd til helliggørelse. 

Er det kun småt med frugter,  ringe med glædessang?  Aldrig du mer vil synde,  snubler dog gang på gang;  - gem dig i Kristi retfærd,  fuldkommen var hans vej,  lever du i hans nåde,  lever han selv i dig.	Ser du dig sort og uren,  føler kun synd og ve,  dømt af dit eget hjerte:  - kære, på Jesus se!  Nåde han dig forkynder,  blodet just randt for dig,  da han for dine synder  vandrede korsets vej.      Jesus, Jesus! Fuldkommen nok      for hirnmel og jord      er gemt i det ene ord.
Sigv. Engeset.

(Afsnit fra "Mens solen daler" af Christian Jepsen - Dansk Luthersk Forlag 1975 - Shafan 16-12-16)

---