I afsnittet over det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig" omtaler Rosenius forskellige former for afguderi. 

Menneskedyrkelse

En fjerde form for afguderi er menneskedyrkelse. Dette, at man knytter sig så stærkt til et menneske - eller gør sig afhængig af menneskers mening og omdømme i almindelighed - at menneskers venskab og agtelse, magt og mening og hjælp betyder mere for en end Guds venskab og vilje, Guds ord, Guds trofasthed, magt og hjælp. Hjertet tilegner derved det skabte en kærlighed - henholdsvis frygt - som tilkommer skaberen alene. 

Om menneskedyrkelse tales der i Skriften på mangfoldige steder. 

"Den, som elsker fader eller moder mere end mig," siger Jesus, "er mig ikke værd." Matt 10,37. 

"De ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud," siger Johannes om de af rådets medlemmer, som troede på Jesus, men for farisæernes skyld ikke ville være det bekendt. Joh 12,43.

"Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe," hedder det i Salmernes bog (146,3). 

Et eksempel på menneskedyrkelse og tillige på Herrens glødende nidkærheds udslag derover har vi i ApG 12,21-23. Herodes holder en tale til folket, og folket råber: "Det er en guds røst og ikke et menneskes!" I samme nu, fortæller Lukas, »slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og udåndede." 

Med en sådan nidkærhed værner Gud om det første bud. Vi ser her et glimt af, hvad Esaj 42,8 i praksis betyder: "Jeg er Herren, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris." 

Nogle få eksempler på afgudsdyrkelse er hermed nævnt. At opregne dem alle er umuligt. Hovedsagen er, at vi lærer afguderiets sande art og væsen at kende. Dels for selv at kunne mærke, når vi fristes eller måske endog er faldet for fristelsen til det, dels også for i nogen grad at være i stand til at fatte, hvor forfærdelig en synd afgudsdyrkelsen i virkeligheden er. Både af de anførte eksempler og af Skriftens tale iøvrigt fremgår det klart, at afgudsdyrkelsen ifølge sit inderste væsen er "et ondt, vantro hjerte, der falder fra den levende Gud" for at dyrke de skabte ting - forkastelse af den sande Gud med deraf følgende hyldest til andre og fremmede guder. Afgudsdyrkelsen kaldes derfor ofte i Skriften i overført betydning for hor - brudens eller magens utroskab mod sin mage. (Ezek 16,15; 23,37). 

I vort forhold til Gud betyder uden sammenligning hjertets indstilling mere end de enkelte syndige handlinger. Hvor hjertet er utro, ikke frygter og elsker Gud, er ikke alene den pågældendes øvrige synder forsætlig og direkte synd - også hans bedste gerninger er for Gud kun et oprørende og grimt hykleri. Allerede dette lader os i nogen grad forstå, hvorfor afguderiet er den store hovedsynd, som ingen andre synder kan sidestilles med. 

Men der er en omstændighed mere, hvorved denne hovedsynd i hele sin gru træder endnu skarpere frem. Den afgud, vi dybest set sætter i Skaberens sted og under enhver form for afguderi egentlig dyrker, er intet andet end det uhyggelige billede, der hedder vort eget jeg. Mennesket sætter i alle forhold sig selv som mål. Midtpunkt i menneskers verden er mennesket selv. Dets eget jeg er genstand for dets kærlighed, omsorg, stræben og frygt, dets tillid og håb. Det viser sig nemlig, at ligegyldigt, hvad vi har til vor afgud, så har dette værdi og betydning for os alene i kraft af dets forhold til vort eget jeg. Vinding - ære - nydelse - har værdi og betydning, hvis det tilfalder mig. Tilfalder det derimod en anden, ser jeg intet særligt deri. Hvis en er opmærksom mod mig, viser mig kærlighed og agtelse, anser jeg ham med største beredvillighed for at være et udmærket menneske. Hvis derimod en, som vitterlig har langt flere gode egenskaber, ikke tager skyldigt hensyn til mig, eller han sårer mig, var det så kun med et eneste foragteligt ord, er jeg straks rede til at gøre, hvad jeg kan, for at finde og fremhæve alle hans fejl. Det, som således egentlig dyrkes, i og med hvilken afgud som helst, er vort eget fordærvede jeg. 

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline