Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. 

Her slutter han denne prædiken, ligesom han begyndte den, og han vil sige: ”Fordi jeg nu må tage afsked med jer, og det ikke kan være anderledes, end at I for min skyld må have ufred i verden, og at Djævelen og hans slæng hader, forfølger og plager jer, så indstil jer på ikke at være forskræmte eller modløse. Lad jer derimod trøste, og vær ved godt mod, sådan som jeg fra starten og indtil nu har formanet jer med mange trøsterige og herlige løfter og fortalt jer så meget, der burde kunne gøre jer glade og frimodige, for at I så rigeligt kan få erstatning for det ringe savn, at jeg tages legemligt fra jer, og det, at I må have mange ydre lidelser her i verden. I skal bare ikke blive forskræmte ved at se mig så skændigt og jammerligt korsfæstet, og I selv blive spredt for alle vinde af verden og komme i stor jammer og elendighed, sådan som I selv føler det. Det vil ikke blive så slemt, som det ser ud til, for denne ydre jammer og bedrøvelse, forfølgelse og plage skal ikke vare evigt og altid. Jeg vil nemlig komme til jer igen og give jer både legemlig og åndelig glæde.” 

Det har han også gjort: Legemligt forsvandt han fra dette liv og forlod dem i sin lidelses tre dage, men kom til dem igen på den tredje dag og viste sig levende for dem. Da blev de glade igen og begyndte at forstå det, han havde sagt forud til dem. Men det, at han skulle forlade dem, angår ikke kun de tre dage, hvor han forsvandt for apostlenes øjne og kom tilbage til dem igen; men han gør hele tiden begge dele åndeligt blandt sine kristne, så de også kan tage den trøst til sig, at han kommer tilbage, når han er forsvundet. 

Selvom de i anfægtelser føler det, som om de har mistet Kristus, men tror på ham som hans lærlinge og disciple, holder fast ved hans dåb og hans ord og dagligt spiser sammen med ham i nadveren, skal de ikke miste modet på grund af det, heller ikke, selvom de i øjeblikket ikke kan mærke hans trøst, kraft, styrke, frelse og hjælp, og det ser ud til, at han har efterladt dem alene blandt fjenderne i svaghed og bedrøvelse. De skal tværtimod holde modet oppe ved den trøst, han her lover dem, at han vil komme til dem. 

Det kan jo nemlig ikke blive så slemt for os, som det var for apostlene. De fik det jammerlige syn af Kristus, der blev så skændigt henrettet og det i så stor svaghed, at han ikke forsvarede sig med ét ord og blev helt forladt af Gud, og de selv tog anstød af ham og stod tilbage med spot og spe som de største tåber, fordi de havde fulgt ham, så de endda sagde: ”Nu er han borte, og her står vi! Hvad har vi dog gjort?” Men det vil også gå os på den måde, når vi skal lide for hans skyld. Så ser det ud til, at han er langt borte og aldrig kommer tilbage, så at vi ikke mærker nogen trøst længere, hverken i Himlen eller på jorden. 

Her gælder det da om at lære at sætte hårdt mod hårdt; det vil sige, at man ikke skal opfatte hans bortgang eller afsked ud fra, hvad man ser og føler, og heller ikke lade hjertet synke i angst. Derimod skal man gøre, som apostlene også måtte gøre i deres kval efter hans bortgang, nemlig holde sig til det trøstende løfte, som han har givet her: ”Tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger, og jeg vil gøre en plads rede for jer, for at også I skal være, hvor jeg er.” Ligeledes: ”I kender allerede vejen, hvor jeg går hen, og jeg vil udøve mit herredømme iblandt jer sådan, at I skal gøre de samme gerninger, ja, endnu større, end jeg gør.” Desuden: ”Hvad I end beder om, det vil jeg gøre.” Han siger kort og godt: ”Lad det, jeg har sagt til jer, være trøst nok: At jeg forlader jer, men kommer til jer igen.” 

Dette er da lutter velsignede ord, hvis man bare kunne gribe om dem og tro dem. Hvis et barn udtalte dem på Guds vegne, ville de vække hjertet til live og indgyde tillid til Gud; ja, hvis en kejser, konge eller pave sagde dem, eller en engel fra Himlen udtalte dem, ville vi ikke kunne anse dem for vigtige og dyrebare nok og ville stole på dem. Jeg tror, vi ligefrem ville kunne æde tyrken med dem! Nu er det bare hverken en kejser, en pave eller en engel, men alle engles Herre, der taler med sin guddommelige stemme: ”Kære venner, vær dog ikke forfærdede og bange!” 

I disse ord hører vi, at det ikke er hans skyld, at vi forfærdes og bedrøves; ja, vi hører, at han er en arg modstander af den frygt og af alt det, der skaber den. Han forbyder den ligefrem, som om han ville sige: ”Hvorfor vil I dog ængstes og grue? Hører I ikke, at jeg siger, I skal lade være? Det er mig, der har sagt det, og jeg siger det igen: 'Jeres hjerte må ikke forfærdes!' og det, jeg siger til jer, siger min Fader også, og alle engle i Himlen siger ja og amen, og der er ikke noget andet ord end dette i Himlen.” 

Det er så trøstende sagt, at vi burde springe højt af glæde! Vores arme, elendige kød og blod kan endnu ikke fatte det og er så letbevægeligt, at det bedrøves og dog vel selv knap nok ved, hvorfor det er sørgmodigt. Men det er den lede Djævel, der fjerner dette kærlige billede fra vore øjne og river Kristus ud af vores hjerter eller i det mindste skjuler ham bag sine vrede, sorte, tykke skyer, så vi ikke hører hans ord. Så bliver vi let forknytte og rystende bange ved bare en enkelt tanke i hjertet om Guds vrede og dom. Derfor skal vi lære styrke og formane os ved den trøst til at forsvare os imod Djævelen, ja, imod vores eget hjerte. 

Hvis du på grund af Djævelen ængstes for løvets raslen, eller du synes, verden går dig imod, hvorfor lærer du da ikke også at stå uforfærdet imod, når det hverken stormer eller tordner, eller nogen skabning ser skævt til dig, men Guds Søn, der har skabt himmel og jord, taler med stor alvor og befaler dig: ”Vær ikke forfærdet, og vær ikke bange! For jeg lover og giver jer min Faders fred, nåde, trøst og hjælp. Hvilken skyld har jeg da i, at I ængstes, eller hvilken grund har I til at være bange?” 

Nej, skylden ligger hos os selv, i vores kød, og hos Djævelen. De regerer så stærkt i os, at vi altid frygter for, at han vil opsluge os, så vi aldrig bliver udlært i at holde fast ved denne trøsterige prædiken, hvor længe vi så end studerer den og prædiker om den. Det skal dog ikke få os til at opgive den, men vi må hele tiden øve os i den imod Djævelens trusler. Hvad frygter du da for? Ved du ikke, at Kristus selv befaler dig at være trøstig og ved godt mod? 

”Jo,” siger du så, ”men jeg er en stakkels synder, der har gjort Gud vred.” Helt rigtigt, men hører du ikke, at han siger til dig: ”Jeg giver dig min fred, Guds nåde og tilgivelse for synden. Her skal du ikke se på, hvad du er, men hvad jeg giver dig. Du har jo min dåb, min nadver og evangeliet, der ikke er andet end lutter tegn på nåde og fred.” Lad de andre frygte vrede og unåde, de, der lever selvsikkert og sorgløst i et ubodfærdigt og ryggesløst liv uden at kende Kristus. For du, der ængstes og kender din egen elendighed, er jo et menneske, der ønsker at få Guds nåde og tilgivelse for dine synder og længes efter hans trøst. 

Derfor siges dette til dig, for det er kun til den slags mennesker, han siger dette. Hvem skulle han ellers sige det til eller hvorfor, hvis ikke til dem, der har brug for hans trøst? Hvorfor er du da så tåbelig, at du hverken vil tage imod de dejlige, trøsterige ord og tegn eller tage dem til hjerte? Her siger han jo til dig og alle forsagte hjerter: ”Jeg vil ikke, at mine kristne skal ængstes, for selvom jeg godt ved, at Djævelen og verden, døden og al ulykke vil komme til at skræmme dem, er jeg til stede for at trøste og hjælpe dem ud af denne frygt. Jeg vil jo ikke være deres djævel og plageånd, og min Fader heller ikke. De er i forvejen bange nok. Skulle jeg da skubbe til en hældende vogn og vælte læsset helt for den, der lider, og overdynge ham med større ulykke og smide ham i Helvede? I så fald var jeg ikke Frelser og Kristus, men var værre end Djævelen selv.” Hvis du derfor føler ængstelse eller bedrøvelse, skal du vide, at dette sandelig ikke stammer fra Kristus, og du skal ikke give det plads i dit sind; men styrk dig med dette ord, hvor han formaner og befaler dig at være frimodig!

(Afsnit fra JESU AFSKEDSTALE - Luthers prædikener over Johannesevangeliet kap.14-16 - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommision hos Nyt Livs Forlag 2015 - Shafan 15-12-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline