Her ser du nu for det første, hvor ømt og trofast den gode Herre Kristus tager sig af sine kære disciple og sørger for, at han ikke efterlader dem uden trøst nu, hvor det var kommet dertil (som han tidligere havde forudsagt dem mange gange), at han samme nat skulle skilles fra dem under bitter lidelse og korsets smerte og efterlade dem i stor fare, frygt og angst. Indtil dette tidspunkt havde de jo hele tiden været sikre, trygge og uforfærdede, fordi han selv personligt var hos dem. De havde set, hvordan han i ord og gerninger havde bevist sin magt blandt folk, så de alle måtte se hen til ham, og ypperstepræsterne og de ledende måtte frygte og være bange for, at de ville få hele folket imod sig, hvis de gjorde ham noget ondt.

Derfor gik apostlene sorgløse og uforfærdede omkring, som om de andre snarere måtte frygte for dem, skønt de kun var fattige og jævne folk. For de tænkte: ”Så længe denne mand lever sammen med os, har det ingen nød. Han kan let beskytte og hjælpe os” og lignende. Derfor var Peter også sådan en drabelig helt og uforfærdet apostel, at han overmodigt tilbød at følge Kristus endog i døden, selv om alle de andre fornægtede ham. Dette søgte han virkelig også at bevise i gerning. Da jøderne ville gribe Kristus, satte han sig nemlig straks til modværge og begyndte at hugge løs med sværdet uden at ænse, at det var en stor og bevæbnet flok, som kom imod dem. Kort sagt: Så længe de havde Kristus hos sig, behøvede de ikke at være bange for noget, og enhver ville vel også lade dem i fred.

Men nu, hvor Kristus forkynder dem, at han må skilles fra dem, siger han dem udtrykkeligt forud, at det vil gå dem helt anderledes end tidligere, ja, at deres hjerte vil blive prøvet i angst og modløshed. Sådan kom det jo også til at gå efter hans bortgang, da han var blevet så skammeligt, ynkeligt og forargeligt henrettet. Da sank deres mod snart, så de af frygt lukkede sig inde og krøb i skjul og ikke turde vise sig. Det var jo en alt for stor og frygtelig fornedrelse, at den Kristus, som tidligere var så frygtet af alle rådsherrer og præster i Jerusalem, nu pludselig bliver så svag, så helt forladt, at han falder i hænderne på sine fjender, der mishandler ham på den mest forfærdelige måde og henretter ham med den mest vanærende dødsstraf. Han er ikke længere den Kristus, som opvækker døde, jager købere og sælgere ud af templet og gør så store undergerninger, at alle bliver ude af sig selv over det.

Nej, nu er han så svag og foragtet som det usleste, elendigste menneske på jorden. Alle sparker nu til ham, og de usleste spytter på ham. Det var i sandhed et fald så stort og dybt fra den tidligere herlighed, at de kære disciple, som tilmed endnu var svage i troen og aldrig før havde været ude for så store anfægtelser, modløse måtte klage: ”Ak, hvad skal der nu blive af os? Han har været vores trøst og værn. Nu er han borte, og vi har ingen anden, som kan beskytte og hjælpe os. Nu er vore fjender stærke og mægtige, vi derimod er svage og forladt af hele verden!”

Det er den slags fremtidig angst og skræk, som den kærlige, trofaste Herre nu vil forebygge ved denne trøste- og formaningstale, for at de trods alt kan bestå og ikke miste modet. Han begynder her netop med det, som skulle og måtte møde dem, for at de, når det skete, kunne huske, at han forud havde sagt det til dem og formanet dem derom. Derfor siger han først: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” som ville han sige: ”Jeg ved udmærket, kære disciple, hvordan det vil gå jer, når jeg skilles fra jer og må lade jer alene tilbage: At rædsel og frygt i fuldt mål vil overfalde jer, ja, at I skal se mig på en sådan måde, at I vil få stor grund til at miste modet, så jeres hjerte vil smelte i livet på jer, og I ikke vil vide, hvor I skal søge hen. Det siger jeg jer forud, netop for at I ikke straks skal tabe modet fuldstændigt, men derimod være frimodige og ruste jer til kampen. Og når timen kommer, så tænk på denne min formaning, så I ikke straks bliver modløse og fortvivler.”

På denne måde ville han gerne styrke deres mod og holde det oppe. For han vidste godt, hvad det først og fremmest gjaldt om, nemlig at de på trods af deres følelse af skræk og angst trods alt formåede at holde modet oppe, for så ville de desto lettere kunne stå imod. For når ulykke og angst rammer nogen, da kommer det meget an på, hvordan hjertet er forberedt; om man kender et tilflugtssted eller har nogen, der kan have et trøstende ord eller minde én om ét, for så bliver alting så meget lettere at bære.

Derfor holder han denne prædiken for dem i forvejen, både for at påpege den forestående nød og desuden for at trøste dem, så de senere hen kunne huske hans ord og støtte sig til dem. Denne trøst hjalp dog ikke straks, men først efter, at Helligånden var kommet. På det tidspunkt derimod, hvor Kristus var borte, da var det ude med dem. Da var der så lidt mod og mandshjerte tilbage hos dem, at ingen af dem kunne stå fast, end ikke over for en uanseelig tjenestepige. Da var alle hans ord og gerninger ude af deres tanker, og denne trøstetale helt og aldeles glemt.

De kære apostle trængte altså virkelig til den trøst og formaning, som han her gav dem. Denne tale er dog ikke nedskrevet for deres skyld, men for vores, for at også vi kan lære at benytte os af denne trøst i nuværende og kommende nød. For enhver kristen må og skal, hvis han er døbt og har omvendt sig til Kristus, finde sig i og vente for vist, at han da også vil blive hjemsøgt af skræk og angst, som vil gøre hans hjerte vaklende og modløst ved en eller flere slags fjendskab og modstand. For en kristen har overmåde mange fjender, hvis han vil holde sig nær til sin Herre. Djævelen og verden stræber dagligt efter hans liv og hans velfærd, og desuden plager hans eget kød, fornuften og samvittigheden ham til stadighed på en måde, så han let bliver skræmt og oplever modløshed, også fra sit eget hjerte.

Men disse store årsager til angst og modløshed lægger man ikke mærke til, før de begynder at melde sig, ligesom med jøderne, der overhovedet ikke bekymrede sig om, at Kristus græd over dem og forudsagde, at byen Jerusalem skulle brydes ned og ødelægges, så der ikke blev sten på sten tilbage. Sådan går det også med os. Så længe nøden endnu ikke står for døren, og hverken Djævelen plager os, eller synden nager os, mener vi ikke, at der er nogen fare. Så er vi sikre og ved godt mod og tror ikke, at vi får brug for trøst. Men her skal vi lade os belære og tænke på, at der med sikkerhed vil komme nød og angst, hvad enten det er fra verden med dens ugunst, forfølgelse osv., eller det er fra Djævelen selv med hans farlige, giftige pile og spyd, som han skyder ind i hjertet, såsom tungsind, fortvivlelse eller bespottelse osv.

Derfor, hvis også du vil være en kristen ligesom apostlene og alle de hellige, så forbered dig på og vent med sikkerhed, at det tidspunkt vil komme, hvor også dit hjerte hjemsøges af angst og modløshed. Dette er nemlig sagt til alle kristne, for at de, selvom de for øjeblikket er i sikkerhed, skal lære at vænne sig til og forberede sig på at modtage og betragte gode dage som noget, der hurtigt kan ændre sig, og tænke således: ”Lad det vare, så længe Gud vil! I dag glad og ved godt mod, i morgen bedrøvet; i dag i live, i morgen død; i dag lykkelig og sikker, i morgen i al slags nød og trængsel.” Gå derfor ikke hele tiden omkring i søvne, som om der slet ikke var nogen fare på færde! Verden er nemlig så forrykt og tåbelig, så blind og forhærdet, at den tror, lykken varer evigt, når den bare smiler lidt, og det står godt til. Derfor går folk omkring i en rus og kan ikke forestille sig noget ondt; men de lever deres liv, som om både Djævelen og alskens plager var ingenting.

Omvendt, når nød og angst så senere pludselig rammer dem, synker de også straks sammen uden hverken mod eller mandshjerte tilbage i dem. De bliver fuldstændig mismodige og fortvivlede, som om der heller ikke var hverken trøst eller håb for evigheden. Kort sagt: Når der er fred, så tænker de aldrig på, hvad de vil gøre, hvis forholdene ændrer sig, men betragter det som noget, der aldrig kan blive anderledes. Men hvis vinden vender, og sygdom følger på sundhed, krig og ulykke på fred, hungersnød på overflod, er der heller ingen ende på deres jammer, modløshed og fortvivlelse. Sådan skal en kristen ikke leve. Han skal derimod til enhver tid tænke, at er der for øjeblikket fred og ingen fare, så er det i morgen anderledes. Djævelen kan hurtigt skyde en pil i dit hjerte, eller også kan en anden anfægtelse ramme dig. Se derfor til, at du er forberedt på, hvad der kan komme, så du kan holde ud og stå imod og øse trøst af Guds Ord!

(Uddrag fra kap.1 i "JESU AFSKEDSTALE 1.DEL" af Martin Luther - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag - Udgivet på LMBE/Nyt Livs Forlag i 2015 - Shafan 27-02-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline