Kongen

Jan Bygstad - Skriften vidner om Kristus

Det centrale punkt i Jesu forkyndelse, kan man måske sige, var begrebet "Guds rige" eller "himlenes rige". Når Jesus træder frem og forkynder evangeliet om riget, vækker det en vældig genklang i Israel. Messiasforventningen havde nået sit højdepunkt på Jesu tid. For Israel lå i mørke. De tre embeder, som Gud havde indstiftet for at holde folket oppe og bevare dem som Guds folk, lå på nulpunktet. Kongedømmet, som Gud havde lovet at opretholde, indtil hans Messias kom, lå i ruiner: Ingen fra Davids slægt sad på tronen. Profetiens ånd var udslukt, der var ingen, som direkte kunne forkynde Guds vilje for folket længere. Den ypperstepræstelige tjeneste var vanæret til det yderste, idet enkelte ypperstepræster foragtede Guds ordninger, ofte var de rnedløbere for okkupationsmagten på samme tid, som romerne afsatte og indsatte ypperstepræster efter forgodtbeﬁndende. Israel var inde i et mørke, som man næppe havde set mage til tidligere i historien. Midt i alt dette vidste folket udmærket, hvad der lå i begrebet himlenes rige. Det var det, de håbede på, det var det, de længtes efter, det var det, de havde eftersøgt gennem hele historien:

"Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" (Mark 1,14f), og:

"Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket" (Matt 4,23).

Disse to afsnit giver en kort sammenfatning af indholdet i Jesu virksomhed, efter at han trådte offentligt frem og begyndte sin gerning som Messias. Vi hører, at Jesu forkyndelse ret og slet kaldes "evangeliet om riget", og at dette rige "er kommet nær". At riget er kommet nær hænger sammen med, at "tiden er fuldkommen", dvs. at den tid er kommet, som Gud har fastsat i sit råd, da han ville opfylde alt, hvad han havde lovet. Dette kaldes "tidens fylde" et andet sted i Det Nye Testamente (Gal 4,4). At Matthæus bruger betegnelsen "himlenes rige", hænger sammen med, at hans evangelium antageligt var skrevet for jøder. Jøderne tog ikke Guds navn i deres mund, da de anså sig som uværdige til at tage det hellige navn på deres syndige læber. Som en omskrivning kunne de bruge ordet "himmelen" i stedet for. I Fadervor lærer Jesus os, at bønnen om riget er en af de vigtigste bønner: "Komme dit rige". Og når han underviser sine disciple, siger han, at "- jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder" (Matt 13,11).

I Det Gamle Testamente finder vi både spiren til Guds rige, forberedelsen til dets komme, og et rigt billedmateriale, som anskueliggør, hvad der kendetegner Guds rige. Talen om Guds riges komme er hensigten med Israels kald og udvælgelse. Oprettelsen af dette rige er målet med verdenshistorien og Guds styre af denne:

"I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed" (Dan 2,44).

Ordet "rige" på græsk (basileia) er aﬂedt af ordet for konge (basileus). Tilsvarende sammenhæng finder vi også på hebraisk. Riget og kongen hører sammen. Og det må være rigtigt at sige, at disse to hovedpunkter i Skriften også er den røde tråd gennem hele Det Gamle Testamente. Fædrene ser frem til det, Herren taler om det "mangfoldige gange og på mangfoldige måder" (Hebr 1,1), og det forbereder han ved at lede historien frem mod Kristi komme.

I GT er det først og fremmest kongen, som kaldes "Herrens salvede". F.eks. hører vi David ved flere anledninger kalde Saul ved dette haedersnavn (se f.eks. 1 Sam 24,7; 26,9. 2 Sam 1,14). I NT møder vi også denne betegnelse for Messias:

"Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde: Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder" (Åb 11,15).

Her bemærker vi, at kongetitlen og betegnelsen "Herrens salvede" knyttes sammen. Noget af det samme finder vi i ApG 4,26 og Åb 12,10.

Forventningen om den kommende konge møder vi tidligt i Det Gamle Testamente. I Guds løfte til Abraham indgår også løfter til den barnløse Sara: "Jeg vil velsigne hende, og jeg vil give dig en søn med hende. Jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folkeslag, ja, folkekonger skal nedstamme fra hende" (1 Mos 17,16).

Her lover Herren den gamle Abraham og hans ufrugtbare hustru Sara, at "konger over mange folkeslag" skal fremstå fra deres slægt. Det samme løfte gentages ﬂere gange i Mosebøgerne. En helt særlig betydning har ordene fra Jakobs velsignelse, patriarkens sidste ord:

"Juda er en løveunge, fra rov er du vendt hjem, min søn; som en løve har han lagt sig til hvile, som en hunløve, hvem tør vække ham? Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde" (1 Mos 49,9-10).

Her tydeliggøres og konkretiseres løftet til Abraham. For det første bliver det klart, at den kommende konge skal fremstå fra Juda stamme. Og for det andet bruger Jakob to betegnelser, som senere bliver centrale Messiasnavne: "Løven af Juda" (Åb 5,5) og "Fredsfyrsten" (se Es 9,5). At disse to navne bruges om samme person kan se ud som lidt af et paradoks. En løve er ikke fredelig, derfor bruges løven som billede på Djævelen i Skriften (1 Pet 5,8). Det samme paradoks møder os i Bibelens sidste bog, hvor vi igen møder løven af Iuda stamme (Åb 5,5ff). Men når Johannes får løven at se, fremtræder den til hans store forundring i skikkelse af et "lam, der er slagtet". Dette tilsyneladende, selvmodsigende billede viser, at Messias kombinerer den uimodståelige og uindskrænkede almagt med sagtmodighed og fred. Han er den, der åbenbarer sin almagt i afmagt (1 Kor 1,25).

Jakobs sidste ord knytter den underlige profet Bileam til i en af sine taler:

"Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel" (4 Mos 24,17).

Det er tydeligt, at der endnu er lang tid til Messias' komme. Stjernerne er langt borte, men lyser alligevel klart. Men fordi der stadig er længe til - Messias skulle komme i "de sidste dage" 1 Mos 49,1 (et udtryk som i rabbinsk skriftudlægning altid forbindes med Messias' tid) - er forudsigelserne noget vage og ikke helt konkrete. Langt tydeligere bliver løfterne, når vi kommer frem til Davids tid. Her indtager det løfte, som David modtog gennem profeten Natan, da han tænkte på at rejse et tempel for Herren, en helt central rolle.

Det, der senere kommer frem som Messiasprofeti i Det Gamle Testamente, bygger på disse ord fra Natan: "Og nu forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkomrnere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag; men min trofasthed skal ikke tages fra ham, sådan som jeg tog den fra Saul, ham som jeg fjernede til fordel for dig. Dit hus og dit kongedøinme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid" (2 Sam 7,11 -16).

Fra denne tid er løftet om Messias uløseligt knyttet til Davids hus. Ja, flere steder i Det Gamle Testamente kaldes Messias slet og ret "David":

"Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde. Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem. Jeg, Herren, har talt!" (Ez 34,23), og:

"Derefter skal israelitterne vende om og søge Herren, deres Gud, og David, deres konge. Skælvende kommer de til sidst til Herren og til hans gode gaver" (Hos 3,5).

Af disse løfter fremgår det, at frelserkongen, der kommer, skal bære Davids navn på samme måde, som Johannes Døber bar Elias) navn (Matt 11,14). Det indebærer, at han skal have nogle af de samme grundtræk, som David havde, han, der er "manden efter Guds hjerte" (1 Sam 13,14). Det er bl.a. på denne baggrund, Faderen kalder Jesus "den elskede", når han vidner om ham (Matt 3,17; 17,5). Det hebraiske navn "David" betyder også "den elskede". (Også i en række andre sammenhænge kaldes Messias David, se: Sl 89,4.21; 132,1. Jer. 30,9. Ez 37,24f).

I Det Nye Testamente møder vi ofte dette bånd mellem Jesus og David. Da englen Gabriel kom til Maria for at kundgøre Jesu undfangelse og fødsel, siger Herren om barnet: "Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid" (Luk 1,33).

Tilsvarende finder vi, at forbindelseslinjen tilbage til David særlig understreges i Jesu slægtstavle, sådan som den er gengivet af Matthæus (1,1). Det indebærer, at hvis Davids hus fortsat havde siddet på magten i Israel på Jesu tid, ville han have været den rette tronarving i landet og ikke kun en fattig tømrers søn fra Nazaret. Det hænder, at mennesker i nød kalder ham "Davids søn" (se Matt 9,27; 15,22; 20,30f; 21,9). I dette ligger en bekendelse. Davids søn var den rette betegnelse for Messiaskongen blandt jøderne. Folkets ledere forkastede Jesus og regnede ham for en bedrager. Men de, der i virkeligheden trængte til Jesus, ser ham som den, han er: Han er den, som løfterne henviser til.

Da Jesus blev dømt af det høje råd, var det på grund af denne bekendelse:

"Så sagde ypperstepræsten til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?" Jesus svarede ham "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer." Da ﬂængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?" De svarede:"Han er skyldig til døden" (Matt 26,63-66).

I folkets lederes øjne var Jesu bekendelse en bespottelse. Samtidig med, at han siger, han er Messias, den levende Guds søn, understreger han, at han er en Messias, som er noget ganske andet og mere, end de ventede. Det tålte de ikke.

(Uddrag fra kap.5 i Skriften vidner om Kristus af Jan Bygstad - Luthersk Missionsforsnings Bibelskoles Elevforening 2000 - Shafan 24-11-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet