.... Hvad her er sagt om rigdom på jordiske goder, gælder også al anden rigdom, der kan dåre et menneskes sind. Omfattende kundskab og viden f. eks., rige anlæg, store natur- eller nådegaver o. s. v. Dette er i sig selv ikke blot ganske uskyldigt, men til og med gaver fra Gud. Men lige så snart hjertet forblindes og dåres deraf, bliver det dig ikke desto mindre til ulykke. 

Endnu et eksempel: Det er ligeledes en fristelse, når en kristen opirres til misfornøjelse med sine nådesøskende: de har den eller den fejl, de irriterer ham, de har måske ladet falde en ytring af ringeagt for ham o. s. v. Men han frygter for Djævelens lumske forsøg på at adsplitte legemets lemmer og beder derfor om nåde til fremdeles at finde sig tålmodigt deri, at dog kærlighedens bånd fremfor alt må bevares. I sandhed en fristelse, som kan føre ind i de hårdeste kampe! Men hvor langt giftigere endnu bliver den ikke, når det er selve sindet, din indre overbevisning, Djævelen sætter ind imod og forvender, så du ligefrem beslutter dig til at følge fristelsen til dens yderste konsekvens: du vil ikke mere have noget med disse at gøre. Du skiller dig fra dem, hvis stræben dog trods al ufuldkommenhed går ud på at være og leve som kristne, for en eller anden tilfældig fortrædeligheds skyld. Og det, skønt Jesus har sagt: "Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder". Og ligeledes: "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed." Du dømmes da af Jesu egne ord, men du frygter ikke. Hvor gælder det dog om at bede: Led os ikke ind i fristelse! 

Til slut skal en fristelse omtales, som ligger på et helt andet plan end de tidligere nævnte. En fristelse, som er af den forvirrende art, at vi i almindelighed ikke anser den for en fristelse, endda den går ud på at føre troen på afveje og kvæle det indre liv. 

Visselig fristes enhver kristen daglig til vantro, snart på grund af manglende kraft i helliggørelsen, snart ved en langvarig tørhed på det følelsesmæssige område. Men disse mere forbigående anfægtelser er i sig selv en ringe og nådig fristelse sammenlignet med, når fristeren til sidst retter mistankens søgelys mod hele den troens vej, på hvilken vi dog er blevet født til åndeligt liv. 

Den pågældende ser, hvor højst ufuldkommen i både liv og helliggørelse han er. Og kan Djævelen nu enten direkte eller gennem en eller anden umoden, selvhellig vejleder - få bildt ham ind, at denne ufuldkommenhed beviser, at vejen, han hidtil har fulgt, er forkert, og at han derfor må slå ind på en anden: selv arbejde helt anderledes med på sin helliggørelse o. s. v. - da får snart forførelsen og forvirringen ham helt i sin magt. Kun flygtige blikke kaster han herefter på Kristus. Forsoningen, retfærdiggørelsen - det er jo færdigt og fuldkomment gjort. Men helliggørelsen den må han nu til at vie en særlig omsorg og gribe an på en ny måde. Det falder ham ikke ind, at hvad han mangler i helliggørelse, kun kan vindes ved forøget tro og en mere inderlig forening med Kristus, den eneste livets kilde, det "vintræ", fra hvilket saften og kraften i grenene alene må komme. Han er tværtimod så optaget med sig selv, at han fjerner sig mere og mere fra kilden. Nu ligger det i selve sagens natur, at enden herpå bliver død. Når grenen ikke mere suger saft fra stammen, visner den mere og mere. For det andet begynder loven igen at ville herske i samvittigheden, hvilket altid har til følge, at synden lever op (Rom. 7, 8-11). Således bliver elendigheden, som han i forvejen fandt var for stor, blot endnu større, og følgen er, at han fjerner sig mere og mere fra Kristus. 

Fristelsen er overordentlig snedigt lagt an. Hvem skulle vel kunne tænke, når det var en højere grad af helliggørelse, det gjaldt, at Djævelen så havde en finger med i spillet! 

Dog kan det også få en anden, men lige så ulykkelig udgang. Han kan finde, hvad han søger (efter egen formening) og ende i selvbedrag og selvgjort fromhed. Dette bliver tilfældet, når han i sin stræben efter helliggørelse slår sig på ydre gerninger og - læg mærke til det - samler hele sin opmærksomhed om een eller flere bestemte fromhedsøvelser, som lykkes så nogenlunde for ham, at han over dette ikke længere fornemmer fordærvelsens afgrund i hjertet eller har øje for lovens åndelige krav. 

Da kan det jo nok lade sig gøre at blive stærk og from og tilfreds med sig selv. Denne udgang af selvvirksomhedens vej er om muligt endnu mere ulykkelig end den første, thi i deres forblindelse går de som regel bestandig længere i selvbehag og sikkerhed. 

Alene af de fristelser, vi nu har betragtet, forstår vi så meget, at man med god grund må grue for sit liv. Daglig bekræfter vor erfaring, hvad Ordet siger, at "vor modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge". Vi ser mærkerne, snart af hans grove og direkte angreb, snart af hans mere listige snigløb. Han giver sig også skin af at være en lysets engel, som den sidst anførte fristelse viser. 

Måtte da den, som i øjeblikket ingen særlige fristelser har, endda være klar over dette, at fjenden har skumle hensigter med ham. Og måtte de, som er ved at blive trætte af kampen, endda ikke tabe modet, men vide, at Gud er mægtig og trofast og ikke vil tillade, at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen også skabe vej ud af den igen. Vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes. 

Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone. Vi skal vogte os for at vige af såvel til højre som til venstre, vogte os for sikkerhed såvel. som for mismod, og mod begge disse farer frimodigt og flittigt bede: Led os ikke i fristelse!

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline