Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder på dig." Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham (Joh 11,28-29). 

Maria er ked af det. Endda meget ked af det. Hendes bror er netop død, de har begravet ham, men hvad der absolut ikke er begravet, er hendes sorg. Hun savner ham, og spørgsmålet om, hvorfor Jesus ikke nåede frem og reddede dem alle sammen fra det her, nager hende. 

Jesus er Gud søn, ikke sandt? Jesus ved ting, andre ikke ved, og han kan gøre ting, andre mennesker ikke er i stand til. Jesus elsker hende, og Jesus elsker også hendes søster Martha - ja, og Lazarus, som nu allerede er begyndte at stinke af den væmmelige død, somjo alligevel får dem alle sammen til sidst. 

"Maria?" 

Hendes søsters stemme. Hun kender den så godt. Maria reagerer først ikke; på en eller anden måde varer det lidt, før hun genkender dette særlige, der er ved stemmen, når det handler om Jesus, denne vidunderlige klang af lys og håb i modsætning til den mørke håbløshed, som ellers fuldstændig har overmandet dem alle sammen. 

Maria løfter blikket og ser over på sin søster. Har hun set Jesus? Jo, der er noget ved det ansigt; tårerne er der stadig, men der er kommet glimt i de øjne igen. Martha kan ikke vente, hun går over til sin søster og hvisker: 
"Mesteren er her og kalder på dig." 

Og selv om man i landsbyen allerede var begyndt at lave jokes om, at Maria aldrig nogensinde ville rejse sig fra den stol igen af bare sorg, og at man nok lige så godt kunne begrave hende sammen med stolen (okay, det var noget, jeg lige fandt på - glem detl), så rejser Maria sig og går ud til Jesus. 

Det blev ikke sidste gang, Maria oplevede dette at stå helt ulykkelig, og så pludselig finder hun ud af, at Jesus er der. Her var det Martha, der skulle sige det til hende; siden må Jesus selv gøre det. Men vi kender det nok. Lammet af skræk eller sorg eller diffus angst, tynget af problemer eller på grund af svære smerter i ryggen, foden, hovedet eller øret - eller på grund af såkaldte lommesmerter! - sanser vi slet ikke Jesus. 

Da har vi brug for, at nogen gør os opmærksom på det: "Mesteren er her." Og når vi hører de ord, må vi gøre som Maria, rejse os fra sorgen, angsten, skrækken eller hvad det nu er. Vi må rejse os fra det alt sammen og gå ud til Jesus. 

Dermed ikke sagt, at alt det svære ikke er der. Der er desværre langt imellem, at Jesus griber så underfuldt og herligt synligt ind í vores tilværelse og gør alting godt, sådan som det sker i denne beretning. Men hvad enten han gør det eller ej, må vi sige, som vi læste det om Martha i går: "Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden." 

Nå, er det så løsningen, hvis nogen er ked af det? Siger man bare "Mesteren er her," og så har de bare at rejse sig, og nu de alligevel er kommet på højkant, kan de måske passende tage opvasken? 

Næ, men hvis der trænger til at blive vasket op, var det måske dér, man kunne hjælpe et menneske i krise. Og når man så alligevel er der, kan man lytte til, hvad den, der er ulykkelig, har at sige. 

Så skal der nok opstå den rette anledning til at sige som Martha: "Mesteren er her og kalder på dig." 

(Andagt nr.220 fra "JOHN Et år med Johannes evangeliet" af Thomas Teglgaard - Lohse 2016 - Shafan 08-08-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline