Mine Ord

Martin Luther - Jesu Afskedstale 2.del

Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden. Joh 16,33

”Mine ord,” siger han, ”går ud på og skal bevirke, at I har fred og er ved godt mod.” Han siger ikke: ”Jeg vil sørge for, at kejsere, paver og verden giver jer fred,” men derimod: ”Det er mine ord, der skal give jer freden; enten har I fred i Ordet, eller også har I den slet ikke.”

For selvom vi var stærkere end både paven og hele verden, hvad jeg jo egentlig ikke ønsker, og der skulle kæmpes mand mod mand og spyd mod spyd, ville jeg dog ikke regne den fred, som knytnæver og våben kan skaffe, for noget i sammenligning med den fred, som gives i ordet fra ham, der siger: ”Sådan har jeg talt til jer.” For hvad er det, denne tale kan give eller bevirke? ”Den kan gøre,” siger han, ”at I har fred midt i angst og ufred.” Det er der så sandelig ingen anden magt eller myndighed på jorden, der kan.

Derfor skal vi, der er kristne i et åndeligt rige, gribe denne trøst og holde fast ved den; for verden vil vi lade gøre, hvad den vil. Min fred og hvile findes kun i det, min Herre Kristus taler, og med David kan jeg sige: ”Megen fred har de, der elsker din lov1.”

Gud give, at Ordet må blive bevaret i hjertet! Så må det derefter gå, som det kan, med fare for tab af liv og lemmer, gods og goder; denne fred kan de ikke tage fra os, hvor meget de end fnyser og raser. Sådan har vi set og ser stadig tegn på den kraft, der igen og igen får fromme mennesker til frimodigt at give slip på deres ejendele, liv og lemmer for evangeliets skyld uden at ænse de glubende dragetænder og hvæssede løveklør.

Det første, han lærer os her, er altså, at en kristen skal finde sin hjertero og fred i Kristi ord, så hjertet klynger sig til det og bliver ét med det og tager det gamle tøj af, der hedder kød og ben, hud og hår. Når han nemlig holder fast ved dette ord og bærer det med sig, skal han også få tøjet igen på den yderste dag, smukkere og mere herligt end det, han har nu. Den kraft skal der være i det Ord. Nok er det underligt sagt, at de ikke skal have nogen anden fred end i det, han siger til dem; men det er sandt.

Der er jo to slags samtale: En, hvor vi taler med Gud, og en, hvor han taler med os. At tale med Gud kaldes - som før sagt - at bede. Det er da også helt fantastisk, at den høje majestæt i Himlen bøjer sig så dybt ned til os usle orme, at vi tør åbne munden over for ham, og at han gerne vil lytte til os. Men det er langt mere fantastisk og skønt, at han taler med os, og vi lytter til ham.

Begge dele er Guds gode og store velgerninger. Skriften kalder dem da også nådens og bønnens Ånd ( Zak 12,10), for det er ham, der virker begge dele. Gennem bønnen lader han os tale med ham; og gennem nådens Ånd taler han med os, så vi kan høre ham. Men hans tale er langt mere trøstende end vores; for hans tale kan skabe fred og gøre hjertet roligt og glad. Det kan ingen tale eller magt på jorden gøre trods al dens kunnen, lærdom og klogskab. Selv Moses kan ikke tale fred i hjertet, selvom han taler på Guds vegne. Det må han, der selv er Gud, derimod gøre. Som salmisten siger: ”Nu vil jeg høre, hvad Gud siger, Herren taler jo fred til sit folk, til sine fromme.”

Derfor siger han her: ”Tag mine ord til jer. Jeg har talt til jer, for at skal have fred i mig.” Hvordan det, hvor findes den fred? I verden eller hos mennesker? ”Nej,” siger han,” ikke der. Det kommer der ingen fred ud af. Selvom ingen tyran eller noget menneske forfølger jer, vil Djævelen dog være i hælene på jer og pine og plage jeres hjerte, så det vil blive svært, ja, langt sværere, end hvis alverdens sværd og våben var rettet mod jer.” Det ved enhver, der har prøvet det. ”Derfor,” vil han sige, ”må der ske en af to ting: I får angst og trængsel enten udadtil rent legemligt eller indadtil i hjertet.”

”Når jeg derfor taler til jer om, hvordan I skal have fred, skal I forstå det på den måde, at I skal have angst i verden. Min fred er med andre ord angst i verden. På mit sprog betyder 'fred' 'ufred' her i verden, 'lykke' 'ulykke', 'glæde' 'angst' og 'liv' 'død'. Omvendt, hvad der i verden kaldes 'ufred, angst og død', kalder jeg 'fred, trøst og liv'. Det er i sandhed liv; det er glæde og trøst! Det er bare ikke i verden, men i mig, I skal finde den, så mit Ord skal gøre jeres hjerte fast som diamant imod hele verden, Djævelen og Helvede. Om de så var mange tusinde gange flere og fnyste endnu mere hidsigt, skal de med al deres brølende raseri ikke kunne tage mig fra jer; for jeg sidder alt for højt hævet over dem til, at de kan røre mig.”

Derfor er det at have fred i ham ikke andet end dette: Den, der har hans ord i sit hjerte, bliver så frimodig og uforfærdet, at han kan foragte og trodse verdens og Djævelens rasende vrede. Det har hellige martyrer bevist tydeligt; ja, selv unge piger som Agatha og Agnes, der gik så glade til pinebænken som til en bryllupsdans og endda spottede deres rasende bødler. Det må da ærgre Djævelen forfærdeligt, at en ung pige i den grad foragter og ringeagter hans vrede, sværd og dødstrusler, så hun kalder det at gå til dans!

Kære ven! Hvor mon hun får det mod fra? Fra Kristi velsignede Ord! Hvor det modtages i hjertet, skaber det netop dette mod som hos disse hellige jomfruer. Det ærgrer i højeste grad Djævelen og river som røg i næsen, at hans fnysende dragetænder og rasende løvegab, der opsluger hele verden, skal hånes og spottes på den måde. Det mod og den holdning kan skabes med et lille ord af ham, der siger: ”Sådan har jeg talt til dig; du har hørt mig selv sige, at du skal være uforfærdet og ved godt mod, at jeg har overvundet verden og Djævelen, og at du skal regere mægtigt over dem og træde dem under fod, selvom de henretter og myrder dig.”

Var de kære martyrer og særlig disse unge jomfruer anderledes end vi andre? Hvilken forskel var der da på dem og andre, at de havde denne frejdige frimodighed? Udelukkende at de havde dette ord i deres hjerte. ”Husk derfor,” siger han her, ”at jeg har sagt dette til jer, og lad jer ikke skræmme, men tag frimodigt til genmæle imod dem, der vil pine og plage jer; for jeres lidelse, smerte og angst skal blive til jeres glæde, lyst og rosenhave.”

Grundlaget for, at han kan gøre dem så frimodige og tale trøst til hjertet, er det, han siger: ”Kampen er allerede vundet. Jeg, jeg og ingen anden, har overvundet verden.” ”Ja,” indvender du så, ”du kan sagtens sige, at du har overvundet verden, og at andre som Peter og Paulus har gjort det. Men hvad med mig?” ”Jeg siger jo ikke det her til jer,” svarer han, ”for min egen skyld, men for jeres. Kan I ikke høre, at det gælder jer? I skal vide og finde trøst i, at jeg har overvundet verden. Det er ikke sket for min egen skyld; for så behøvede jeg ikke være kommet ned fra Himlen. Jeg var jo i forvejen Herre over alle skabninger, så Djævelen og verden nok skulle lade mig være i fred, hvad mig selv angik. Men det er sket for jeres skyld. Det er for jeres skyld, jeg taler til jer, og det gælder jeres trøst, frimodighed og fred. Tag det derfor også til hjerte og tænk på, at jeg, Jesus Kristus, har vundet sejren.”

”Sejren er vundet,” siger han, ”der er ingen fare eller frygt mere. Vi behøver ikke kæmpe og slås. Det hele er klaret: Verden, Djævelen og døden er slået og ligger knust; Himlen, retfærdigheden og livet står med sejren.” Det er det eneste, der nu skal bringes ud i verden, sejrssangen skal synges, og der skal istemmes et glad: ”Krist stod op af døde!” Han har fuldbragt alt, har givet sejr på sejr til alle, der hører og tror. Men vi skal prædike og bekende det for hele verden, være stolte af det og sætte vores lid til det, når man vil angribe os. Så skal vi sige: ”Hvad kan I stille op, I bødler, du verden og du Djævel? ’Og tager I mit liv, gods, ære, barn og viv,’ hvad så? Der er sejret, sejret! For her er den Kristus, der lever og sejrer. Kære venner, ham kan I ikke slå, eller prøv en gang til, hvis I kan!”

Sådan skal en kristen vænne sig til at rette tankerne mod Kristi sejr, der har fuldbragt alt, og som giver os alt, hvad vi har brug for. Fra nu af lever vi kun for at udbrede dette budskab og overbevise også andre mennesker om det og med vores ord og eksempel formane og tilskynde dem til at få del i dette sejrsbytte, som Kristus har vundet og givet til os. For denne sejrherre har udrettet alt, så vi ikke behøver at føje noget til, hverken at sone synden, slå Djævelen eller overvinde døden. Alt er allerede besejret. Og de kampe og lidelser, vi endnu må opleve, er ikke den egentlige kamp, men kun efterdønninger af denne sejr. For vores lidelser, alle martyrers og helgeners død og blod ville ikke kunne skaffe os sejren. At besejre synden, døden og Helvede og træde dem under fod er ikke gjort med det, vi udretter, sådan som paven og hans slæng påstår og dermed spotter og håner Kristus. Her kommer jeg alt for sent med min kamp. Slaget må vindes, og sejren ligge klar på forhånd, hvis jeg skal finde trøst og fred. ”Jeg har allerede gjort det,” siger Kristus, ”men I skal tage imod sejren og bruge den til at synge om den, prise den og juble over den, og så skal I være frimodige!”

Se, det er de sidste, kærlige, trøstende afskedsord, som Kristus giver sine disciple og gerne lægger dem på hjerte. Selvom apostlene ikke dengang forstod det, og vi heller ikke forstår det, når vi ikke står midt i trængslerne, har vi dog ved Guds nåde set, hvordan Helligånden har mindet mange hjerter om disse ord og på den måde styrket dem, når det kom til kamp, så de har udholdt alt og er gået bort med denne sejr i ryggen. Gud hjælpe også os til det og give os at kunne holde os til den i trængsel og i død. Selvom vi lige nu ikke kan forstå og fatte disse ord så helt og fuldt, som de er talt og ment, så lad os dog til sin tid tænke: ”Hvor ringe og svag jeg end er, har min Herre og Frelser talt sådan til mit hjerte, så sejren over verden, døden og Djævelen er min i ham!”

AMEN

(Uddrag fra sidste kapitel i "JESU AFSKEDSTALE 2.DEL" af Martin Luther - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag - Udgivet på LMBE/Nyt Livs Forlag i 2016 - Shafan 23-08-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet