Men ofte har vor arme forstand svært ved at følge vor underfulde Gud i, hvad han gør. Og når alt efter vore begreber ser håbløst ud, bliver kampen for alvor hård. Hvilken nåde og visdom, om vi da kunne besinde os på Herrens ord, når han siger: "Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine - nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders." Esaj 55, 8-9 Nemmer vi dette, vil vi tillidsfuldt og glad, hvor underligt end alting ser ud, kunne sige: Ske din vilje! 

Vor fred og tilfredshed vil således i sidste instans være afhængig af, om vi af hjertet kan bede den tredje bøn. Ske din vilje - ikke: ske dette eller hint, som efter vore begreber er gavnligt og godt, men kun, hvad der er dig til behag. Vi skal betænke, at Guds vilje er bedre end selv vor den bedste vilje. Der er dem, der mener, at de beder den tredje bøn, som de bør, når de dog har en forudfattet mening om, hvad der skal være Guds vilje og så derom beder: Ske din vilje! 

Dette bliver i særdeleshed en prøvelse for os, når vi selv på en eller anden måde er part i sagen. Vi ville f. eks. virke noget for Herrens sag. Men det arme hjerte ville også bære på omsorgen for vort arbejdes fremgang. Den, som over for Gud og mennesker højt og helligt skulle have kunnet forsikre, at det var Guds vilje alene, han ville, er ofte umærkeligt ført ind på at sysle med egne planer og har forsynet disse med den smukke betegnelse: Guds vilje. Dette bliver åbenbart, når den formentlige Guds vilje ikke vinder fremgang som ventet, og den pågældende derfor hensættes i en tilstand af indre uro og utålmodighed, som skulle Gud være styrtet fra sin trone og Guds sag være tabt. Alene et sådant sind er et vidnesbyrd om, at man ikke har blikket vendt imod Gud som den eneste store, almægtige og alvise, men at enten ens egen vilje er med i spillet, eller man har i sit hjertes tempel ladet opstille flere guder, mægtigere end den Almægtige. I modsat fald skulle vi kunne "stille vore hjerter tilfreds" med den store sandhed, at Gud har magten også over det onde, og at selve straffen for menneskers misbrug af friheden i tilfælde, hvor Gud ikke gør brug af sin almagt, og man forsætligt modstår hans ånd - ja, endog om straffen består i forhærdelse og evig død - skal prise og ophøje Guds majestæt, Guds retfærdighed, almagt og domme. Herrens udsagn om Farao er et vidnesbyrd herom. "Netop derfor har jeg ladet dig fremstå," siger han, "for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden." 

Vi kan af det, vi nu har betragtet, skønne, at det ikke er nok, vi har en god vilje og handler i bedste mening. Der kræves mere end det: vi må have en gudfrygtig vilje, som mistror sig selv og beder om, at Gud må føre sin vilje igennem. 

Desuden har vi set, at alt, hvad der hedder vor egen vilje, er ved syndefaldet blevet så gennemtrængt af synd, at vi i denne sag må bede med vor egen vilje som mod vor farligste fjende og sige: O, Fader, lad det dog ikke komme dertil, at det skulle gå efter min vilje! Bryd min vilje, forhindre dens fremgang! Det må gå med mig, som det kan, når blot det ikke går efter min vilje, men alene efter din. Som det er i himmelen, lad det også være på jorden! 

En sådan bøn volder gamle Adam usigelig vånde. Der er intet, der i den grad er eet med os selv som vor egen vilje. Der er intet, vi elsker som den. Vi er hermed nået til vort emnes - eller rettere: vort livs erfaringers ømmeste punkt. Kun få gør sig klart, hvor meget bittert og tungt de drager ned over sig i tiden her ved alvorligt at bede den tredje bøn - men tillige: hvor megen lykke og salighed for evigheden (2. Kor 4, 17-18). De betænker ikke, at der er en levende Gud, som råder for hele vort liv, og som aldrig sikrere hører vor bøn, end når vi beder om hans vilje. 

Beder du i sandhed om Guds vilje, så vær forberedt på mangt og meget, som byder dit gamle menneske imod. Vil du, at alt skal gå efter din egen vilje, så bed aldrig den tredje bøn. Thi det bør du vide og betænke, at Gud hører denne din bøn og følgelig vil lede dig gennem livet efter sin vilje og ikke efter din - til din sjæls allerhøjeste og evige lykke ganske vist, men til megen bitter lidelse for kødet. 

Vi erindrer os i denne forbindelse det svar, Luther engang gav en from sjæl, som kom til ham og spurgte: "Hvoraf kommer det dog, at netop jeg skal være så ulykkelig her i verden? Hvad jeg mest af alt har ønsket at få, har jeg ikke fået. Altid går det min vilje imod." 

"Du skulle vel ikke undertiden for fuldt alvor have bedt: Fader, ske din vilje!" svarede Luther som modspørgsmål hertil. 
"Jo, visselig har jeg forsøgt på i fuld oprigtighed at bede også denne bøn," lød svaret. 

"]a, der kan du se," sagde Luther. "Således må du aldrig bede, hvis du vil, at alting skal gå dig efter din egen vilje." 

Det var dette, vi burde betænke. Det skal, når vi møder det bitre i livet, blive vor stærkeste trøst, at det er den trofaste Fader i himmelen, som, fordi han først og frernmest har omsorg for vor sjæl, har ladet det komme. Han hører gerne enhver bøn, men ingen bøn kan vi med større vished vide er ham til behag, end når vi beder blot om hans vilje. Og går det da din egen vilje imod, så vid, at dette er netop, hvad du bad om - og dertil din største lykke. 

Det er sjæles frelse, Gud fremfor alt har for øje og som menneske har ofret og lidt for. Når det stundom bliver os givet at skue ret ind i hans hjertelag for os, hvilken herlig trøst er der ikke da i at bede: Ske din vilje! Guds inderste, evige vilje med dig er, at du skal frelses. Og for denne sin viljes skyld kan han lade megen bitter lidelse ramme dig. 

"]eg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl - fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig," siger Herren om Israel. D. v. s. han lod folkefærd gâ under for Israels skyld. På samme måde lader Herren for din sjæls evige vels skyld dit "ydre menneske gå til grunde". Lader megen timelig modgang møde dig, tager fra dig mâske det, du elsker højest på jorden, højere endog end dit eget liv: en dyrebar ven, din ægtefaelle, dit kæreste barn. En mister brat alt, hvad han ejer, en anden bliver af onde mennesker berøvet sit gode navn, en tredje bliver ramt af en uhelbredelig sygdom o. s. v. Utallige er de bitre erfaringer, jammerdalen møder sine vandringsmænd med. Regner man da kun med det, man kan se med sine øjne, kan nok et hjerte blive modløst og træt. Men kan du med Asaf "gå ind i Guds helligdomme" og der få syn på livets rette og sande mening, på evighedens alvor og på den trofaste Guds hensigt med at sende clig dette, da skal du tilbedencle kunne stille dit hjerte tilfreds for Gud og regne din bitreste erfaring for den højeste nåde.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline