Det er en kort og klar besked, han giver, når han her ender med at sige: ”skilt fra mig”. Det vil sige: ”Hvis I ikke bliver i mig og bliver nyfødte kristne igennem mig, kan I slet ikke udrette noget, hvor meget I så end ellers gør.”

Hvordan kan han dog tale så skarpt og skrapt her? Skulle da virkelig så mange fromme, fortræffelige mennesker, som der fandtes blandt jøderne dengang og vel stadig findes blandt de kristne, alle sammen ikke have udrettet noget? Skulle det alt sammen ikke være noget, når de dog har gjort og stadig gør langt flere og større ting end den arme, elendige lille flok, der ikke kan rose sig af andet end af denne Kristus?

Jo, det er et forargeligt, gudsbespotteligt ord i ørerne på de store helgener, som dengang var hellige jøder: Farisæere og andre som for eksempel Paulus i hans pæne, ulastelige retfærdighed efter Loven; og i vore dage de åndelige, andægtige eneboere, karteusere og andre munke, som jeg også har været én af. De anstrenger sig med stor alvor for at blive fromme og komme i Himlen.

Man kan også nævne hedningerne, hvordan de har regeret folk og riger, skabt fortræffelige love og bestemmelser, opretholdt fred og god ro og orden, frembragt al slags kunst, så alverden berømmer og beundrer deres visdom. Ligeledes kan man læse, at nogle kættere har levet meget strengere og udført større gerninger end de sande kristne, så som katharerne og enkratiterne, ligesom de 40 dages faste stammer fra kætterne. Og man siger om tyrkerne, at mange af dem lever et strengt liv og gør forunderligt store gerninger med faste, almisser, gaver osv.

Når nu alle de bander i vore dage skriger op imod os og vores lære om, at vi ikke tager alvorligt nok på det, og siger, at vi ikke har Ånden, fordi vi ikke lever som de, da må man spørge, hvorfor Kristus her siger: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Til det må man svare, hvad der også er nævnt tidligere, at han her ikke taler om naturens eller verdens væsen og livsførelse, sådan som spotterne fordrejer det til, men om evangeliets frugter. For han har skabt verden sådan, at han har befalet og givet den magt til at herske legemligt over kvæg, fugle og fisk, endvidere at holde hus, opdrage børn, dyrke marker, regere lande og folk osv. Det har Kristus ikke behøvet at undervise om, for det er i forvejen indplantet i naturen og er skrevet i hjertet, og af den brønd og kilde flyder endvidere alle bøger, der er skrevet, undtagen Den hellige Skrift.

Derfor skal man ikke dreje Kristi lære og ord i retning af, at han skulle lære og fastsætte noget andet, mere eller bedre end det. Nej, han taler udelukkende om sit åndelige rige og styre, hvor Gud selv bor, regerer og virker ved sit Ord og sin Ånd til åndeligt, evigt liv. For Guds styre er det, at man døber, prædiker evangeliet, rækker nadveren, trøster og styrker de skrøbelige, ængstelige samvittigheder, advarer de onde og straffer dem med band, og øver kærlighedens og barmhjertighedens gerninger og bærer sit kors. Dette sker, så vi er Gud til behag, er hans børn, forløses fra synd og død og har evigt liv. Det gør og kan det verdslige regiment slet ikke gøre noget til, for det ophører alt sammen med livet her på jorden.

”I dette rige,” siger Kristus nu, ”er I ingenting, I gør og formår intet, hvis I ikke er og bliver i mig.” Ja, det er ingenting for Gud, alt det, hele verden foretager sig, tænker, gør og evner, alle jøders, tyrkeres, pavehelgeners egen fromhed, åndelighed og selvlavede gudsdyrkelse. Det samme gælder alle kætterske bander, der er faldet fra Kristus; de kan aldrig lære eller gøre noget sandt og fører kun sig selv og andre længere bort fra Kristus. Som nu om dage gendøberne med deres sværmeri; de døber kun folk ud af kirken og modarbejder Ånden, sådan som man til sidst også klart ser af deres frugter. Ligeledes alle munke og ordner, der lærer og lever i deres gerningsretfærdighed; de kan aldrig komme til Kristus eller lede et menneske til sand erkendelse, kan ikke rådgive eller trøste en samvittighed eller hjælpe af med den mindste synd eller bære en eneste kristelig frugt.

Hvad de derfor gør af nok så store og mægtige gerninger, er det dog alt sammen det rene ingenting. Og jo mere de piner og plager og anstrenger sig, des mindre udretter de: Det må jeg selv af egen erfaring vidne om, efter jeg i over tyve år var en from munk, holdt messe dagligt og i den grad svækkede mig selv med bøn og faste, at der snart ikke var noget tilbage af mig, hvis jeg var fortsat med det. Men selv hvis jeg lagde alt dette sammen, kunne jeg ikke bruge det til at hjælpe i selv den mindste anfægtelse, så jeg kunne sige til Gud: ”Se, hvor meget jeg har gjort! Tag nu imod det og vær mig nådig!”

Hvad har jeg da opnået ved det, andet end at jeg forgæves har plaget og ødelagt mig selv og spildt tiden og nu må høre Kristus afsige dommen over det: ”Du har gjort det uden mig. Derfor er det ingenting og hører ikke hjemme i mit rige, og det kan hverken hjælpe eller gavne dig og andre til det evige liv.” Ja, jeg må nu selv kalde det synd og fordømme det som gjort i afguderi og vantro og forfærdes over det, når jeg tænker på det! Alligevel holdt alle fast ved det og regnede den slags for vejen til salighed. Det har alverden kunnet give penge og stiftelser nok til og har villet købe sig til den hellighed og fortjeneste, som kirken da også var fræk nok til at sætte til salg og at sælge med brev og segl.

Her er der altså afsagt en forfærdelig dom over alt liv og foretagsomhed, når det er skilt fra Kristus, hvor stort, herligt og smukt det end er, for at det ikke skal kunne gøre eller være noget. Stort og mangfoldigt ser det nok ud i verdens øjne, for det kaldes fortræffelige og glimrende gerninger. Men for Gud er det i sandhed ingenting her i Kristi rige, fordi det hverken er vokset frem af ham eller bliver i ham. Det er nemlig ikke hans ord, dåb og nadver, men vore egne påfund, som vi har valgt og fremtvunget uden om Ordet. Derfor kan det hverken bære frugt eller bestå for Gud, men må fjernes som et råddent, vissent stykke træ uden saft og kraft og kastes i ilden, som han tilføjer. Lad derfor andre gøre og lade uden ham, som de vil, og lad dem prøve at skabe en ny fødsel med deres gerninger og lave et træ af frugterne. Men de skal, om Gud vil, komme til at bekræfte dette skriftsted, og alt deres eget skal blive til intet.

Men hvem kan tro, at dette skriftord skulle have så stor betydning og fordømme så mange mennesker, eller at verden skulle være så fuld af falske kristne og helgener? Men det forkyndes for os, for at vi ikke skal løbe og arbejde forgæves, som Paulus formaner (Gal 2,2; 1.Thess 3,5), men sørge for altid at blive i Kristus, det vil sige holde os til hans ord og ikke lade noget rive os fra ham; så skal de ægte, varige frugter nok følge efter. Det er nemlig en stor og stærk trøst og modstandskraft for et menneske at vide, at det ikke lever og virker forgæves; men at dets gerninger behager Gud og kaldes ægte frugter, og at det af hjertet kan sige: ”Jeg er jo døbt til at tilhøre Kristus; det har jeg ikke selv fundet på, og det er ikke noget, der er gjort igennem min munkeorden eller ved klosterregler og menneskebud, men gjort af min Herre Kristus selv; det ved jeg med bestemthed. For det andet ved og bekender jeg for hele verden, at jeg ved Guds nåde tror på denne mand og har til hensigt at blive hos ham og hellere vil slippe både liv og lemmer og alting end at fornægte ham. I denne tro står og lever jeg. Og så går jeg ellers ud og spiser, drikker, sover og er vågen, regerer, tjener, arbejder, gør og lider alt i troen på ham, jeg er døbt til; og jeg ved, at det er gode, gudvelbehagelige frugter.”

Hele et sådant menneskes liv med alt, hvad han gør af stort og småt, af hvad art det end er, er nemlig lutter gode frugter og kan ikke være uden frugt. For han er født til et nyt liv i Kristus, for at han hele tiden kan være fuld af gode frugter. Og alt, hvad han gør, falder ham let uden anstrengelse og beklagelse; intet er for svært eller for uoverkommeligt til at holde det ud eller bære det. De andre derimod, der ikke har troen og selv vil skabe frugterne, har ikke denne trøst, om de så piner og plager sig selv nok så meget og gør nok så mange store gerninger, ja, flere end andre. De gør nemlig alt med tungt hjerte, så de aldrig kan glædes over eller være vis på, at de behager Gud. Sådan er alt, hvad de gør, forgæves og ingenting. Det står altså fast, at alt, hvad der sker uden Kristus eller skilt fra ham, er forgæves og er lutter rådne, uduelige, tomme gerninger; mens omvendt alt, hvad der sker i Kristus, er lutter rige, fuldmodne, kostelige frugter.

Det kan verden med sine falske helgener og slyngelbander bare ikke forstå. ”Hvad er det dog for en kristen,” siger de, ”der ikke kan andet end spise og drikke, passe hus, børn og plov osv.! Det kan jeg da også gøre lige så godt, ja, endnu bedre! Nej, man må da skelne mellem det, en kristen særligt gør, og det, han gør ligesom hedningerne, og ikke straks kalde alting for det kristne livs frugter. Ellers var hedningerne bedre end vi til den slags almindelige ting, som forældre, børn, mand eller kvinde gør. Derfor må vi have noget andet og mere end almindelige menneskers gerninger som for eksempel at gå i kloster, ligge på jorden, gå med grov uldskjorte, bede uophørligt dag og nat osv.”

Sådan forklarer man de gerninger, som de kalder et helligt liv og kristelige frugter, mens de ud fra det straks drager den slutning, at det ikke er et helligt liv at opdrage børn, passe hus osv. De kan nemlig slet ikke bedømme det som noget, der stammer fra eller er født af vintræet, men ser kun på gerningens ydre skin. Men hvem ved ikke, at munkevæsenet med dets mange gerninger ser større ud, når man vil betragte dem ud fra det rent ydre, end når man ser på, hvordan de egentlig er, eller hvor de stammer fra?

Men nu siger Kristus, at gode frugter kun kan bæres af den, der er og bliver i ham, og at hele sådan et menneskes liv og gerning alt sammen kaldes gode frugter, om det så var endnu ringere, end når en bondekarl læsser en vognfuld møg og kører det ud. Det kan de andre ikke forstå, men regner det, de til hverdag ser for deres øjne, som almindelige, hedenske gerninger. For kristne derimod er der en meget stor forskel på de gerninger, de gør, og dem, en hedning eller andre gør uden Kristus, selvom gerningerne i og for sig er de samme. For da hedningernes gerninger ikke spirer og vokser frem af vintræet Kristus, kan de ikke være Gud til behag og heller ikke kaldes kristelige frugter. Men da kristnes gerninger udspringer af troen på Kristus, er de alle sammen ægte, nyttige frugter, som man siger, at et lam ikke har noget, der ikke er nyttigt og godt, ikke bare kødet, skindet og benene, men også gødningen.

Derfor er det rigtigt, at en kristen ikke som en sværmer eller særling skinner og stråler med sine gerninger og frugter. Han vil jo ikke gøre noget stort og strålende, men bliver ved de almindelige, daglige gøremål, som de foreligger. Men verden tager fejl, når den ikke kan se, at det er gerninger gjort af en ny skabning i Kristus. Derfor bliver én og samme gerning bedømt forskelligt, også hos ét og samme menneske alt efter, om han gjorde den, før han kom til tro på Kristus, eller han gør den nu. Før var han en torn og tidsel uden for vintræet, så han ikke kunne bære frugt, og det, han så gjorde, var forgæves og fordømt. Men nu, da han er kristen, er den gerning en smuk, kostelig drue, ikke fordi den er gjort på den og den måde, men fordi den kommer fra det gode træ, som er Kristus.

Derfor gælder det ikke om at bedømme, hvad slags gerning, der gøres, men hvad årsagen til den er. Det kommer ikke an på, hvordan den gøres, om den er stor eller lille, om der er mange eller få gerninger; men det kommer an på den kilde eller brønd, som de flyder fra. Der adskiller den kristnes liv og levned sig fra alle andres på jorden; for her kommer Kristus og gør forskellen og siger til den, der render rundt med sine selvbestaltede gerninger, at al hans gerning er nul og niks og forgæves. ”Næ, hør nu,” siger du, ”nu har jeg i så mange år læst messe hver dag, så længe ikke spist kød og været afholdende, og det har været virkelig surt at leve så strengt. Skulle da så mange og store, besværlige gerninger ikke være noget?” ”Det kan godt være,” siger han, ”at de kan kaldes store, besværlige gerninger, men jeg kalder det lutter ingenting, for de er alle sammen gjort skilt fra mig.”

Når han derimod ser for eksempel en fattig ung pige som Jomfru Maria, der ligesom andre almindelige folk ikke har gjort noget særligt, da afsiger han denne dom: ”Se, her er én, der overhovedet ikke kan fremvise noget af det store og besværlige, du gør, og alligevel er fuld af gode gerninger. Det er nemlig gerninger, der kaldes gjort i mig. Derfor anser jeg dem for at være lutter kostbare ædelsten og vil berømme og belønne dem for Gud og alle engle. Men fordi dine gerninger ikke er gjort i mig, skal de ikke du til andet end at kastes i ilden som torn og tidsel. Så hjælper det ikke noget, at du stritter imod og råber op, at det er uretfærdigt, eller undskylder dig med og indvender, at du ikke vidste bedre. For han vil også sige til dig: ”Hvorfor har du ikke lyttet til mit ord? Her har jeg forudsagt og advaret om, at man skal vogte sig for at gøre noget som helst af det, der gøres uden for mig, og jeg har klart og tydeligt sagt, at ingen kan gøre noget skilt fra mig.”

Derfor skal man ikke se på gerningerne som køer på en ladedør, men på, hvilket hjerte og hvilken person, de udspringer af. Er gerningen sket i Kristus, så lad den være så stor eller ringe, den være vil; han kalder den en god frugt; for den, der bliver i ham, må bære megen frugt. Al den slags gerninger kalder han lutter velsmagende druer, selvom synden af og til sniger sig ind, og man snubler, for det er det møg, han kan gøde sin mark med, så også skrøbelighederne bliver til gavn og ikke til skade.

Omvendt med alle munkeagtige, tyrkiske og hedenske helgener; her fordømmes ikke kun den åbenbare synd, men også deres bedste gerninger, som de vil fortjene Himlen med, forkastes og bliver sammen med dem selv dømt til ilden. Denne dom afsiges med rette over dem, for hvad er det dog for en djævel, der får os, som kaldes kristne og er døbt, til at falde fra dåben og Kristus og vende os til og gøre vores egne gerninger uden Kristus? Så vil man ikke leve, arbejde og gøre som andre, almindelige kristne, men vil have folk til at spærre øjnene op over det selvbestaltede som noget særligt og nyt.

”Jeg kan da ikke se nogen særlig Åndens gerning eller frugt,” siger de sværmeriske ånder, ”hos dem, der ikke kan lære om andet end Kristus. Nej, man skal tage helt anderledes kraftigt fat med sure miner og kedelige, grå kapper, give afkald på ejendele eller som munkene faste, være afholdende, ikke spise og drikke som andre.” Den slags ser ud af noget og får pøbelen med, så den siger: ”Hvad er vores prædikanter og deres tilhængere sammenlignet med dem her! Næ, det her er hellige, kristne mennesker; de har forladt alt, går med grå kapper osv.” Sådan lader de sig bedrage og lede bort fra Kristus, og det går dem efter fortjeneste. Du hører jo, at Kristus her siger, at man ikke skal se på og dømme efter gerningernes ydre skin, men se efter, hvilken stamme og rod de kommer fra.

Derfor bør du først spørge: ”Hvorfor ser du så sur ud og går med grå kappe og vil være noget særligt i forhold til andre?” ”Ja, man må jo tage sig rigtig sammen og isolere sig fra verden, hvis man vil frelses.” Her ser du æslet stikke ørerne frem! Din elendige hykler og forfører! Hvordan vil du bære frugt uden vintræet og skilt fra det? Man kommer ikke i Himlen ved hjælp af sure miner; nej, du må først være på vintræet, og det er ud fra det, frugterne skal spire og vokse. Din gerning af den anden slags er forgæves og er ingenting, fordi den gøres uden og skilt fra Kristus, ja, oven i købet er imod ham.

(Kapitel fra Jesu afskedstale bd.2 - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag  - I kommission hos Nyt Livs Forlag 2016 - Shafan 14-11-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline