Den femte bøn

Martin Luther - SÅ FAST EN BORG

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere (Matt 6,12)

Der er to slags mennesker, som ikke kan bede med på den femte bøn i fadervor.

For det første er der dem, som glemmer deres egen skyld og gør deres næstes skyld så stor, at de er skamløse nok til at sige: ”Jeg kan og vil aldrig forlade ham hans skyld og blive venligt stemt mod ham!”

Her møder vi de mennesker, som har bjælken - ja, mange bjælker! - i deres øjne uden at se det, men den mindste splint i deres næstes øje har de ingen problemer med at få øje på, og de kan slet ikke komme sig over den.

Deres egen synd mod Gud er de altså ikke opmærksomme på, men deres næstes skyld gør de så stor som mulig. Og alligevel vil de have, at Gud skal forlade dem deres store synd, selvom de ikke kan lade en lille synd være uhævnet.

Hvis vi forestiller os, at de mennesker ikke havde nogen anden synd end denne ene, så ville det være nok til at sige, at de lever i ulydighed mod Guds bud, hvis de ikke vil forlade nogen deres skyld, men hævne sig, som det tilkommer Herren alene. Ja, Gud er så underlig i sin dom, at han anser den, som ikke kan forlade sin næstes skyld, for at have større skyld end den, som har forvoldt uretten og lidelsen. Derfor bliver den femte bøn i fadervor vendt helt om: Det var en bøn, som skulle have skaffet nåde, men den bliver til dom og forbandelse.

For når du står der og siger: "Jeg vil ikke tílgive!” og i næste nu står for Gud med dit dyrebare fadervor og lader munden løbe med ordene: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnerel” så siger du jo i virkeligheden: "Åh Gud, jeg er skyldig for dig, men jeg har også en skyldner. Nu vil jeg ikke forlade ham hans skyld - så forlad du heller ikke mig min skyld."

De andre, som ikke kan bede med på bønnen, bærer sig finere ad. Det er dem, der bliver ”åndeligt fornærmede” på deres næste. Det vil sige: De har ingen anden grund til deres vrede end den, at de i deres hjerter, på grund af deres egen store kærlighed, retfærdighed og visdom, føler en modbydelighed ved deres næste. For synd og dårskab kan de ﬁne hellige ikke have med at gøre.

Det er den slags mennesker, som Skriften kalder slanger og øgleyngel. De er så stæreblinde, at de aldrig kan blive overbevist om, at det er dem, som ikke forlader deres skyldnere. Faktisk anser de det for en god og fortjenstfuld gerning, at de ringeagter og hader deres næste.

Når nogen gør dem ondt, lader de ikke nåde gå for ret. De beder heller ikke for dem, som det sømmer sig for en kristen, eller viser dem til rette med et broderligt sind. Og mens en forbryder efter guddommelig og menneskelig ret kun har én domstol, én anklage og én dommer at stå til regnskab for, så rejser disse mennesker med deres sladrende, forgiftede helvedestunger lige så mange domstole, anklager og dommere, som der er ører, der vil høre på dem - om de så traf tusinde mennesker på en dag.

Se, det er de elendige hellige, som ikke kan forlade deres skyldnere, og som ikke kan komme sig over deres næstes synd. På grund af deres måde at være på får de aldrig et rigtigt hjerteligt og hengivent forhold til noget menneske. Og af den grund viser Gud dem også den unåde, at de aldrig kommer til erkendelse af deres egen skyld.

Når de først har anklaget og bagvasket et menneske, gør de gode miner til slet spil og siger: ”Jeg fortæller jo ikke det her i en ond hensigt eller for at skade ham, tværtimod, jeg under ham af hjertet alt godt."

Åh, du hylder og kalkede grav! Hvis du var hans ven, så ville du jo nok holde din mund og ikke på den måde med fornøjelse og velbehag udbrede dig om din næstes fejl. Hvis du var hans ven, ville du forvandle din åndelige fornærmelse til inderlig medfølelse og barmhjertighed. Du ville søge at undskylde ham, skjule det og fortie det for andre, bede til Gud for ham, advare ham broderligt og hjælpe ham med at rejse sig igen. Og slutteligt ville det også blive en formaning for dig om med frygt og angst at huske på din egen skrøbelighed. For som Paulus siger: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder” (1 Kor 10,12). Og som en af de ærværdige gamle fra oldtiden sagde: ”I går var det ham, i dag bliver det mig."

Hvis du vil gøre noget ved din næstes synd, må du følge Jesu dyrebare, gyldne regel: "Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd” (Matt 18,15).

Hør de ordl Du skal ikke sige det til andre, men du skal holde det mellem dig og ham. Dermed vil Jesus sige: Hvis du ikke kan sige det til ham i enrum, så hold din mund og lad det være begravet i dit hjerte. Det vil du ikke sprænges af!

De, som ynder at sladre om andre, vasker gerne sig selv rene ud fra tankegangen: ”Det er jo sandt! Og hvorfor skulle jeg ikke sige det, når det nu virkelig forholder sig sådan? jeg har jo selv set det, og jeg ved det med sikkerhed."

Men dertil er der at sige, at det jo også er sandt, at du selv har syndet. Hvorfor opremser du så ikke også dine egne synder, når det nu er befalet dig at sige sandheden?

Men når du vil fortie dine egne synder, så må du efter den gyldne regel også gøre det samme imod andre. Og dertil kommer, at du forbryder dig mod Jesu klare ord om, at du ikke skal sige det til andre end til synderen selv. Kun hvis han ikke vil høre på dig, skal du tage to mere med dig og sige det til ham igen. Og hvis han så heller ikke hører på jer, så skal du med de samme vidner anklage ham for hele menigheden (Matt 18,15-17).

Men nu er der ikke nogen, der følger Jesu vejledning, og derfor går det også, som det går for dem, der overhører og tilsidesætter Guds ord.

Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at den vidt udbredte sladdersyge og lyst til at bagtale og dømme andre for deres synder er den ulyksaligste synd på jorden. For alle andre synder besmitter og fordærver kun dem, som begår den, men den elendige sladderhank besudler sig selv med fremmede synder. Hvad jeg mener, er: En synd er større, jo mere lyst og velbehag man har ved den. Og hvor en synder ofte skammer sig over sin synd og ville ønske, at ingen andre vidste om den, så kommer bagtaleren brasende og falder i det samme søle som en so, vælter sig rundt i sin næstes synd og har bestemt ikke noget ønske om, at den ikke var sket. For bagtaleren ﬁnder jo velbehag i at tale om den, dømme den og latterliggøre den.

Til vores advarsel skal vi lære af denne bøn, at ethvert menneske er en synder imod Gud, og at ethvert menneske har en skyldner. For det første er vi syndere mod Gud. Og vi er store og grove syndere, for det er så få, der ikke er faldet i virkeligt store synder. Derfor siger David også: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig” (Sl 143,2).

Der er ikke noget menneske, der er så helligt, at han ikke stadig har bundfaldet fra gamle Adam i sig, og alene af den grund kunne Gud med fuld ret fordømme ham. Derfor er det ydmygheden, der bevarer den, der lever i nâden. Deres skyld bliver ikke tilregnet dem, fordi de selv tilregner sig den, beder om nåde og selv forlader deres skyldnere.

For det andet har ethvert menneske en skyldner. For Gud styrer det sådan, at vi kommer til at lide uret på vores ejendom, ære eller andet, for at give os lejlighed til at angre vores egne synder og forlade vores skyldnere. Hvis der alligevel skulle være nogen, som ikke mener, der er nogen, der gør dem uret - hvilket ikke er noget godt tegn - så skal der nok være enkelte, som han ikke har et godt øje til, føler uvilje imod og er mistænksom over for.

Det står altså fast, som Augustin” siger: ”Ethvert menneske er skyldig over for Gud, og ethvert menneske har en skyldner.” Og hvis han ikke har det, så er han blind, og der er et eller andet galt med ham.

Se nu, hvor elendigt livet er, når vi - som den foregående bøn viste - ikke har noget brød til trøst og styrke for sjælen, og når vi desuden - som denne bøn viser - er i en syndig stand, hvor vi med fuld ret må fordømmes. Fadervor gør i virkeligheden hele vores liv til synd og skam, for at vi skal blive lede og kede af os selv.

Se derfor til, du bagtaler, at du dømmer dig selv. Tal om dig selv. Se på, hvem du egentlig er. Grib i din egen barm. Så vil du glemme alt om din næstes synd. For du har jo begge hænder fulde, ja du har mere end nok at gøre med din egen synd.

Men Gud vil også med denne bøn åbne vores øjne og hjælpe os ved sin nåde og barmhjertighed til at se vores stilling over for ham, så vi kan mod tage syndernes forladelse.

(Andagter af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG 23.september - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2017 - Shafan 27-10-18)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet