Menighedsforstanderen i Efesus havde en høj stilling. Efesus var den vigtigste by i Lilleasien. Der havde Paulus tilbragt næsten 3 år af sit missionsliv. Der tog også apostelen Johannes sit opholdssted og gjorde denne by til midtpunktet for sin mangeårige virksomhed i Lilleasien. Derfor er det første af disse 7 sendebreve rettet til menighedsforstanderen i Efesus. 

Denne menighedsforstander havde en høj og agtet stilling også på grund af sine personlige egenskaber. Det får man et bestemt indtryk af ved at læse dette brev. Disse gode egenskaber nævner Herren i brevet og roser dem. 

Han var for det første en flittig arbejder i Guds rige. Det ord, som bruges i grundteksten til at betegne arbejde (kopos), fortæller os, at det var et hårdt og anstrengende arbejde, han udførte. Og det ord, som i grundteksten bruges til at betegne tålmodighed, betyder egentlig udholdenhed og fortæller os, at denne forstander ikke blot tog et skippertag nu og da, men holdt ud i sit anstrengende arbejde uden at lade sig hindre hverken af den personlige møje eller af vanskelighederne. ,"Du er ikke blevet træt."
Det er sandelig et godt vidnesbyrd. Hvad ville der komme til at stå, om Herren skulle skrive om dit og mit arbejde? 

Denne menighedsforstander var samtidig en mand med klar kristelig forstand og praktisk indsigt. Han ejede evne til at prøve ånderne, om de var af Gud. Herren siger, at de domme, han har fældet over de falske brødre, er rigtige. Endvidere får vi at høre, at han har haft meget at udholde for Jesu navns skyld. Og efter det, som fortælles, kan vi vist gå ud fra, at det, han har udstået, ikke blot kom fra verden, men også fra venneflokken, nemlig fra dem, som tog parti for de falske apostle. Den, som har haft lidt med kristelig ledelse at gøre, vil vide, at denne trængsel ikke er den mindste. Og mange er de kristelige ledere, som af den grund ikke vover at øve den tugt, som deres inderste overbevisning forlanger af dem. 

Menighedsforstanderen i Efesus var en overbevisningstro og modig natur. Og vi kan af hele brevet forstå, at han havde menighedens agtelse og tillid. 

Men Herren siger, at han var en falden mand. Der forelå imidlertid intet udvortes fald, det, som Skriften kalder fald i kødet. Da ville han have været en hykler. Men det bebrejder Herren ham ikke. 

Nej, hans ulykke er selvbedraget. Der er sket et indre fald i ånden umærkeligt både for de andre og for ham selv. 

De andre så jo hans iver og utrættelighed i det kristelige arbejde, hans rige erfaring og dybe åndelige indsigt, hans faste overbevisning og kraftige optræden mod al besmittelse af de helliges samfund. De havde ingen forandring mærket. 

Det værste var, at heller ikke han selv havde mærket nogen forandring. Alt gik jo som før. Det daglige arbejde i menigheden slugte mere og mere hans Tid. Forkyndelse, sjælesorg, brodertugt og så tilsynet med de andre arbejdere i menigheden, diakonerne, diakonisserne og enkerne. De troendes agtelse, tillid og hengivenhed tog til sammen med hans opofrende arbejde i menigheden. Alt gik så godt. 

Og så gled han umærkeligt ud af livssamfundet med Herren ind i den skjulte død. ,,Herren var veget fra ham, og han vidste det ikke,“ fortælles der med gribende alvor om Samson. (Dom 16,19) 

Hvad der var Grunden til hans indre frafald, fortælles ikke i brevet. Men vi tør måske gå ud fra, at det hænger sammen med hans ivrige arbejde. En mands svaghed ligger som regel gemt lige i nærheden af hans styrke. Måske har arbejdet slugt hans tid og interesse og efterhånden frataget ham både lyst og anledning til den indre samling. Martha-travlheden har lidt efter lidt fordrevet Maria-sindet. Måske har også vennernes beundring og ros påskyndet denne usalige udvikling og gjort ham fuldstændig uduelig til en retskaffen selvprøvelse for Guds ansigt. Det faldt ham ikke ind, at der skulde være noget i vejen med hans gudsforhold. 

Der er noget særligt tragisk og gribende ved denne mands livsudvikling. Han står, trods sin åndelige død midt oppe i et rigt og tilsyneladende frugtbart arbejde, og han er fremdeles i besiddelse af sine egenartede nådegaver. Disse gaver har vel også påskyndet det indre frafald. Selvprøvelsens brydsomme tanker var aldrig så let at blive kvit, som når han så på de velsignede åndsvirkninger, som fulgte hans arbejde i menigheden. 

Skriften har da også et par andre gange peget på det selvbedrag, som knytter sig til åndsgaverne og det egenartede kristelige arbejde. Således siger Jesus i Matt 7,22-23: ,,Mange skal sige til mig på hin dag: ,,Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange kraftige gerninger ved dit navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve uret!“ Indtil det sidste pukker disse kristelige arbejdere på deres ejendommelige nådegaver og de storslåede resultater af deres arbejde. 

Det samme selvbedrag var en del af menigheden i Korinth ved at komme ind på. Og i den anledning skriver apostelen: ,,Taler jeg med menneskers og engles tungemål, men ikke har kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende bjælde. 

Og har jeg profetisk gave og kender alle hemmelighederne og al kundskaben, og har jeg al troen, så at jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da er jeg intet. Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, da gavner det mig intet“ (1 Kor 13,1-3). 

Her kastes der nu lys for os over det noget ejendommelige Udtryk: at forlade sin første kærlighed. Dette udtryk har man i tidens løb været tilbøjelig til at misforstå, idet man har lagt vægten på den første, som om der skulle være en anden kærlighed af ringere kvalitet end den første. Hele brevet viser os, at denne opfattelse er fejlagtig. At forlade sin første kærlighed betegnes i vers 5 som et fald. Dette fald reddes man ikke fra uden ved omvendelse. Og hvis der ikke sker en omvendelse, så flyttes lysestagen, d. v. s. så er frelsen umulig. 

Med udtrykket den første kærlighed menes derfor den kærlighed, som menighedsforstanderen havde før. Kærligheden er kun een. Og enten har man den, eller man har den ikke. Med kærlighed menes her det nye sind, som er skabt i den troende, - barnesindet, hvis to sikreste kendemærker er den redelige erkendelse af sin synd og den barnlige afhængighed, som ikke blot består i at eje sin frelse alene i Jesu sår, men også i viljens salige afhængighed af Jesu vilje. 

At forlade den første kærlighed vil derfor sige at glide ud af barneforholdet til Gud. Hvis man så fortsætter som denne menighedsforstander at leve i det kristelige livs former og deltage i kristeligt arbejde, så er det intet andet end det, som i Skriften kaldes ,,døde Gerninger“ (Hebr 6,1). 

Dette brev er skrevet ikke blot til menighedsforfstanderen i Efesus. Det har en videre Adresse: ,,Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne!“ 

Det er et ord til alle Guds børn. Særlig til os, som lever i den sidste tid, da ,,uretfærdigheden er mangfoldig og kærligheden bliver kold i mange.“ Og det synes mig at være et godt emne for disse opbyggelsesmøder, hvor de forskellige sider af Guds ords sandhed skal belyse vort ydre og indre liv og udføre sin frigørende gerning, så vi kan rejse hjem mere villige og dygtige til at stride mod vore synder og til at tjene Herren hjemme og ude. 

Men skal dette lykkes, da må selvprøvelsen indtage en afgørende plads i vort liv med stilhed for Guds åsyn, idet vi gennembæves af den gamle og evig nye bøn: ,,Randsag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej !“ (Salme 139, 23-24.) 

Her er sikkert samlet mange, som er fortrolig med selvprøvelsen. Den hører til din daglige omgang med Gud. Derfor går du også villig og gerne til den. Og du ønsker al den hjælp, som Ordet kan give dig til en rigtig og grundig selvprøvelse. 

Der er andre, for hvem disse tanker er temmelig nye og ukendte. Du er nylig blevet omvendt til Gud og endnu lidet kendt i disse farvande. Også du må begynde at prøve dig selv, om du er i troen. Og er du født af Gud, så har du den ånd, som er villig også til selvprøvelse. 

Her er vel også sådanne, som i lighed med menighedsforstanderen i Efesus er kommet ud over selvprøvelsen. De har alt deres på det tørre. Det falder dem aldrig ind, at der skulle være noget i vejen med deres gudsforhold. De af os, som har det sådan, trængte mest til at stilles for Herrens ansigt til selvprøvelse. 

Dette brev om selvbedraget er skrevet til en menighedsforstander. Det giver mig adskilligt at tænke på. Det har altså bud til alle kristelige ledere her i landet fra biskoppen og nedefter, professorer, provster, præster, lærere, formænd, sekretærer, missionærer og foreningsledere. Dette brev synes mig i særlig grad at være rettet til os. Det vil sige os, at vi ledere er mere udsat for selvbedrag end alle de andre. Og er det således, at der i Efesus ikke var nogen større hindring for Guds riges fremgang end menighedsforstanderen - ikke engang nikolaiterne gjorde mere skade - da er det vist os ledere, som bærer den største skyld for, at Guds rige ikke går mere frem i vort folk. Vi beder om en landsvækkelse. Det står Vi sammen om i alle samfund. Men kan hænde, det er os ledere, som hindrer landsvækkelsen, og at det er en vækkelse mellem os, som først må til, en vækkelse mellem vore bisper, professorer, provster, lærere, formænd, sekretærer, missionærer og foreningsledere. 

Hensigten med dette emne var gennem Ordet at give den villige ånd lidt hjælp til at prøve sig selv. Og dette brev giver os mange gode vink. Det fortæller os lidt om, hvad vi ikke må tage som kendemærke på, at vi har liv i Gud. 

For det første: Dine mange tidligere kristelige erfaringer. Tak Gud for, at du har haft dem. Men benytter du dem som bevis for, at du i dag lever med Gud, da misbruger du dem til din egen undergang. 

For det andet: Din kristelige indsigt og praktiske dygtighed i Guds rige. Tak også Gud for dette. Men ser du deri et bevis på, at du er en sand kristen, da kan du læse din dom i 1 Kor 13, 2 

For det tredje: Dit kristelige arbejde, det du har gjort, eller det, du nu gør. Tak Gud for hver time, du har fået lykke til at bruge i Herrens tjeneste hjemme eller ude. Men brug det ikke som bevis for, at du har liv i Gud. Tænk på menighedsforstanderen i Efesus.

For det fjerde: Din indflydelse, agtelse og tillid hos de andre troende. Tak Gud for hvert menneske, som viser dig agtelse og tillid. Men tager du de troendes tillid som bevis for, at du er et sandt Guds barn, da har du glemt, at på den store dag spørges der ikke, om de troende har kendt og anerkendt os. Der spørges kun om een ting. Har Herren kendt os som sine? (Matt 7, 23; 25, 12.) 

For det femte: Dine nådegaver. Tak Gud for hver en gave, han har betroet dig. Det er ufortjent altsammen og derfor dobbelt dejligt at måtte bruge dem til Herrens ære og menighedens vækst og fremgang. Men tager du din forkyndergave, måske endogså din vækkelsesgave, som bevis for, at dit forhold til Gud er i orden, da er du på en farlig vej, som fører dig i en snarlig undergang, om du ikke vågner og omvender dig. Både erfaringen og Skriften taler her et tydeligt sprog. 

For ca. 40 år siden havde vi i Norge et skrigende eksempel på, at en mand med sine nådegaver fik lov til at være til velsignelse både for troende og vantro, skønt han i en årrække havde levet i utugt. Det samme gentager sig tid efter anden i mindre målestok. En prædikant bliver redskabet til en større eller mindre vækkelse. Imidlertid gribes han i synd, som han ikke afstår fra. Han selv forsvarer sig ved at henvise til den Guds kraft, der følger hans vidnesbyrd. Og det værste af alt, også en del troende forsvarer ham og siger: Vækkelsen, som følger ham, er det klareste bevis for, at han har Guds velbehag over sig.

Skriften derimod fortæller os, hvad disse beviser er værd. Pa den store dag skal der komme mennesker og paaberaabe sig ikke blot deres store resultater under vækkelsen, men endogså, at de har gjort undergerninger, ja, uddrevet onde Ånder ved Jesu Navn. Men han svarer kort og klart: ,,Jeg kender eder ikke.“ 

Der er meget i vor tidligste kristenliv, som er både mangelfuldt og urigtigt. Det ser de ældre straks. Vi selv får det gerne først at se længe bagefter. Men een ting er i orden straks hos hver den, som er født af Gud. Det er vor første kærlighed. Den står som mønster for vort senere liv med Gud. Den var nok barnlig uvidende og derfor ofte uviselig. Men den var ren og øm og varm. 

Kan du huske fra den første tid i dit kristenliv, hvor du ventede på at få tid og ro til at være alene med Gud for at udøse dit hjerte for ham i bøn. De to, som elsker hinanden, har det aldrig så godt, som når de er helt alene. Hvordan har du det nu, når Gud og du er alene? Du møder vel Gud alene endnu? Eller er det blevet nok for dig at møde Gud ved husandagten og ved møderne? 

Træffer du Gud i lønkamret nu? Eller er det blot for at have bedt og læst, at du søger derind? Kan du mindes den tid, da det var din synd, som drev dig ind til Gud. Kærligheden var så ren og øm, at du ikke kunne leve uden at få gjort op straks. Og du kunne ikke forlade lønkamret, før du havde fået den fulde vished om, at din synd var udslettet. 

Dengang græd du ofte hos din himmelske ven. Selv du, som aldrig har grædt en tåre i nogen forsamling, kan du mindes, hvor tårerne randt, når du som synderinden lå ved Jesu fødder og så dine mange og blodige synder, din ulydighed, din utroskab, din kulde, din egenkærlighed. Men du græd også i jublende glæde, når du kunne lægge dit sårede og syge hjerte ind til hans vunder og sår, når han tog dig ind i sit fortrolige samfund og lod dig gå omkring i troens hemmelighedsfulde verden og skue det usynlige. 

Græder du i lønkamret nu? 

Du mindes nok også din kamp imod synden dengang. Den var oprigtig og derfor hensynsløs. Der var mange ting, du ikke forstod var syndige. Men det, du forstod, var synd, det bekæmpede du hensynsløst. Hvordan kæmper du nu? Der tales i skriften om at kæmpe rettelig. Ja, der er mange måder at stride mod synden på. Man kan stride mod de synder, som ikke er en særlig kære og spare skødesynderne. Eller man kæmper mod de ,,farlige“ Synder, d. v. s. de, som har farlige følger, de, som berøver en vennernes tillid og verdens respekt. Eller man kæmper for at have den gode bevidsthed, når man falder, at man dog har kæmpet. Min ven, kæmper du for at vinde over dine synder? 

Du mindes nok også fra hin første tid i dit kristenliv lidt om dit forhold til de ufrelste. Kan du huske din omsorg for dem? Du havde neppe selv fået fred med Gud, før du begyndte at tale med dine nærmeste. Og du var så vis på, at også de vilde omvende sig til Gud, når de nu hørte af dig, hvor godt det var at være et Guds barn. Men de omvendte sig ikke. Og dine ord begyndte at gøre dem hårdere. Men du mindes nok, hvorledes du kunne gå der tavs imellem dem og se på dem, til tårerne randt. Og måske det gik dig, som det er gået mange før dig. Hvad dine ord ikke formåede, det gjorde dine stille tårer. 

Min ven, røres du nu af de frelstes nød? 

Den hemmelige død har stille og ubemærket sneget sig ind over troende, som stod bedre end du. Vil du for alvor undersøge nu, om du er levende eller død?

(Fra kapitlet "Den første kærlighed" i FOR HERRENS ÅSYN -  af Ole Hallesby - Lohse 1935 - Shafan 27-01-2018)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline