Guds vej gennem anfægtelsen

Hans Erik Nissen - Mellem liv & død

Tales der kun lidt om anfægtelser? Hænger det i givet fald sammen med, at der ikke er plads til kamp, lidelse og nød i tidens gængse opfattelse af, hvad kristendom er? Man kan ikke undgå at få det indtryk, at mange mener, en kristen helst altid skal være smilende. Han skal give sig selv og andre det indtryk, at er man først blevet en kristen, er man kommet over på livets solside.

Derfor gør anfægtelsen ensom. At være anfægtet forøger skylden. Man siger til sig selv: “Det burde du ikke være. Som du har det nu, er du en vanære for Jesu navn. Der er bestemt ingen, der får lyst til at være en kristen ved at se på digi"

Nej til det overfladiske

Er du anfægtet, har du ikke grund til at fortvivle. Det er der snarere grund til for den, der har en kristendom, der ligesom en badebold fornøjet vugger på tidens hav. Gud ønsker rod- og grundfæstede børn. Derfor lader han mange slags storme blæse hen over dem.

Vi skal ikke opstille skemaer for, hvordan Gud fører os. Vi er jo meget forskellige. Derfor er hans vej med os heller ikke den samme. Natur og temperament spiller en væsentlig rolle. Opdragelse og ydre livsvilkår ligeledes. Alt i vort liv er med i Guds plan. Og der er en sammenhæng mellem alt dette og de redskaber, Gud ønsker at danne os til.

Det kan godt være, at både du selv og andre synes, at Herren belaster dig for hårdt. Det er farligt at give plads for den tanke. Gud er trofast. Han vil ikke tillade, at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, så vi kan stå den igennem. 1 Kor 10,12

I anfægtelsen er denne sandhed ofte skjult, men den står ligefuldt ved magt, og du gør ret i at holde dig til den. Ellers får du let den tanke, at du ikke kan andet end falde i synd, og det er en satanisk løgn. Jesus har ikke alene sonet synden, men han har også brudt syndens magt.

Den nøgne Tro

I anfægtelsen lader Gud alle dine egne støtter falde. Du ser, at intet kan bygges på følelser. Der kan ikke grundes noget på en tilsyneladende sikkerhed i den ydre verden. Dit åndelige liv giver dig heller ikke noget holdepunkt. Ikke engang din egen tro kan du regne med.

Det er så svært, når alt vort eget tages fra os. Man føler sig ribbet og fattig. Spørgsmålene til Gud bliver mange og store. Men Gud har kun et svar: alt, hvad du mangler, ejer du i Jesus.

Det religiøse menneske i din gamle natur protesterer. Det kan ikke affinde sig med ikke at have noget selv. Men Gud vil lære dig at se bort fra det gamle menneskes fordringer og krav. Guds ord siger: De, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer. Det gælder også begæret efter et åndeligt liv, som du kan være tilfreds med.

Herren vil, at Jesus skal være dit eneste holdepunkt. Det er han først, når du er utilfreds med alt hos dig selv. Du må føres derud, hvor du må sige, at skal du blive frelst, kan det kun ske, hvis Herren gør alt.

Det er derude på den yderste revle, du bliver modtagelig for evangeliet. Skal du frelses, er der ingen anden mulighed end at en anden gør det helt og fuldt. Dybest set er det en salig stilling at være i.

Rosenius skriver: Hvilken forunderlig trøst det er med hjertets tro at kunne sige: Alt mit er hans, og hans er mit. Min synd er hans synd, min nød er hans nød, men hans retfærdighed er min retfærdighed, hans lydighed min lydighed, hans blod min renselse, hans død mit liv. Lovet være Herrens navn! Mod min synd sætter jeg hans retfærdighed, mod min kulde hans kærlighed, mod min svaghed hans styrke. Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig, er jeg kold, så er Kristus varm, er jeg forsagt og ængstelig, så ved Kristus råd. Kort sagt: Alt hans er mit, og mit er hans.

Det er derhen, Herren vil føre os. Lad ikke fortvivlelsen få magt over dig. Ordet giver dig ret til noget andet. Herren vil skabe en vej ud af al nød i dit liv, og den vej er Jesus. Dit hjerte skal gennem alt bindes stærkere til ham. Han skal i stedse højere grad blive dit hjertes eneste skat. Du skal fyldes af uudsigelig glæde, der er så dyb, at du ejer den selv under bedrøvelse.

Anfægtelse bliver aldrig det sidste i en kristens liv. Herren fører ud af al nød. Det er sjældent, at en af Herrens små dør i anfægtfelse og mørke, men selv når det sker, er det alligevel sandt, at anfægtelsen ikke er det sidste. Den lyse, herlige og forklarede dag venter forude. Og det gør den for hver eneste, der hører Jesus til.

(Fra Mellem liv og død af Hans Erik Nissen - Luthersk Misionsforenings Bibelskoles Elevforening i kommission hos Dansk Luthersk Forlag 1998 - Shafan 23-01-18)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet