Når vi beder den første bøn i fadervor, er meningen den følgende: "Åh, kære Far, jeg bekender for dig, at jeg desværre ofte har vanæret dit navn. Og jeg bespotter det stadig hovmodigt og søger min egen ære og mit eget navn. Hjælp mig derfor i din nåde sådan, at mit eget navn i mig må blive trængt til side, at jeg selv må blive til intet, så du alene og dit navn og din ære kan være i mig."

For som det nok er fremgået, så er "dit navn" det samme som ”din ære". Et godt navn er i Skriften ensbetydende med ære, mens et ondt navn betyder skændsel og vanære. Den første bøn i fadervor har til formål, at Guds ære skal søges over alle andre ting, og at hele vores liv skal tjene til Guds ære. Formålet med vores liv er altså ikke, at vi skal søge vores egen fordel, heller ikke, at vi skal søge vores egen salighed eller noget som helst timeligt eller evigt gode. Det skal vi kun så langt, det tjener Gud til ære. For det er formålet med vores liv at ære ham.

Det er også derfor, at det er denne bøn, som bliver stillet allerførst i fadervor. For Guds ære er det første, største og højeste, vi kan give ham, og han ønsker sig heller ikke noget andet af os. Der er jo heller ikke andet, vi kan give ham. For alle andre goder har vi fået af ham. Men æren beholder han for sig selv, så vi kan erkende, tale og synge, og med hele vores liv og hele vores virke, med alle vores gøremål og alle vores lidelser vidne om, at alle ting er Guds.

Dermed stadfæstes også Davids ord: ”Hans værk er herligt og prægtigt, og hans retfærdighed består til evig tid" (Sl 111,3). For hvor Gud bor og lever i et menneske, sigter det menneskes gerninger ikke på andet end at tilskrive Gud al ære og på at vidne om Guds retfærdighed, og hvor herligt og prægtigt hans værk er.

Derfor tænker sådan et menneske overhovedet ikke over, at verden vanærer og foragter ham. For han ved jo, at sådan må det være. Og hvis ingen andre vil foragte og vanære ham, så gør han det selv! For han kan ikke lide sin egen ros og ære.

Derfor er han også retfærdig: Han giver nemlig Gud, hvad Guds er og sig selv, hvad der tilkommer ham. Gud får al æren, jeg får al skammen. Her er den retfærdighed, som består til evig tid. Det er ikke en retfærdighed, der behager denne verdens børn. Det er ikke en retfærdighed, som passer til de tåbelige brudepigers lamper og til de opblæste helliges fromhed. Men det er en retfærdighed efter Guds hjerte, og derfor består den for ham til evig tid.

Læg nu mærke til, hvordan den første bøn i fadervor strider mod hovmodet. For hovmodet er hovedet og kilden til al synd. Hovmodet er det egentlige væsen i al synd.

For ligesom der ikke er nogen god gerning eller noget godt sindelag, der kan leve i forening med hovmodet, så er der heller ikke nogen synd, der kan leve, når hovmodet er dødt. Det er ligesom med en slange, der har hele livet i hovedet, og når hovedet er kvast, så kan den ikke gøre nogen noget. Sådan ville det også være, hvis hovmodet var dødt. Så ville alle synder være uskadelige, ja de ville være helt fremmede for livet.

Men ligesom der ikke er nogen, der er uden hovmod eller fri for at søge sit eget navn og sin egen ære, sådan er der heller ikke nogen, der ikke i allerhøjeste grad har brug for at bede denne første bøn i fadervor.

(Andagt af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG 30.august - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2017 - Shafan 15-09-18)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline