Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste (Joh 13,1). 

Med kapitel tretten indledes påskeberetningen. Ikke bare jødernes påske sådan generelt; i hundredvis af år havde jøderne jo fejret påske til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Det gjorde de også dette år, og dog var der tale om noget ganske enestående. Det, der skete, var ikke bare påske i almindelig forstand - det var ikke bare noget med at se tilbage, at mindes, at spise usyrede brød og slagte et lam - nej, det her var selve den påske, som begivenhederne dengang i Egypten viste frem imod. 

Længe havde Farao holdt israelitterne som slaver. Gud havde endog forhærdet hans hjerte, så han styrtede sig selv og sit folk i stor ulykke. Alle førstefødte måtte lade livet, kun dem med blod på dørstolperne og overliggerne, dem, der sad rejseklare inde bag lammets beskyttende blod (som barn hjalp det mig til forståelse, at englen brutalt myrdede enhver, der var førstefødt, men når den fik øje på et hus med blod på, tænkte den: "Hov, her har jeg vist været før!"). 

På det konkret-historiske plan dengang blev Guds folk virkelig befriet. Gud sørgecle endda for, at egypterne plyndrede deres eget land, og endelig arrangeede han egypterhærens undergang på en sådan måde, at israelitterne med egne øjne så dem blive udslettet på få minutter. 

Så ja, der var god grund til at fejre påske. Desværre var det med påskebudskabet som med alt det andet: Jøderne havde syn for det, de kunne betragte med deres sanser, det, de havde fået overleveret fra de foregående generationer: Gud greb vældigt ind. Han frelste os fra de væmmelige egyptere. 

At det i Egypten ligesom så meget andet fra Guds side også var ment som et tegn, var straks vanskeligere at få folk til at interessere sig for. Gud havde givet dem et tegn - et tegn på det, der nu skulle ske. 

Jesus vidste, hvad der skulle ske. Han vidste også, at kun få ville se tegnet. Det, der var sket, og det, der skulle ske, Jesus vidste det hele. Han vidste, at han ville blive forkastet af sit eget folk. Han vidste, at de nu ville fange ham, torturere ham og henrette ham. Han vidste, at disciplene ville flygte, og at troen hos dem var svag som ledningen på en iPad-oplader lige dér, hvor ledning bliver til stik. 

Han ønskede at frelse dem alle sammen. Det var bare ikke alle, som ville lade sig frelse. Sådan som det altid havde været: Man gik med bud til hele folket, men kun få hørte efter. Kun få havde, som Johannes senere skriver Åbenbaringsbogen, øre, så Åndens budskab trængte igennem til dem. 

Jesus døde for alle menneskers synder. Han gav sit liv, så enhver, der tror på ham, kan blive frelst. Men han vidste på forhånd, at mange ikke ønskede at tage imod hverken ham eller det offer, han bragte dem. Alligevel - for de få, det, som ofte i GT kaldes "en rest", for deres skyld gik han i døden. 

Jesus vidste - det var overskriften. Der kunne strengt taget lige så godt have stået: "Jesus ved." For det er den samme Jesus, som ved det samme, og som vil det samme, nemlig frelse mennesker fra Guds kommende vrede. Den vrede han selv led under, blev knust under, da "timen" var kommet til at fejre alle tiders påske.

(Andagt af Thomas Teglgaard - fra  JOHN - Et år med Johannes evangliet  - Lohse 2016 - Shafan 24-03-18) 

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline