Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. - Matt 11,28
Her en indbydelse og et løfte. Vi vil se nærmere på begge dele. lndbydelsen gælder alle, som er trætte og bærer tunge byrder. Jo tungere byrde og jo større slid, des større behov for hvile. Jesu mening er ikke til at tage fejl af. Byrden er for tung for den, som slider med den.
Vi har mange tunge byrder at bære. Der er mange stressede mennesker. Mennesker, der har mistet modet og mennesker fulde af angst. Også blandt dem, som man ikke skulle tro det om. En ting er dog sikkert, at den, der tager sig selv og sit forhold til Gud alvorligt, vil snart opleve, at byrden er for tung.
Den tungeste byrde er alt det, vi i vores samvittighed dømmes og anklages for, når vi begynder at se os selv i Guds lys. Vores ulydighed, vore svigt og forsømmelser, det onde vi har sagt, vore urene motiver og meget andet. Kort sagt, alt det, vi skal gøre regnskab for over for Gud.
Den, der slider med dette, bærer i sandhed tunge byrder og ved, hvad ufred og stress er.
Jo ærligere man stræber, desto mere bliver man klar over, at byrden er for tung. Desuden kommer mange andre slags byrder: sygdom og lidelse, skuffelser fra mennesker man stolede på, bekymringer for både det ene og det andet. For mange er hele livet en byrde. Kender du til noget af alt dette? Da er Jesu ord netop til dig. Det er dig, indbydelsen gælder.
Ja, siger du, men hvordan skal jeg bære mig ad med at tage imod den? Eller du siger: Tør jeg regne med, at Jesus vil tage imod sådan en som mig?
Lad os først se lidt på, hvad dette ord siger om Jesus. Så kommer vi siden tilbage til spørgsmålene.
Af indbydelsen fremgår det klart, at Jesus vil bære den byrde, som er for tung for os.
Med rette er Jesus blevet karakteriseret som den, der kan bære. Han bar vores synd op på korset, siger Guds ord. Døberen peger på ham og siger: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd" (Joh 1,29).
Guds søn blev menneske netop for at fjerne de synder, som skilte os fra Gud. Det, der skete på Golgata, var netop, at Jesus gjorde det regnskab op, som vi ikke kunne klare uden at gå fortabt. Profeten Esajas siger: ”Du plagede mig med din skyld. Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Es 43,24b-25).
Her er svaret til dig, der spørger, om indbydelsen også gælder dig. Han, som bar den tungeste byrde, vil også bære alle andre byrder. Du får lov til at regne med ham i stort og småt. Han siger selv, at vi ikke skal være bekymrede for noget som helst. I alle ting må vi lade vore ønsker komme frem for Gud. Så skal Guds fred bevare vore hjerter og vore tanker i Jesus Kristus (jf. Fil 4,7). Ser du, hvilken hvile der ligger i dette? Og ser du, hvordan hvilen er i Jesus selv? At vide, at synden er taget bort, og at jeg har syndernes forladelse, det frier mig fra samvittighedens dom og fra angsten og giver mig vished om, at jeg er Guds barn.
Det giver i sandhed hvile at måtte regne med, at Jesus er ansvarlig for mig, hvad der end sker - endog midt i vanskeligheder og trængsler.
Løftet, som Jesus knytter til indbydelsen, er ikke tomme ord! Til sidst et svar til dig, der spørger, hvordan man kommer til Jesus. Jesus siger: ”Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6,35).
De to udtryk: "den, som kommer til mig”, og ”den, som tror på mig", bruger Jesus i en og samme betydning. At komme til ham er altså det samme som at begynde at stole på ham.
Læs om ham, hør om ham, syng om ham, vær sammen med dem, som tror på ham, og bed til ham, indtil dit hjerte får tillid til ham. Når dit hjerte er blevet rettet mod ham, er du i sandhed kommet til ham. Vi kan sammenfatte det i løftet fra Sl 37,40: ”Så hjælper Herren dem og udfrier dem, han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem, for de søger tilflugt hos ham.”
Mange er kaldet, men få er udvalgt. - Matt 22,14
Det bliver undertiden sagt, at Jesu lignelser med genkendelige billeder er fortalt, for at vi lettere skal kunne forstå og anvende sandheden om Guds rige.
Der er det rigtige i det, at Jesu lignelser er meget hverdagsagtige. Men det er ikke rigtigt, at de er let forståelige. De billeder han bruger, er heller ikke altid naturlige. Tværtimod er de ofte meget unaturlige. Det er netop tilfældet i denne lignelse. Pointen og hele sandheden ligger i, at han har brugt et billede, som slet ikke er naturligt.
Når der er fyrstebryllup indbydes ikke i flæng. Man er i virkeligheden meget nøjeregnende med, hvem der indbydes. Det er mennesker af høj rang og værdighed, mennesker, der har gjort sig særlig fortjent og har fremtrædende stillinger i samfundslivet. Men, siger Jesus, sådan er det netop ikke i Guds rige. Der er det som med en konge, der forbereder sin søns bryllup og ikke tager hensyn til, hvem de indbudte er. I Guds rige gælder nemlig helt andre vilkår. Her er der spørgsmål om nåde. Det hedder: ”ufortjent - af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,24). Der er altså to grundlæggende sandheder, som Jesus i denne lignelse vil minde os om. Den ene gælder Guds frelsende kærlighed, nemlig at Gud ønsker at frelse alle og derfor gav sin Søn hen for alle. Jesus har gennem sin død taget hele vort ansvar for synden. Det forholder sig virkelig, som Bibelen siger: ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).
Den anden grundlæggende sandhed møder vi i svaret på spørgsmålet: Hvordan kan det være, at så få bliver frelst? Eller for at bruge lignelsens udtryk: Hvordan kan det være, at mange er kaldet, men få er udvalgt?
Før vi svarer, må vi være klar over, hvad 'kaldet' og 'udvalgt' betyder. 'Kaldet' betyder, at et menneske har hørt ordet om Jesus, evangeliet, uden at være kommet i forbindelse med Gud. Det har med andre ord hørt indbydelsen uden at have taget imod den.
'Udvalgt' betyder, at et menneske både har hørt ordet om Jesus, evangeliet, og gennem det er kommet i personligt samfund med Gud. Det har med andre ord ikke bare hørt indbydelsen, men også taget imod den.
Grunden til, at så få bliver frelst, ligger ikke i, at Gud ikke vil frelse dem. Tværtimod! Lignelsen er en levende illustration af ordet: "Gud vil, at alle mennesker skal frelses” (1 Tim 2,4). Lignelsen viser derimod, at Guds udvælgende nåde er virksom alene i 'ordet om Jesus'. Overalt, hvor mennesker bliver berørt af ordet om Jesus, bliver de også berørt af Guds udvælgende nåde. Når dette ord bliver hørt og modtaget, går det, som der står i Rom 10,17, at troen kommer af det, der høres. Grunden til, at så få bliver frelst, ligger altså ikke i, at Gud. ikke vil frelse dem, men i, at de afviser evangeliet. I lignelsen lyder det så vemodigt: de ville ikke komme.
Lignelsen siger også noget om grunden til, at de ikke ville komme. Vi skal her bare standse for dette, at vort forhold til Gud er nøjagtigt det samme som vort forhold til ordet om Jesus. Du kan ikke stå i et forhold til Gud og i et andet til Jesus og hans stedfortrædende død. Nøjagtigt som dit forhold er til Guds løfter om Jesus, er dit forhold til Gud. Er du ligegyldig over for ordet om Jesus, så er du ligegyldig over for Gud, uanset hvor meget du beder til ham eller mener at tjene ham. Tager du imod ordet om Jesus, så tager du imod Gud. Stoler du på ordet om Jesus, så stoler du på Gud. Får ordet om Jesus plads i dit hjerte, betyder det, at Guds udvælgende nåde har fået lov til at virke det, der var Guds tanke. Den har fået lov til at frelse dig. Stiller du dig derimod afvisende over for ordet om Jesus, stiller du dig afvisende over for Gud selv.
Dit gudsforhold, og hvor du skal tilbringe evigheden, afgøres af, hvordan du stiller dig til Jesu indbydelse til Guds rige.
Til dig, der føler dig dømt og anklaget af din samvittighed, vil jeg sige: Forstår du ikke, at du gør Guds vilje, når du hører og modtager ordet om, at Guds søn har købt dig fri fra dit ansvar for synden? Han beder dig modtage det evige liv ufortjent og for intet.
Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indhyd, hvem som helst I finder, til hrylluppet. - Matt 22,9
Denne lignelse viser Guds vilje til at frelse alle, og at Guds udvælgende nåde er virksom der, hvor ordet om Jesus og hans stedfortrædende død forkyndes.
Hvordan kan det være, at så få bliver frelst?
Det er værd at lægge mærke til, både hvad lignelsen ikke siger, og hvad den siger. Jesus siger ikke, at så få bliver frelst, fordi de er store syndere og har gjort så meget galt. Det er netop det herlige ved denne lignelse, at den giver udtryk for, hvordan Gud indbyder alle uden hensyn til, hvem de er, eller hvad de har gjort.
Jesus siger heller ikke, at de, der ikke bliver frelst, ikke var ivrige nok til at bede og tjene Gud. Nej, Jesus nævner to hovedgrunde til, at så få bliver frelst, men de ligger på et helt andet plan. Den ene grund ligger kort sagt i arbejds- og familielivet. Når evangeliet forkyndes, og mennesker får indbydelsen, siger en fx: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. En anden siger: Min forretning optager al min tid. Og en tredje: Jeg har mit landbrug at passe. De fleste, siger Jesus, går i den grad op i de almindelige dagligdags ting, så når evangeliet lyder, får det dem ikke i tale. På den måde forbliver de fleste uden for indflydelsen af Guds udvælgende nåde.
Er det ikke sandt, at mange er fuldstændig ligegyldige over for evangeliet, simpelthen fordi de er så optaget af deres daglige gøremål? Andre siger, at de gerne vil blive kristne, men ikke lige nu. Netop nu er der noget, de er så optaget af. Derfor minder denne lignelse os alvorligt om, at hvis vi skal vente med at høre og tage imod ordet om Jesus, til det passer os, så vil vi ganske enkelt glide med strømmen og gå fortabt.
Den anden grund til, at så få bliver frelst, er af en helt anden art. Den repræsenteres i manden, der ikke havde bryllupsklædning på. Mange mennesker overvinder altså, i hvert fald tilsyneladende, de hindringer, der holder de fleste tilbage. De er med blandt de kristne, bekender sig til Gud, tjener Gud, ja, ofte meget ivrigt. Men midt i det hele har de aldrig haft brug for Jesus og det, han har gjort, på en sådan måde at de virkelig har taget det til sig. Det er det, Bibelen kalder 'min egen retfærdighed'. I daglig tale vil det sige, at de har en selvlavet kristendom, i stedet for at blive frelst ved at tage imod evangeliet.
Det, der holder så mange tilbage, er hverken synd eller forsømmelser, men kort sagt denne verdens bekymring, rigdommens blændværk og deres egen retfærdighed (jf. Matt 13,22). Det er trist at tænke på. Gud møder dem med tilbud og løfter. Alligevel bliver resultatet, at de nok har hørt, de er kaldet, men de har ikke personIigt taget imod det, så de også er blevet udvalgt.
Lignelsen viser, at Herren ikke af den grund trækker sit tilbud tilbage. Tværtimod nøder han sine troende til at gå ud med tilbuddet alle vegne og til alle slags mennesker for at fortælle, at alt er rede. Det viser os en kærlighed uden grænser. En kærlighed så høj som himlen, så dyb, at den når den dybest faldne, og så lang og så bred, at den omfatter hele verden. Nogle tager dog imod indbydelsen.
Hvem er det, der tager imod den? Det er dem, der er ramt i samvittigheden på en sådan måde, at de ser hele deres liv som synd mod Gud. Underligt nok ligger vanskeligheden for disse i, at de føler sig uværdige til at tage imod. Her siger Jesus, at evangeliet er for de uværdige. Vores værdighed har ingen betydning. Det er lignelsens pointe. ”Hvorfor taler du om din uværdighed, når Gud ikke har spurgt dig efter nogen værdighed," siger Luther. Derfor skal du vide, at du i al din uværdighed ikke har andet at holde dig til end Guds tilbud og løfter om nåden i Jesus Kristus. Der ejer du det evige liv og hører til i Guds rige.
(Afsnit fra kapitlet "Kaldet til samfund med Jesus" i LIVETS BRØD af Øivind Andersen - Nyt Livs Forlag 2015 - Shafan 06-09-18)