Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. 2 Kor 5,21. 

Et syndigt menneske ved, når han står over for Gud, at hans dom kun kan komme til at lyde på: Skyldig! 

Vist kan man i ligegyldighed længe skyde sådanne tanker til side. Men den, der har stået ansigt til ansigt med Gud, ved, at det er sandt: Jeg er fortabt - "thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre." Es 6,5. 

Der er ingen nåde i Guds dom, når han udtaler sit: Skyldig! For Gud har sin egen helligheds mål at måle med. Endog hos sine engle finder han fejl (Job 4,18), og ingen, som lever, er ren for hans åsyn. 

Heller ikke i hans sidste dom er der nåde, når han henvendt til de fortabte siger: "Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle." Matt 25,41. 

Sådan er det i Bibelen. Det er ikke til at komme udenom. En hjemmelavet humanistisk religiøsitets gud er ganske vist helt anderledes. Han er nemlig dannet i menneskers billede og opfører sig, som vi synes, en gud efter al rimelighed bør opføre sig. Han tilgiver uden videre - sådan som vi smigrer os selv med at mene, at vi gør. Om dom er der ikke tale, bare om nåde. Idet mindste for hæderlige folk - som os for eksempel! 

Men i Bibelen er der ikke gnist af nåde i Guds dom, når han dømmer os skyldige. Hverken i dommen her og nu, når synderen står for Gud, eller i den endelige dom, når din evige skæbne skal besegles. Den, Gud forkaster, finder ingen nåde. 

Der er god grund til at understrege dette, for i det almenreligiøsitetens stormvejr, der går gennem menighederne i dag, bliver det ofte glemt. Gud er god og rar, d.v.s. han svarer til pæne, religiøse menneskers forestillinger om, hvordan Gud skal være - hvis man da i det hele taget ofrer ham en tanke. 

Ingen nåde i Guds dom - men han frelser jo da nogen, hvordan går så det til? 

Det er det, der er retfærdiggørelsens hemmelighed. Det kan nemlig lade sig gøre at stå skyldig for Guds domstol og endda blive frikendt. Skyldig - og alligevel frikendt! Det er retfærdiggørelse. Intet er mærkeligere, intet mere utroligt og forunderligt. Men det er sandt. Der findes en dom, som er nåde. Hvordan kan det da gå til? 

For at forstå dette, må vi først vende os til en anden dom, som Gud fældede for mere end 1900 år siden. Guds egen Søn, han, som var Guds og Marias søn og alle menneskers broder, han stod for sin himmelske Faders åsyn. Han var uden synd. Han var Sønnen, som Faderen havde velbehag i. Og så - ja, så skete det som engle attrår at få indblik i (1 Pet 1,12): Sønnen blev kendt skyldig. Straffen blev lagt på ham. I en rigdom af varierende udtryk bliver dette forkyndt både i Det gamle og Det nye Testamente. Hvem ville ikke tænke, at profeten måtte have stået foran korset på Golgata, når han kunne skrive: "Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle." Es 53,6. 

De nytestamentlige vidner har set Es 53 opfyldt i Jesu død. Både evangelister og apostle citerer og hentyder til det. Joh 1,29; 1 Pet 2,25. 

Og Paulus siger: "Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." 2 Kor 5,21. 

Hvem kan øjne dybden i dette? "Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld." Vi var dømt for vore synders skyld, vi fortjente ingen nåde. Men Jesus, Guds Søn og vor broder, tog straffen og forbandelsen på sig. 

Vi ser ind i det bundløse dyb uden mulighed for at fatte det, når vi hører Guds Søn råbe: Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig? "Da sank du i vor jammer ned så dybt, som ingen ved." 

At Gud forbarmer sig og tilgiver, vil ikke sige, at han ser gennem fingre med vore skrøbeligheder. Det vil ikke engang sige, at han tager skyldigt hensyn til, hvad godt vi har gjort, og optager alt i bedste mening. 

Der er noget, der hedder at tage god vilje i mangelfuld gernings sted. Men det er ikke dette, der sker, når Gud tilgiver og frikender en synder og gør ham til sit barn. Vi har ingen gode gerninger at opvise, som kunne veje op mod, hvad vi forbrød - eller hvad vi forsømte. Det sidste vil sikkert ikke veje mindst til i dommen. Ej heller har vi en vilje så god, at den skulle kunne frikende os. 

Nej, Guds frikendelse, når han benåder en synder, har en objektiv grund: forsoningen i Jesus Kristus. Han døde for mig og opstod for mig. Det er grundlaget for, at Gud kan tilgive mig og tage mig til sit hjerte som sin. 

En objektiv grund, sagde vi. Findes der også en subjektiv grund - noget hos mig, som Gud vil se, før han vil tilgive? Da tænker vi straks på troen. Vi må jo tro - er troen mon den subjektive betingelse for frelsen, som Kristi forsoning er den objektive? 

Uden tro bliver ingen frelst. Men det er vigtigt for en kristen at holde sig klart, hvad troen er, og hvad den ikke er. Pontoppidan siger i "Troens spejl": "Troen er det usvigelige, rette kendetegn på Guds børn. Ikke således, at den er nogen virkende årsag til vor salighed. Årsagen er alene Kristus og hans fortjeneste. Men den er forudsætningen for at være Guds barn. Den er det middel, hvormed Kristus gribes og favnes." 

Troen er ikke grundlaget for min frelse, den er den tomme hånd, som griber efter og modtager frelsen. Troen har Gud selv virket i mig gennem Ordet, jeg hørte, Ordet om at Jesus er død for mig - således at hjertet fattede tillid til ham og greb om ham som sin eneste tilflugt. 

Retfærdiggørelsen er den domshandling af Gud, hvorved han for Jesu Kristi skyld tilgiver og benåder den troende og angrende synder. Gud ser da i Kristus synderen, som om han aldrig havde syndet, siger Pontoppidan. Under over under! Uden ordet om Jesu kors findes intet frelsende evangelium. Uden troen bliver intet menneske frelst og kommer i samfund med Gud. For Jesu skyld er der - for den, som tror - nåde i dommen. 

Forkynd nåden i Jesu navn, du, som i tro har taget imod den. Vi er så optaget i dag af at forstå tidens tale. Godt og rigtigt, for så vidt. Men forstår du SkrífTens tale - og kan du forkynde den? Det er til syvende og sidst det eneste, hvorved mennesker kan frelses.

(Afsnit fra "I Jesu Navn" af Carl Fr. Wisløff - Dansk Luthersk Forlag 1972 - Shafan 2018-02-24)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline