Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt (Joh 16,8-11). 

Verden må nok selv indrømme, at den ikke forstår noget af det, som Jesus her siger om de tre ting: synd, retfærdighed og dom. 

For hvem blandt alle jordens lærde og vise mennesker har nogensinde hørt sådan noget? Hvilken hjerne har udspundet, og i hvilke bøger står det skrevet, at det er en synd ikke at tro på Jesus af Nazaret? Er det, som verden og Moses selv kalder synd ikke det, som strider mod loven, når man overtræder den eller undlader at handle efter den i tanke, ord og gerninger? 

Men sagen er her kaldt ved sit rette navn, og denne trossætning er slâet fast og fremsat af Helligánden, at verdens synd er: at den ikke tror på Jesus. 

Meningen er ikke, at hvis der ikke var nogen Jesus, så var der heller ikke nogen synd mod loven. Meningen er, at det ikke at tro på Jesus er den egentlige hovedsynd, som fordømmer hele verden, om man så ikke kunne overbevise den om nogen anden synd. 

Derfor må og skal man fremføre denne straffende prædiken, hvis man vil bringe mennesker til den rigtige erkendelse og til saligheden. Og det første skal være, at prædikenen gør alle mennesker, lærde, fornemme og vise, til syndere - og syndere netop af den grund, at de ikke tror på Jesus. Derfor er de underlagt Guds vrede, og fordømmelsens og den evige døds dom er udtalt ikke bare over åbenlyse forbrydere, men over dem, som i verdens øjne ikke kan straffes for noget, og som endda virkelig anstrenger sig for at leve i overensstemmelse med loven og de ti bud. Dommen er udtalt over dem, der er, som Paulus var før sin omvendelse; dem, der er som Nikodemus og mange af de jøder, som Paulus sagde om, at de havde nidkærhed for at tjene Gud og tragtede efter retfærdighed, uden dog at opnå retfærdighed (Rom 9,31). 

Det er betydningen af at overbevise om synd. Ordet ”synd” rummer kort sagt alt, hvad man lever og gør uden Jesus og uden for troen på ham. At overbevise om synd betyder altså her at stemple og fordømme det bedste, mest fortræffelige og hellige liv på jorden, som hele verden må anse for retfærdigt og helligt, som synd. 

For Jesus taler her om en verden, der håndhæver ret og retfærdighed; en verden, som står i det skønneste lys på jorden, holder hånden over ægteskaber og lov og ret, straffer det onde og tjener Gud. 

Hvad bliver der så tilbage som synd på jorden? 

Intet andet, end at man ikke modtager denne frelser, og at man ikke vil have med ham at gøre, som tager synden bort. Når han er i hjertet, så er der ingen synd, for Jesus bringer Helligànden med sig, som antænder hjertet og giver det lyst til det gode. 

Derfor bliver verden ikke længere straffet eller dømt for nogen andre synders skyld, for Jesus udsletter dem alle. Men gennem hele Det Nye Testamente er synden, at man ikke vil erkende eller modtage Jesus. 

Om synd: at de ikke tror på mig (Joh 16,9). 

Der er intet menneske, der opfylder Guds bud. Der er ikke en sjæl, der kan være uden synd for Gud. Det betyder, at alle mennesker må være under Guds vrede og ved loven blive evigt fordømt. 

Men Gud har fundet et råd for denne elendighed og har besluttet at sende sin søn til verden. Han skulle blive et offer for os og ved sin lidelse og død gøre fyldest for vores synder. Han skulle tage Guds vrede, som ellers ingen skabning kunne forsone, fra os. Han skulle skaffe os syndernes forladelse. Og han skulle skænke os Helligånden, så vi kunne modtage og tilegne os alt dette og begynde at blive nye mennesker og komme fra synd og død til retfærdighed og evigt liv. 

Det har Gud nu gjort, og han har påbudt, at der skal prædikes om det over hele verden. Gud vil, at alle skal gøre bod. Det vil sige: Vi skal oprigtigt erkende vores synd og alvorligt forfærdes for Guds vrede. Og Gud vil, at vi skal tro, at han, når vi gør bod, vil tilgive os vores synder for hans søns skyld. 

Den, som tror denne prædiken, han har for sin tros skyld syndernes forladelse og er under nâden. Og selvom han ikke opfylder loven, så bliver hans synder ikke tilregnet ham, men er indesluttet under tílgivelsen. 

Med denne tro bliver også Helligånden givet til ham, så han får lyst til at gøre det gode og til at stå imod synden. Han bliver altså ikke længere fordømt af loven som en synder, selvom han ganske vist ikke opfylder den, men han bliver taget til nåde af Gud og får syndsforladelsen. Han bliver anset som en, der ikke har nogen synd. 

Men den, som ikke har troen, kan heller ikke slippe væk fra synden og undgå Guds vrede. For han har ingen syndsforladelse og forbliver under fordømmelsen, lige meget hvor ivrigt han gør sit ypperste for at leve efter loven. For han kan ikke opfylde loven, og han tager heller ikke mod Jesus, som bringer syndsforladelsen, og som giver den, der tror på ham, del i lovens opfyldelse og dermed kraften til at begynde at holde loven. 

Hvor man ikke vil tage imod denne prædiken, får synden og fordømmelsen lov til at blive, og i denne vantro består hovedsynden. For hvis troen på Jesus var til stede, ville alle synder være forladt. Men når man ikke vil tage imod sin frelser i tro, så bliver man med rette fordømt i sine synder, og det gavner intet, om man gør nok så mange af lovens gerninger, som er gudfrygtige i det ydre. Det gavner intet, når man med al sin fornuft vil slutte, at ligesom jeg har syndet med gerninger, så vil jeg også betale med gerninger eller afiægge synden og fortjene Guds nåde. For det er at forsøge at udslette den ene synd med den anden og gøre bod for de store synder med små synder - eller begå så grove synder, at de mindre synder dermed bliver skjult. 

De, der ikke tager imod Jesu prædiken, vil fortsætte med at være ulydige og synde mod Guds bud, og de vil være så blinde, at de ikke ser det eller regner det for noget. Men ikke nok med det: Uden bodfærdighed og frygt for Guds vrede er de oven i købet så dumdristige og hovmodige, at de ved deres egne gerninger og fortjeneste vil vinde Guds velbehag. Og de bliver så rasende over den prædíken, der formaner dem til omvendelse og tro, at de ikke alene foragter, men også forfølger den. Hvis de ikke havde nogen anden synd, ville dét i sig selv være nok til, at de pådrog sig den evige vrede og fordømmelse. 

Derfor overbeviser Helligånden med fuld ret alle dem, som ikke har troen på Jesus, om, at de er fordømte syndere. For hvor troen ikke findes, må der nødvendigvis følge í stakkevis af andre synder, så man foragter og hader Gud og står i fuldt oprør mod hele lovens første tavle, som omhandler vores forhold til Gud. Den, der ikke erkender Gud i Kristus, kan nemlig heller ikke vente noget godt af ham eller anråbe af hjertet eller ære hans ord, men hænger ved Djævelens løgne, forfølger og bespotter den sunde lære og bliver ved med at gå frem i trods og forhærdelse, så han til sidst bespotter Helligânden. 

Deraf følger, at han også i sin stand og i sit liv er ulydig mod de andre bud, ikke gør mod nogen, hvad han skal, mangler al sand og inderlig kærlighed i hjertet, al godhed, sagtmodighed, tålmodighed, selvbeherskelse, retfærdighed, trofasthed og sandhed og derimod gør det helt modsatte, undtagen når han er bange for vanære og straf.

(Andagter  af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG 8. og 9. .juli - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2017 - Shafan 09-07-18)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline