En fremmed i verden, men dog under bestandig retfærdiggørelse

Når et menneske er blevet omvendt og forvisset, så varer det aldrig længe, før man bliver sat på prøve af Gud, med hensyn til den »blanko-fuldmagt« man har givet ham i en frivillig ånd. Og disse prøver er uden undtagelse særdeles ydmygende for vort kød. Det er ydmygelsen ved at være en kristen. - Fra min egen første tid som kristen husker jeg, at noget af det, der gjorde størst indtryk på mig var, hvor fremmed jeg følte mig mellem de gamle venner og kammerater. I det ydre er tingene og forholdene som før. Men der er kommet et indre brist i forståelsen. Man prøver måske at tale med sine venner, og tænker måske at hvis man bare kunne få forklaret en af dem, hvor usigeligt enkelt det er at være en kristen, så ville vedkommende også blive det. Og dog - hvis man anede kløften før, man talte om sådanne ting, så bliver resultatet af den slags samtaler som oftest kun, at kløften for alvor åbner sig. Man ved måske om flere af sine venner og nærmeste, som også søger Gud. Et langt stykke på vej, synes man også at forstå hinanden, ihvertfald så længe der tales om synden, om fristelserne, om det at bede, om angerens elendighed osv. Men så snart man nærmer sig dette ømme, sårbare punkt der angår evangeliet og nådelivet, så hører forståelsen op. Så er der en gabende kløft. Så længe vi taler sammen i lyset af loven, om vor egen dårlighed, så forstår vi hinanden meget langt på vej. Men lige så snart vi kommer ind på trøsten i evangeliet, så taler vi forbi hinanden. 

Når vi begynder at erfare den slags ting, så skal vi forstå, at det er nogle af Jesu kår i verden, der begynder at blive en kristens kår. For det hedder jo om ham: »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham« (Joh.1,11). Det var til stadighed Jesu kår i verden, ligesom at tale for døve ører: De hørte alt, hvad han sagde - men hørte det alligevel ikke. De hørte det med ørerne, men forstod det ikke med hjertet (Matt 13,34; Joh 12,37 f.). Og med os bliver det også sådan, som Johannes siger: »De er af verden; derfor taler de af verden, og verden hører dem. Vi er af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke« (1 Joh 4,5-6). 

Dette at være som en fremmed i verden, som én der talte et sprog, man ikke forstod, det var sandelig en af Jesu største ydmygelser. For han brændte jo af kærlighed til alle. Af hele sin guddommelige kærligheds dyb ville han forglemme sig selv til os. Og alligevel blev det ikke forstået. - Men lad os ikke blive så forskrækkede over alle disse ydmygelser, at vi hører forbi Guds ord. For Guds ord vidner jo netop, at dette ydmygende kår, at være en fremmed i verden, var noget af Jesu herlighed (Joh. 12,41). Derfor skal vi tro og vide med sikkerhed, at det samme kår også er noget af kristenstandens herlighed. For det er Jesu bestemte vilje, at vi skal dele hans kår her i verden. »Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.« »Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres« (Joh 15,18-20). »Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans husfolk?« (Matt 10,25). - Sådan er det: Den, der velsigner Jesus, velsigner også de kristne. Den, der er fremmed for Jesus, bliver også fremmed for de kristne. Den, der kaster vrag på samfundet med stedfortræderen, kaster også vrag på samfund med de kristne. Lad os derfor ikke på nogen måde tabe modet over disse ting, men hellere lade dem tilskynde os til at gå ud til ham udenfor lejren, bærende på hans forsmædelse (Hebr 13,13). - Det vil sige: Forblive trofaste mod ham i det liv, han har ført os ind i, uden at gå på akkord med den fremmede ånd, uden at skikke os lige med denne verdens religion og tomme moral og uden at skikke os lige med det naturlige menneskes tanker om frelse og fortabelse. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb og visheden om frelse for Jesu skyld af nåde alene. For ligesom Jesus var en fremmed i verden, sådan bekendte dem, der ventede på ham også, at de var fremmede og udlændinge i verden (Hebr 11,13). Og dem, der siger sådan om sig selv, de tilkendegiver derved, at de søger et fædreland (Hebr 11,1l4), og frem for alt gerne vil have deres borgerskab i Himmelen, hvorfra vi jo venter Herren Jesus (Fil 3,20). 

Nu er det imidlertid en almindelig erfaring for den, der lever livet i Guds Søn, at den værste hindring findes ikke i den verden, der ligger udenfor én selv, men i den »verden«, der eksisterer i ens eget bryst, dvs. kødet. Og over for denne »verden« bliver vi ikke så hurtigt »fremmede«, da den er en del af os selv. Jesus havde ikke denne verden i sig, for han var ren og syndfri. Men vi har den. Og det tjener yderligere til at øge ydmygelsen ved at være en kristen. For hvis vi var rene og fuldkomne i os selv, så havde vi »kun« den ydmygelse, det er ikke at blive forstået i denne syndige verden. Men nu har vi oven i købet noget af syndighedens væsen i os selv. Vi føler den verden i os selv og må dog alligevel - eller måske netop derfor - også føle os dobbelt fremmede i verden. Vi er jo ikke benådede helgener, men benådede syndere. Verden kan absolut ikke forstå den form for liv. Verden ser nemlig enten på, at vi er syndere, og beskylder os for at være hyklere, når vi siger, vi jager efter det fuldkomne - eller også ser verden på, at vi kalder os benådede, og laster os for ikke at tage det alvorligt nok og bruger nåden som sovepude. 

Det er denne verden i os, der ligesom sætter en vis grænse og forskel op mellem Jesus og os, så de kår der til fuldkommenhed var hans, kun bliver vore som en begyndelse og noget meget ufuldkomment. Det er nemlig sådan, at hvis verden elsker sit eget, så elsker kødet også sit eget. Så er der også noget i os kristne, der har verdens og kødets væsen. Så er der i os en tilbøjelighed til at forkorte og amputere loven og dens fuldkommenhedskrav og evangeliet og dets frie nåde. Så har vi en tilbøjelighed til æresyge, magtsyge, havesyge, lyst til at have ros og fortjeneste i os selv, lyst til selv at gøre noget til frelsen, kødelig lyst og øjets lyst, forfængelighed og hovmod. Vort kød er nøjagtig samme type som de uomvendtes: Det har en fantastisk tilpasningsevne til de forskellige livsforhold. Det kan vise sig engleagtigt ydmygt men også djævelsk hovmodigt. Det kan lade som om det går med til de største selvfornægtelser, men vil dog bare mætte sig selv (Kol 2,18-23). Kødet kan formelig strække sig til Himmelen for om muligt at gøre sig selv til en helgen, men kan også igen stige ned i de rene afgrunde af gudsjendskab. Det kan bede de frommeste bønner og straks efter tale bespottelige ord i os. Kødet kan tro hele Bibelen og oven i købet give sig til at lære en masse skriftsteder udenad, men forbliver dog en svoren fjende af evangeliet. Det elsker en forkortet lov uden fuldkommenhedskrav, men hader at høre loven rigtigt. Det elsker et amputeret evangelium, men hader at tro, at frelsen er fuldkommen og fri for syndere i stedfortræderen. Det er villigt til at gå gennem ild og vand - hvis det bare kan få ros af det og blive betegnet som »helligt«. Det elsker at få ros og ære i sig selv, men hader at blive æreløst over for Gud og hader tanken om kun at æres i Kristi retfærdighed. 

Denne verden bor i en kristens kød. Og det kan forskrække os til fortvivlelse, når vi kommer til at erfare det. - Det er intet under, at en kristen ret ofte regner sig selv for at være en stor, ja, uforbederlig hykler. Det, at verden udenfor os kalder os hyklere, er for intet at regne mod den nød det er, når vore egne hjerter sætter det uundgåelige hyklerstempel på os. 

Hvad skal vi da gøre over for denne store elendighed i os selv? Frem for alt skal vi være meget opmærksomme på, at loven ikke fanger os igen, dvs. den kødelige, forkortede lov. For når vi mærker noget af dette i os selv, så triumferer kødet, hvis det kan få lov til at fortælle os: »Hvis det skal blive anderledes, så må du 'tage dig sammen', så må det blive 'alvor' med dig, så må du komme til at opleve 'sejr«, så må du bare opleve at fyldes af Guds Ånd, så du kommer til at opleve en speciel helliggørelse, som kan gøre en ende på dette.« 

Jo, jo, det er en køn snak. Nydeligt tilpasset af kødet og serveret for kødet. På den måde kan kødet digte og male for os, fordi det prøver at skjule at loven kræver det fuldkomne. Derfor skal man altid sætte Guds sande ord og lov op mod dette kødelige væsen. Ordet og loven vil nemlig ikke fremme det, men fordømme, døde og forbande det. 

Ganske vist ved vi af erfaring, at det sidste, vi ville, da vi blev omvendt, var, at fordømme os selv og underskrive vor dødsdom som fortabte mennesker. Og grunden til at det var det sidste, vi ville, var, at Herren endnu ikke havde fået lov at skabe en frivillig ånd i os. Lad os derimod huske, at når Herren har skabt denne frivillige ånd, der af hjertet bifalder ethvert fuldkommenhedskrav, så er den første og ædleste frugt af denne ånd, at vi erkender at vort kød er ondt, fordømt og gudsijendsk. Måtte det, min læser, også ses i dit daglige liv med Gud, at som dette engang var det sidste du ville medgive, så er det nu blevet det første, du medgiver. For der hvor den frivillige ånd giver denne frugt, der driver den os igen og igen til Jesus, stedfortræderen. Fra dag til dag forstår vi da bedre, at der hurtigt blev en ende på alt liv med Gud, hvis der ikke var en daglig syndsforladelse over for det fordømte kød og det fortabte hjerte. Her ser vi hvor stort det er, at der er noget, der hedder en BESTANDIG RETFÆRDIGGØRELSE og en DAGLIG FULDKOMMEN SYNDSFORLADELSE. 

Den bestandige retfærdiggørelse er og bliver evangeliets modstykke til, at loven i en frivillig ånd får lov til at dømme og korsfæste os. Og netop derfor er retfærdiggørelsen den uafladelige kilde til kraft, frimodighed, sejr, trøst. Du kan aldrig sejre over kødet ved at tage dig sammen. Men når du dagligt og overalt må have syndernes forladelse mod det og en bestandig retfærdigsigelse for Jesu skyld, da kan nåden, evangeliet, løftet og Ordet fra dag til dag give dig den trøst, kraft og vederkvægelse som vi ikke kommer udenom, hvis vi skal sejre. Man kan nemlig kun sejre over de synder, der er tilgivet, men ikke over dem, der ikke er tilgivet. Når synden kommer i berøring med Jesu kors og blod og når den sammenlignes med Jesu retfærdighed, så mister den sin kraft og den bliver besejret. Og på den måde bevares vi som fremmede i verden, på tværs af megen skrøbelighed. 

Du spørger måske: Hvad er en bestandig retfærdiggørelse for noget? Blev jeg da ikke retfærdigort første gang, jeg kom til Jesus i tro? Er der behov for nogen yderligere retfærdiggørelse? 

Den bestandige retfærdigsigelse er intet andet end en daglig forladelse af synderne. Apostelen omtaler den i disse ord, der er talt til kristne, og ikke til uomvendte: »Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd« (1 Joh.1,7). Hører du?: Syndernes forladelse gives altid og overladt til dem, der vandrer i lyset. Den gives ikke kun til de ugudelige, til de uomvendte når de omvender sig. Den gives til stadighed til de kristne. - Det er klart nok, hvad det er at vandre i lyset. Det er intet andet end overalt at lægge Guds lovs fuldkommenhedsmål på sig selv, og netop på den måde overalt indse sandheden om sig selv - se sit liv i lyset af Guds ord. - Denne daglige syndsforladelse omtaler apostelen videre i et andet vers, der også er sagt om de kristne, og ikke om de søgende, uomvendte osv.: »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed« (1 Joh 1,9). Hører du?: Hvis du i lyset af fuldkommenhedskravet overalt fortæller og bekender sandheden om dig selv og dine synder og dine mangler for Gud, så tilgiver han dig - ikke for bekendelsens skyld, men for Jesu skyld og for troens skyld. - Den daglige syndsforladelse er fri og åben, fås for intet, fås ved troen, grunder sig på Jesu soningsværk (1 Joh 2,1 f.), og gives os i kraft af hans døds evige værdi som betaling for vore synder. 

Men en bestandig retfærdiggørelse er også noget mere end syndsforladelse. Først og fremmest består den i, at Gud i sit hjerte bekræfter og stadfæster for sig selv, at han fortsætter med at betragte synderen i Kristus, som om han var retfærdig og havde opfyldt hele loven. Det er ikke noget, Gud kun gør i det første øjeblik, en synder kommer til tro. Men hver gang en kristen må søge forladelse, bekende sine synder, sin uværdighed og sin fortabthed, sker der det, at Herren stadfæster og bekræfter den nåde, som han allerede har sat synderen i ved troen. Derfor taler apostelen om, at vi står i nåden ved troen (Rom 5,2), og andetsteds at vi ved Jesus har adgang til Faderen (Ef 2,18). Og et tredje sted taler han om, at vi i Jesus har frimodig og tillidsfuld adgang ved troen på ham (Ef 3,l2). I alle disse vers tales der ikke om den første retfærdigsigelse, da vi blev omvendt, men om en fortsat stand og stilling og adgang i og med troen - som en bekræftelse på den retfærdighed vi har fået i Jesus fra troens første øjeblik. Derfor er vi overalt anset, regnet som og antaget for at være sande kristne, sande fuldkomne, sande lovopfyldere - i Jesus. 

Og da Skriften vil gøre denne bestandige retfærdigsigelse endnu tydeligere, så bruger den udtrykket, at Gud »ikke tilregner os synden«. Dette udtryk er meget dunkelt og vanskeligt at fatte - indtil man forstår, at det hænger sammen med den bestandige retfærdigsigelse. - Se, hvad Skriften siger om det: 

David siger: »Saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld« (Sl 32,2). Og Paulus gengiver og stadfæster dette i Rom 4,6 f. Hvad betyder det? Det betyder, at vi bliver tilregnet noget bestemt i retfærdigsigelsen, nemlig Kristi retfærdighed, så vi anses, som om vi selv havde opfyldt loven. Men det, »ikke at få tilregnet synd«, har en lidt anden tanke, nemlig at Gud ser på os, som om vi i det hele taget ikke har syndet. Og det er i sandhed en nåde, vi har i Jesus og troen. For det er intet andet end en bestemt side af at blive retfærdigsagt i Jesus. Derfor anser apostelen også Davids ord som et udtryk for, at vi tilregnes retfærdighed uden gerninger (Rom 4,6). Ligesom vi regnes retfærdige over for Gud uden at have opfyldt loven, så regnes vi også som om vi ikke har syndet, selvom vi har gjort det. 

Den bestandige retfærdigsigelse er, at Gud fortsat og til stadighed regner med os i Jesus. Han ser på os som om vi havde opfyldt loven, og som om vi ikke havde syndet. Og denne bestandige retfærdigsigelse ejer vi ene og alene ved en daglig tro, en daglig omvendelse, en daglig selvfordømmelse, en daglig tugt af os selv, en daglig korsfæstelse, en daglig tro og henvendelse til Jesus. 

(Afsnit fra "Retfærdiggjort af tro" - Olav Valen-Sendstad - Luthersk Missionsforenmings Bibelskoles Elevforening i kommission hos: Dansk Luthersk Forlag 1991 - Shafan 02-02-19)

---