Fred efterlader jeg jer Joh 14,27a

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. 

Dette er hans sidste ord, før han skal skilles fra dem, som for at tage afsked eller give sin velsignelse. ”Dette skal være mit farvel,” siger han. ”Jeg tager nu af sted og kan ikke efterlade jer noget i verden. Men mit testamente, det, som jeg vil give i arv og efterlade, skal være min fred.” Han siger så to ting: For det første: ”Fred efterlader jeg jer” og for det andet: ”Min fred giver jeg jer.” Desuden forklarer han de to med en tilføjelse, idet han siger: ”Jeg giver jer ikke, som verden giver,” som om han ville sige: ”Jeg kan ikke efterlade jer nogen større skat end, at det må gå jer godt.” For ingen har fred, med mindre det går ham godt, og som det skal. Derfor betyder det lille ord ”fred” på hebraisk ikke andet end ”medgang”. ”Det er det, jeg nu efterlader mig, at det må gå jer godt, og I må have medgang, så I ikke skal kunne sige om mig, at jeg har efterladt jer ufred og uro.”

Dette er da et meget trøsterigt og kærligt farvel, at han ikke efterlader byer og slotte eller sølv og guld, men fred som den største skat i Himmel og på jord. Han vil ikke give dem angst og bedrøvelse, men en sand, velsignet, eftertragtet fred i hjertet. ”Så vidt det står til mig,” siger han, ”skal I ikke have andet end lutter fred og glæde. Jeg har jo prædiket for jer og er færdedes med jer sådan, at I har set og erkendt, at jeg har jer inderligt kær og vil jer det bedste, og at min Fader under jer al nåde. Det er det bedste, jeg kan give og efterlade til jer.” Det er nemlig den største fred, når hjertet er tilfreds, som man siger: ”Hjertets glæde er den største glæde” og modsat: ”Hjertesorg er den største sorg.”

Det har intet at gøre med den barnagtige, tåbelige glæde over smukt tøj, penge i kisten, vellyst og svireture; for den slags glæde varer kun et øjeblik, mens hjertet stadig er usikkert og plaget af ufred og bekymringer. Det kan nemlig ikke sige, at det har en nådig Gud og går hele tiden rundt med dårlig samvittighed eller falske forhåbninger, så det altid lever i tvivl, ufred og uro, når det er drevet af Djævelen. Selvom man ikke lige nu føler det i sin tåbelige, verdslige glæde, skal det nok vise sig, når den time kommer, hvor ufreden indfinder sig.

”Derfor har I ikke grund til klage; jeg efterlader jer den skønne, dyrebare skat, at jeres hjerte kan være godt, rent og i fred over for Gud og mig, for jeg efterlader jer min Faders og min kærlighed og vores venskab. I har jo heller ikke set og hørt andet hos mig end kærlige, venlige ord og gerninger, og de er ikke mine, men min Faders. I har derfor alt, hvad I kan forlange af mig, selvom jeg forlader jer, og I ikke ser mig længere.”

Hvis man nu kunne tro og fatte dette af et rent hjerte, ville man også erfare og føle denne fred og være i stand til at bedømme ret og drage den slutning, at det er den lede Djævels tanker, der fremstiller Kristus for mennesket, som om han var vred og ville fordømme det. Han taler jo netop disse ord imod den slags tanker, som om han ville sige: ”I har jo aldrig nogensinde hørt mig sige et uvenligt ord eller gøre en ond gerning, men kun oplevet nåde og kærlighed. Hvorfor vil I da ikke være glade og ved godt mod? Hvorfor er I urolige, skræmte og ængstelige? I har jo ingen grund til uro, for jeg har levet sammen med jer i lutter kærlighed og fred.”

Sådan læser man om apostlen Peter, at han efter Herrens himmelfart græd både dag og nat, så han til sidst blev syg af det og hele tiden måtte tørre sine øjne med en klud og sagde, at han ikke kunne holde op, når han tænkte på Kristi venlige væsen og hans milde, kærlige ord. Jeg vil gerne tro, det er sandt - for tænk, hvis du havde sådan en herre, der ikke havde vist dig andet end lutter kærlighed og venskab, og han så blev taget fra dig, om det da ikke ville smerte dig, når du tænkte på det. Men nu har vi i ham sådan en Herre, at vi ikke kan sige andet om ham, end hvad han siger og gør, det er lutter øm kærlighed. Han tilføjer også selv: ”Sådan som jeg taler til jer og omgås jer, sådan taler og gør min Fader i Himlen med jer.” Det burde kunne gøre hjertet glad, når det bare ville tro det, så det frimodigt og trodsigt kunne foragte, ja, spotte Djævelens og alverdens rasen og fnysen. Men det er lettere at prædike og tale om det, end det er at tro det. For selv apostlene hørte og prædikede om det, men havde dog svært ved at fastholde det i troen.

Nej, vi har slet ingen grund til ufred i forholdet til Gud. Han har givet os sin hellige dåb, sit Ord, sin nadver, Himmerigets nøgler, Helligåndens gaver osv.; hvem kan da sige andet, end at vi kun modtager nåde, kærlighed og trøst fra ham? Når han i den hellige dåb giver os del i Herren Kristi blod og død og derigennem tilsiger os forladelse og renselse for synd og lukker Helvede i og Himlen op, hvordan kan der så være ufred og vrede hos ham? Her lyder der jo ikke andet end lutter lægende, levendegørende, kærlige og glade ord; hvorfor skulle jeg da være bange for ham og sige, at han vil støde mig bort og forkaste mig?

Det er det samme med nadveren; her giver han mig hverken gift eller galde, men udelukkende lægende, kærlig, levendegørende mad og drikke. Sådan også både på prædikestolen og ved skriftemålet: Her hører jeg ikke andet end hans eget Ord forkyndt: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Hvor kan der være vrede eller trussel, når han selv giver mig sin enbårne Søn, og oven i købet forsikrer mig, at han ikke vil lade mig gå fortabt. Dette er at efterlade og give fred.

Derfor kan vi med glæde sige, at det, som apostlene personligt selv har hørt af Herren Kristi egen mund, det har vi fået fra dem og deres efterfølgere og vores fædre, der har forkyndt det samme for os, som de forkyndte og selv havde modtaget af Kristus, nemlig, at vi har del i den selv samme nåde, kærlighed og glæde, som han talte så stærkt om at efterlade og give dem. For ganske vist er han adskilt legemligt fra dem, så han ikke længere ses, men han har efterladt sig sin fred til hele kristenheden. Hvor? Ikke andre steder end i sin dåb, sin nadver og sit prædikeembede.

Så vil jeg endda ikke tale om de andre gaver og goder, han også giver os rent legemligt: Far og mor, øvrighed, regering, timelig fred osv. Hvor vred kan han være, når han dagligt lader den kære sol stå op over os, giver godt vejr, alle slags vækster, frugter og føde af jorden, sundhed og rørighed? Hvis vi bare kunne få øje på det, måtte vi sige: ”Hvor har han dog efterladt os en kostelig skat!” Først og fremmest lutter fred og glæde i forholdet til ham, og tilmed også legemligt alle velgerninger her på jorden, for at vi skal se og fatte, at han er nådig og gerne vil hjælpe.

Derfor bør vi lære ikke at være bange eller modløse over for ham; han vil os jo ikke noget ondt, ellers ville han ikke have givet sit ord, sin dåb og sin nadver. Lad dem, der ikke har alt dette, være bange og klage, for der kan ikke tænkes nogen værre vrede og plage, end hvor dette ikke findes eller mistes. Men omvendt, når man ejer dette, har man det sikreste bevis på hans højeste nåde, kærlighed og fred, hvis man bare kan anse og regne det for helt sandt.

Det er den trøst, han giver dem til afsked. ”Dette skal være min sidste vilje og jeres arv. Jeg efterlader jer også denne skat, for at I skal vide, at I har en nådig Fader og i mig en kærlig Herre.” Dette er den sande skat, der giver os alt godt og evig salighed, gør os til Guds børn og lige med de kære engle, der hjælper og tjener os.

Han tilføjer dog udtrykkeligt: ”Jeg giver jer ikke, som verden giver.” Her beskriver han freden nærmere som modsætning til verdens fred. ”Verden har nemlig også en fred, men den vil jeg ikke give jer,” siger han. Dens fred er nemlig sådan: Når den gør, hvad Djævelen vil, lader han den være i fred og ro, sådan som han hidtil har gjort under pavedømmet. Da han ikke havde noget at bestille, gik han ind i et værelse og spøgte som poltergeist, som om han var en fortabt sjæl. Det havde han det vældig sjovt med, fordi han i bare lediggang ikke vidste, hvad han skulle lave. Det samme gøgleri drev han med valfarter og falske mirakler, som jog folk hid og did.

Men nu til dags, da man angriber ham med Guds Ord, holder han op med at lege og stifter ufred. Ganske vist kan han skaffe folk stor rigdom, ære og verdens fred og ro, hvis man bare lader være med at tro på Gud. Men så får man ufred med Gud, og det er da et jammerligt bytte!

”Det er derfor ikke den slags fred, jeg vil give jer,” siger Kristus, ”men den fred, der er i forholdet til Gud og mig, så I står jer godt med ham, og der er fred imellem os. Men i verden vil det gå jer sådan, at den vil blive jeres fjende, fordi I hverken vil eller skal holde med den, men har fred med mig. Jeg giver jer min guddommelige, åndelige, velsignede, evige fred. Det vil ærgre Djævelen, det vil han bestemt ikke synes om, for han er fjende af min Fader og mig og vil på grund af mig også være jeres fjende. Derfor kan jeg ikke give jer verdens fred. Det skal I heller ikke ønske jer, for dermed ville I miste min fred. Derfor må I finde jer i, at man vil forfølge jer og behandle jer så ondt, at I ikke kan være i fred på jorden. Her vil Djævelen være jeres modstander, fordi I ikke vil adlyde ham og leve efter hans vilje, men tro på mig og leve efter mit ord. Det er altså ikke på grund af jer selv, men for min og mit ords skyld, I må lide dette. For han er min dødsfjende og gør alt for at ramme mig ved at forfølge og hade jer. Derfor sætter jeg min fred op imod hans ufred, had og ondskab, så I kan foragte det og trøste jer med min Faders og min nåde, kærlighed og venskab. Man må nemlig vælge én af delene: Enten Djævelens eller også Guds unåde og ufred.”

Tidligere, da vi ikke havde Kristus, havde vi fred med Djævelen, men ufred med Gud og rendte rundt i klostre og kirker og på valfarter for at finde fred med Gud eller få en nådig Gud, og kunne alligevel ikke finde den nogen steder. Jo mere vi anstrengte os, des mindre fik vi fred; og selvom vi udadtil var i fred for Djævelen, var vores hjerte og samvittighed dog så forsagt, så vi var bange for vindens raslen i løvet og hele tiden blev jaget fra den ene lære og gerning til den anden. Men nu ved vi, Gud være lovet, at vi har fred med Gud og ikke længere behøver at tvivle eller være bange, for vi har jo hans Ord og sakramenter og kort sagt Kristus i hele hans fylde sammen med alle engle og helgener. Fordi vi nu har dem som venner, og han vil os det vel, lader vi dem, der ikke kan andet, være vrede og fjendtligt indstillede, så længe de vil. Vi holder os til vores Herre, der har efterladt og givet os sin fred og også kan og vil bevare os i den, om så Djævelen og hele verden modsætter sig med deres ufred og alskens ulykke.

Se, det er det, han vil sige med sine afskedsord: ”Jeg rejser fra jer og efterlader jer med Djævelen på nakken. Han vil være jeres fjende og tilføje jer alle slags plager. Det må I være forberedt på, når I klynger jer til mig, glæder jer over mig og ejer min fred. Find jer derfor i, at Djævelen og verden vil stoppe jer med den ene øretæve værre end den anden. Men hold jer til mig alene og lad min nåde og barmhjertighed og fred, mit legeme og blod, min dåb, mit ord og min Ånd, som jeg efterlader til jer, være mere dyrebare end alt andet. Da skal min fred være så stærk, at den skal overvinde og undertrykke al den ufred. For selvom I udadtil plages, bedrøves og lider, vil jeg dog indadtil skabe et glad og fortrøstningsfuldt hjerte, så det onde ikke skal skade eller få bugt med jer.”

(Afsnit fra JESU AFSKEDSTALE - Luthers prædikener over Johannesevangeliet kap.14-16 - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommision hos Nyt Livs Forlag 2015 - Shafan 21-01-19)

---