Jesus er livets brød for os

Jesus siger til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Joh 6,35

Det kan til tider se ud, som om Jesus og kristendommen er ved at blive populær. Sådan har det af og til været ned gennem tiderne. Det samme var der flere gange tilløb til, mens Jesus var her på jorden. 

Umiddelbart inden det citerede vers har vi et eksempel på det. Folket havde netop oplevet bespisningsunderet i ørkenen. Bagefter kom de og ville gøre Jesus til konge. Den, der kan skaffe mad og gode økonomiske vilkår, bliver hurtigt populær. Jeg synes, jeg kan høre folket sige: Han er manden! Han er Messias! Ham må vi gøre til konge! Ham vil vi følge! 

Da trak han sig tilbage. Den slags havde han ingen interesse i. Først sendte han sine disciple afsted med båden over til bredden ved Kapernaum. Selv gik han op i bjergene, helt alene. Han havde sine tanker, sine kampe og meget at tale med sin himmelske far om. Det havde folket ingen forståelse for. Ikke engang disciplene forstod ret meget af det - endnu. Derfor ville han være alene. 

De fleste folk gav ikke så let op. De blev natten over på stedet, hvor bespisningsunderet havde fundet sted. Eftersom de havde set Jesus gå alene op i bjergene, regnede de med, at han ville komme ned derfra igen. De tænkte vel også, at disciplene næste morgen ville vende tilbage, om ikke for andet så for at hente Jesus. 

Jesus kom imidlertid ikke tilbage. Disciplene heller ikke. Da var der ikke andet at gøre end selv at tage over til Kapernaum igen. Til deres store overraskelse ser de, at Jesus er kommet før dem. Straks henvender de sig til ham: "Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” (V 25). Denne henvendelse er udtryk for, at de stadig ønsker at gøre ham til konge. Det forstår vi også af den måde, Jesus svarer dem på. 

Arbejd ikke for den mad, som forgår 

Episoder som denne kan se ud til at varsle noget stort. De kristne tænker, som disciplene sikkert tænkte dengang, at der nu endelig sker noget! Nu ser det ud til, at folk får øjnene op for, hvem Jesus er. 

Jeg hørte engang en forkynder sige, at i dag er det blevet populært at være en kristen. Han lagde ikke skjul på, at han mente, kristendommen nu ville komme til at gennemsyre hele samfundslivet. Men hvad svarer Jesus? 

Når det betød så meget for disse mennesker, at de blev på stedet natten over, skulle man tro, at Jesus ville imødekomme dem. Eller at han i det mindste ville anerkende den iver, hvormed de søgte ham. Det vil de fleste kristne ledere i dag have gjort. Hvis ikke vi kan være enige med folk lige netop i det, de er så ivrige for, så må vi da i hvert fald anerkende deres iver, siges der. Men hvad gør Jesus? 

Han viser, at han hverken har interesse for det, de er så optaget af, eller for deres iver. Folk er helt på vildspor! Jesus hverken kan eller vil imødekomme deres tankegang. Det giver han udtryk for i ordene: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår” (v 27). 

For at forstå Jesus rigtigt, skal vi gengive dette ord nøjagtigt ud fra tankegangen efter grundteksten: I jeres arbejde for at Guds rige skal komme, skal l ikke satse på mad, som forgår! 

I stedet fremstiller Jesus sig som den, han i virkeligheden er, nemlig livets brød. ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6, 35). Jesus er kommet for at give evigt liv. Han er både livets brød og den, der giver dette brød. Nu bliver spørgsmålet så: Er Jesus livets brød for os? Har vi den rette indstilling over for ham? Eller er vi også, i vores søgen efter Jesus og i vores arbejde for Guds rige, fristet til at arbejde for den mad, som forgår? 

Her skal du lægge mærke til, hvad det er, Jesus egentlig mener. Han tænker ikke på det rent materielle stræb. Naturligvis kan ordet med fuld ret også anvendes på dette, men Jesus sigter i denne advarsel dybere end som så. Han advarer os imod at vi i vores søgen efter ham og i vores arbejde for hans rige skal arbejde for mad, som forgår. 

Er vi fristet til det? Noget af det, som her taler alvorligt til mig, er det, vi kan kalde de kristne organisationers og kirkesamfunds kapløb om at få fat i folk. Kender du ikke spørgsmålene: Hvordan får vi fat i folk? Hvordan får vi større respekt for Guds ordninger i samfundet? Hvordan skal vi vinde de unge? Hvordan skal vi vinde børnene? Og mange andre spørgsmål af samme slags. 

Er det da ikke rigtigt, spørger du. Skal vi ikke bestræbe os på at nå folk? Er der ikke behov for større respekt for Guds ordninger? Skal vi ikke vinde børnene og de unge? Jo, det er rigtigt. Mere end nogen af os forstår. 

Det er i sandhed netop det, Jesus vil. Han vil nå folk. Han vil ind i samfundslivet. Han vil meget mere end det. Vær sikker på det! Der er bare en fare ved det. I arbejdet for alt dette fristes vi til, uden rigtig selv at være klar over det, at arbejde for den mad, som forgår. 

Hvordan står det til hos os? Har Guds riges arbejde nogensinde været bedre organiseret i vores land, end det er nu? Har der nogensinde været flere forkyndere end nu? Har der nogensinde været flere aktiviteter end nu? Sikkert ikke! Der mangler sandelig ikke aktivitet iblandt os. Hvor der dog arbejdes! Nogle siger, at vi må få kristendommen til at fylde mere i medierne. Vi må påvirke kulturlivet, siger andre. Atter andre siger at vi må blive bedre til at forkynde kristendommen gennem kunsten. Der tales endog om, at kristne må være med til at påvirke underholdningsbranehen ved at deltage i den. 

Jeg skal være den sidste til at sige noget ondt om den iver, der ligger bag det at ville nå mennesker. Selve ønsket om, at Gud må gribe ind iblandt os, kommer fra Ham. Men jeg spørger til resultaterne. Desværre må jeg sige, at i stedet for at verden er blevet særligt påvirket af kristendommen, er kristendommen blevet mærkbart påvirket af verden!

Skellet mellem kristne og ikke-kristne er for en stor del udvisket. Det er en af de største synder, Guds ord nævner. ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12,2). De kristne er langsomt, men sikkert begyndt at tilpasse sig denne verden. Vi har fået verden og dens indflydelse ind i vores kristne arbejde. Meget, som var utænkeligt for en menneskealder siden, er ganske almindeligt i dag. Tænk på den musik, vi bruger i vore kristne sammenhænge. De alvorligste ord om Jesus og hans død for vore synder, synges på melodier og med et akkompagnement, hvis hensigt er at underholde eller skabe en god stemning. Det er ikke uvæsentligt! 

Der er sammenhæng mellem musikken og Åndens mulighed for at virke hos os. Musikken virker så meget stærkere, fordi den virker ind i det ukontrollerede område af vort sjæleliv. Er vores musikvalg bestemt af, at vi gerne vil skabe en god og medrivende stemning for at trække folk til, så åbner vi uvægerligt for en påvirkning, som svækker muligheden for at lytte til og modtage Guds Ord. Vi kan godt skabe en atmosfære, hvor mennesker oplever en religiøs bevægelse eller "vækkelse”. Men det er ikke Åndens gerning i hjerterne ved Guds ord. Er det underligt, at resultatet bliver, som det bliver? 

Hvad ville du sige, hvis en prædikant optrådte og forkyndte evangeliet i klovnedragt? Det ville være at gøre grin med Guds ord, siger du. Er det da bedre med musik, der har til hensigt at underholde eller skabe en god stemning? Forskellen er kun, at enhver kan forstå, det er forkert, hvis prædikanten optræder i klovnedragt. Derimod forstår man ikke, at musik kan virke på samme måde. 

Meget andet kunne nævnes. Alligevel er disse ting i og for sig ikke det værste. Det værste er, hvad dette er symptomer på, neinlig at vi forsøger at gøre Guds arbejde på vores egen måde med midler, som vi selv vælger. 

I vores indstilling til arbejdet i Guds rige tænker vi langt fra altid så bibelsk, som vi går og tror. Det kvantitative (antallet) går forud for det kvalitative (indholdet). Det, der er synligt og tager sig ud i menneskers øjne, betyder mere for os end Guds Ords og Guds Ånds stille og grundige arbejde. Det hele begrundes med, at vi da må gøre noget for at udbrede Guds rige! Selvfølgelig vil vi have Jesus til konge! Naturligvis skal det dreje sig om ham! Men vi kæmper i egen kraft og med selvvalgte midler, og resultatet er afmagt og mangel på Den hellige Ånd. Det indser flere og flere. Midt i al vores op?ndsomhed for at gøre Jesus til konge, skjuler han sig. 

Resultatet er, at vi er blevet så lidt modtagelige for det, Jesus vil give os og være for os. Hvorfor? Fordi vi arbejder for mad, som forgår. 

Vi har sat os for mange foreløbige mål, ganske vist for at nå det endelige, nemlig at vinde mennesker for Kristus. Men foreløbige mål er intet andet end mad, som forgår. Det kan blive en dyrekøbt erkendelse, at det er farligt for en kristen at sætte sig foreløbige mål. 

Det er ikke for ingenting, Jesus siger til os, at i vores arbejde for Guds rige, må det ikke dreje sig om mad, som forgår! Her kan vi lære af at se lidt på kirkens forfaldsperioder. Hvordan har de været? I de perioder har man netop lagt vægt på meget af det samme, som vi nu ser så meget af. Man har talt meget om 'at nå folket'. Man har spurgt, hvad man kan gøre for at højne folkets moral. 

Hvad viser den tankegang? Den viser de kristnes mangel på kraft. Den burde få os til at standse for, at det, vi har brug for, er omvendelse og fornyelse i vores forhold til Herren. 

I kirkens åndelige forfaldstider er mange af de smukkeste bygninger blevet til. Det gjorde man meget ud af. Der skete også en udvikling med ritualer og ydre former. De foreløblge mål kom i forgrunden. 

Jeg hørte engang om en kunstner, der fik til opgave at male forfald. Ved du, hvad han malede? En pragtfuld kirkebygning! 

I vores arbejde skal vi have det rette fokus på de ydre former. Der er former, der 'overdøver'  budskabet, og derfor fører mennesker bort fra Kristus og der er former, der virker sammen med Kristi ord. De ydre former kan bare ikke 'redde' en uklar og falsk forkyndelse, og på den måde erstatte en sand og tydelig forkyndelse. 

Vi har grund til at standse for Jesu advarsel idag. Arbejd ikke for den mad som forgår." Gid vi ville standse og høre hans advarsel! Det vil nok ryste os, men hvilken velsignelse det ville føre med sig! Tænk, hvis Jesus havde givet efter for folkets krav! Tænk, hvis han havde ladet sig udråbe til konge på folkets vilkår! Da havde verden ikke haft nogen frelser eller noget håb! Heldigvis var det utænkeligt. 

I stedet talte Jesus, så alle forstod ham. Først forsvandt populariteten og dermed folkemængden. Kort efter forlod mange andre ham. Det var dem, der havde skilt sig ud fra mængden. De var begyndt at tro på ham som Messias og mere eller mindre at følge ham. Også de tog anstød af hans tale om sig selv og det, han var kommet til verden for.  

Til sidst var der kun de tolv tilbage, og Jesus spørger dem: "Vil I også gå jeres vej?” (Joh 6,67). Det så ikke særlig storslået ud længere. Men resultatet blev et af de klareste vidnesbyrd om, hvem Jesus er og hvorfor han er kommet. Desuden ser vi, at hvor det enkle evangelium bliver modtaget, frelser det mennesker og gennemsyrer hele folkelivet.

Det lyder som en selvmodsigelse, men der hvor Guds folk ikke anstrengte sig for at 'nå folket' i den forstand, vi ovenfor har talt om, der nåede man folket! Hvor vægten blev lagt på ordet om korset og blodet - den mad, som består til evigt liv - der kom vækkelsen! 

Tænk på apostlene, ikke mindst Paulus. Var de indstillet på at 'nå folket', på at få mennesker til at leve godt med hinanden eller på de mange andre ting, som så stærkt optager os nutidskristne? Langtfra! De havde opgivet verden som uforbederlig. De tænkte kun på at frelse så mange som muligt ved ordet om korset. De lagde vægt på den mad, som består til evigt liv. Og de nåede det, som vi arbejder forgæves for! 

Tænk på de gamle lægprædikanter! De blev ikke regnet for noget særligt, når de gik fra hus til hus med Bibelen og deres enkle vidnesbyrd om Kristus. Ofte blev de forfulgt, mistænkeliggjort og spottet, men de var ikke til at komme udenom. Guds kraft var virksom i dem, og det kunne mærkes overalt. Selv i såkaldte intellektuelle kredse mærkedes virkningen af dem. Vækkelsen gik over hele landet, og folkelivet blev fornyet gennem deres indflydelse. 
Er det ikke det, vi har brug for i dag? 

Det er et vidunderligt ord, Jesus her møder os med: Arbejd for den mad, som består til evigt liv! Hvilken slags mad er det? Ligesom Faderen har liv i sig selv, siger Jesus, har han sendt sin egen søn til verden, for at vi skal leve ved ham. 

Alt, hvad vi trænger til for at leve med Gud, er givet os i Jesus. Den, der finder Jesus, har det evige liv. Du kan være, hvem du vil, og hvordan du vil, finder du Jesus, er du frelst. Det nye livs kræfter bliver virksomme i dig. Vil du tage imod det? Du, som ikke har fundet ham, vil du sætte alt ind på at ?nde ham? 

Som troende skal du vide, at alt, hvad vi trænger til for at vinde mennesker for Gud, er givet os i evangeliet. Også når det gælder at gennemsyre samfundet med en substans, som modvirker alt ondt. Det er den mad, som varer ved! Det er det, vi skal arbejde for! Det kan se mørkt ud. Tænk for eksempel på alt det, som lokker mennesker bort fra Guds ords påvirkning: film og skønlitteratur, der hylder synd, eller andre interesser, der fremmer synden. Samtidig kan også 'gode interesser' og andre fornuftige ting føre os bort fra Guds ords påvirkning. Det kan friste os, og har fristet os, til at bruge verdens egne metoder for at vinde især de unge. Jeg er overbevist om, at hvis Jesus får gjort os modtagelige for sit ord, og vi får nåde til at arbejde for den mad, som ikke forgår, vil Gud kunne nå mennesker. 

Kulturlivet har skiftet, og nye problemer er dukket op gennem Guds riges historie. Gang på gang har de kristne været i samme situation, som vi er i dag. Der måtte nye overvejelser til, når det gjaldt arbejdsformer og metoder. 

Så sandt de kristne var tro mod evangeliet, ikke satte sig foreløbige mål, men arbejdede for og med evangeliet, så kom den tid, hvor Gud kunne bryde igennem. Også selv om arbejdsformerne skiftede. Det kan vi også få lov til at opleve. Men da må Jesus først og fremmest være livets brød for os selv! 

Hermed er vi kommet tilbage til det spørgsmål, vi begyndte med. Er Jesus blevet livets brød for os? Er målet for vores arbejde at give dette brød videre til andre? Det er omdrejningspunktet. Vi vil så gerne helt konkret vide, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal tilrettelægge det hele. Det er der bestemt ikke noget forkert i, når det sker på den rette måde. Men jeg gentager: Det, at Jesus er livets brød for os, og ham vi gerne vil forkynde, det er, hvad alt drejer sig om! 

(Kapitel fra "Livets brød" af Øivind Andersen - Nyt Livs Forlag 2015 - Shafan 02-03-19)

---