Slangen i ageren

Den kom først til Guds Eden. 
Og slangen var Djævelen. 

Bibelens sidste bog, Åbenbaringsbogen, kalder ham »den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører« (Johs Åb 12,9).

Og han forførte ved at vise, hvor skøn frugten så ud, hvor dejlig, den ville smage, og at forbudet mod at spise af den slet intet betød. Om de derimod bare overså forbudet, ville mennesket blive som Gud selv. 

Om det skriver Henrik Wergeland i et lille digt: 

- Løgnen går herlig stadset, 
sandheden arm og laset

Slangen - Djævelen - er hurtigt på plads, da Gud har skabt det første menneskepar og placeret det i Eden - efter først at have skabt og gjort denne klode, som kaldes jorden, beboelig for liv (1. Mosebog 1). 

Ved indgangen til sit omtrent treårige virke på den samme jord mødte også Jesus slangen. Evangelierne fortæller om det. 
Evangelisten Lukas har noget med i sit evangeliurn. som vi bør mærke os:  

Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik jordens riger og sagde ti ham: »Dig vil jeg give magten over alt dette tillíge med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil« (Luk 4,5-6).

- Til mig er den overgivet... 
Dette siger Djævelen Skaberen lige op i ansigtet. Og det standser os ubønhørligt et øjeblik. 
- Lyver han også nu, eller er det sandt? Det underlige er, at Jesus ikke modsiger ham på dette punkt. 

Der er fortolkere, der mener, at da Satan, som oprindelig var en overordnet engel med stor magt, faldt i hovmod og blev kastet ud, ?k han vor klode som opholdssted. Denne blev så bolig og herskeområde for ham og hele ondskabens åndehær, der fulgte ham i faldet. 

I 1. Mosebogs første kapitel står der jo, at jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet... Rigtig et tilholdssted for denne hær. Nu havde Gud omformet kloden. Sollyset vældede frem, og det blændede mørkets fyrste. Desuden var der plantet en have, skøn og vidunderlig. Og det »værste« af alt - to mennesker skabt i Guds billede. 

For Djævelen var alt dette et overgreb på hans domæne. Derfor måtte et modangreb straks sættes ind. Det måtte straks knuses. 

Nuvel, vi nævner bare dette her ved grænsen til Edens have. Vi gør det, fordi ordene fra Lukas skaber så mange spørgsmål...

Et ved vi i det mindste med sikkerhed. Det er løgneren, der er på besøg i Eden. Den hovmodige, for det var udstødelsessynden. Så vover han også lige for Guds Søns åsyn at lyve så frækt om dette. Men èt spørgsmål må vi leve videre med: - Hvorfor modsiger Jesus ham ikke? 

Så erkender Gud det, som er sket i Eden, og forkynder følgerne af det. 

For Djævelen: Kvindens sæd, Kristus, skulle engang knuse slangens hoved. 
For menneskeslægten: Den skulle leve videre med ødelagt hæl (1 Mosebog 3,15). 

Fra da af bliver mennesket en hælskadet slægt. Åndelig haltende. Det fik en livs- og dødsskade, som går i arv fra slægt til slægt. Vandringen gennem hele Det gamle Testamente fortæller os om det. Det gør Det nye Testamente også. Min egen generation bekræfter det. 

Kains knuste hæl 

Hans mor, Eva, fødte Kain med sådan en hæl. Det første menneske blev en tyv. Og det første menneskes første søn blev en morder. Faldets skade potenseres. 

Og vi, som lever i dag, bør ikke hovmode os eller trøste os med, at dette ligger langt tilbage i slægtens historie og har slet intet med os at gøre. Sandheden er den, at vi fødes alle ind i verden med sådan en hæl. Vor vandring viser det, uanset hvilken race vi fødes ind i eller hvilket land, vi vokser op i. Udslagene kan være forskellige i forhold til landenes kulturelle niveau, men de er der altid - hos hvert eneste menneske. 

Det eneste, som kan redde jordens haltende slægt, er Guds forkyndelse om kvindens sæd, Kristus, som skulle knuse slangens hoved. Det gjorde han også grundigt, da han viste sig som en sejrherre på korset. Så redningen for den enkelte af os og for jordens hælsårede slægt er ene og alene den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Nederlaget og undergangen er dette ene, at så få har brug for ham. Dette gælder lande og riger såvel som enkeltmennesker. 

Så vil vi da nu forsøge at finde de første skridt, som førte Kain ind på stien mod øst - bort fra Eden. 

Synden lurer ved døren

Du ved, at når du handler vel, kan du lø?e hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren; dens attrå står til dig, men du skal herske over den (1 Mosebog 4,7)

    - Lurer ved døren. 

Det er slangen, Djævelen, den listige fra Eden. Nu er han i ageren, for Kain blev agerdyrker (4,2). Også der er hans spor på jagt efter det andet menneske. 

Med disse ord har Gud sagt noget meget væsentligt til os i dag, som lever i en ny pagt. Ja, ikke alene det, men som også har taget imod frelsen i Jesus Kristus. Da du blev hans barn, måtte Djævelen ud af dit hjerte. Det garanterer Jesu sejr over ham. Men han går ikke langt. Han bliver lige uden for din og min dør til vor dødsdag, parat til at krybe ind igen, hvis vi ikke er på vagt. Hans mål? På ny at overtage herredømmet i vore liv, og han har en stærk forbundsfælle i os: Den gamle Adam. 

Nu er der nogle, som vil sige, at da jeg blev frelst, lovede Jesus at bevare mig hele livet. Ja, det fortæller Skriften os med mange herlige løfter. Men den gør det samtidig tindrende klart, at hver enkelt af os har et vældigt ansvar for vor dør - det personlige vægteransvar. Lad os aldrig glemme, at håndtaget til vor dør er på indersiden. Så mange af os har gennem årene åbnet den ganske lidt og sluppet slangen ind med al dens gift og galde... Mange, mange sidder i de ældre år med triste minder om sadanne nederlag. De er tilgivet og glemt hos Gud, men arrene efter sårene vil du bære med dig i din grav. 

Derfor, kære unge troende læser, pas godt på din dør. Vor eneste redning er at bede Jesus, sejrherren fra Golgata, som bor ved troen i mit hjerte, om at være ved min dør i fristelsens time. 

    Lurer... 

Hvilken talende beskrivelse af Djævelen og hans listige angreb! Han kommer ikke galopperende på en stridshingst eller larmende mod din dør med tanks og kampvogne. Nej, det er en krybende slange, ofte usynlig i græs og verdens støvsky... Derfor taler Bibelen om at have ører at høre med (også slangens kryben på bugen). Ligeså: Øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se (Åb 3,18)

Misundelse 

Begge brødre bar det bedste, de fandt, frem for Herren. Kain af jordens grøde. Abel fra sin hjord. Men Hërren tog kun imod fra Abels alter. Hvordan det viste sig, siger Skriften intet om. Måske sådan: Røgen fra Abels offer steg en stille morgen lige op mod en klar himmel. Fra Kains alter gled røgen ned og drev henover marken. Det er muligt, at den aller farligste gift fra slangen, der lurer ved min og din dør som troende, er misundelsen. Det er så let at åbne døren for den, når det går en medarbejder bedre end mig. Når en anden bliver forfremmet, og jeg står tilbage. En anden får ros, jeg glemmes. Hans eller hendes evner favner videre end mine. Og så - i stedet for at bøje os for dette i selverkendelse, føder det misundelse. 

Denne farlige slangegift har dræbt så mangt et kristenliv, ødelagt forholdet mellem troende søstre og brødre, lagt menigheder og foreninger øde. Og fremfor alt bedrøvet Den hellige Ånd. - Og bedrøv ikke Guds Helligånd. .. Sådan skriver Paulus til Efesermenigheden (Ef 4,30). Versene foran og bagefter er en katalog over de konkrete synder, som denne menighed lå under for. Og det er jo ikke netop et opbyggeligt bibelafsnit! 

Vrede 

- Da blev Kain såre vred, læser vi i kap. 4,5. 

Tænk om han i stedet var gået hen til sin broder og havde sagt: - Du Abel, det her forstår jeg ikke... Hvad er der i vejen med mit offer, siden Gud ikke tager imod det? Eller det er måske ikke offeret, men mig, der er noget galt med, noget, Herren ikke synes om ved mig? Der er vel ikke noget uopgjort mellem os brødre, der gør, at røgen fra mit alter glider hen over en høstet ager, mens duften af dine lam stiger med røgen lige ind i himmelen? Kunne du ikke hjælpe mlg, kære broder, sådan at også mit alter kommer ind under Guds velbehags område... 

Ja, tænk om Bibelen kunne fortælle det her på dens første sider. I stedet fortæller den at broder Kain blev meget vred. 

Apostelen siger nogle ord om der: 

- Men enher fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; og derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen avler den død (Jakob 1,14-15). 

Her siger Bibelem at der opstår en kædefødsel. Det begynder med lyst og ender med åndelig død. Mellem denne begyndelse og slutning er der en endeløs kæde af fald og nederlag. 
Hos Kain fødte misundelsen vrede.

Gik med sænket hoved 

I to forhold kan vi troende gå med sænket hoved og stírre ned i støvet og have det svært. Først i forhold til et medmenneske - en troende eller ikke-troende. Der er kommet noget mellem mig og min nabo, mellem mig og en medarbejder i Guds rige eller et medlem i den mission eller kirke, jeg tilhører. I stedet for at gå til hinanden og få det ordnet, undgår vi hinanden, ser til siden, krydser gaden eller vælger hurtigt den anden side af vejen. 

I alle menigheder og forsamlinger findes der sådanne i det ydre usynlige mure mellem troende. Og vi er ikke klar over, at sådan en mur mellem troende i flokken kan blive et tag, der skiller hele flokken fra Guds velsignelse. Nåderegnen skylles bort som fra et hældende tag. 

Skulle vi ikke, drevet af indre uro og Åndens påmindelser, rejse vort sænkede hoved, se hinanden i øjnene og få gjort det op, som er os imellem? For vor egen sjælefreds og saligheds skyld? Men også for forsamlingens skyld. Mange rundt om i verden kan vidne om, at vækkelsen begyndte, da de troende kom i syndenød og fik gjort op med hinanden. Da tog Herren ikke blot væggen bort mellem troende. Nej, han løftede også det tag væk, som ledte velsignelsen langt uden for bænkene.... 

Et langt liv som forkynder har igen og igen vist mig, at når Herren vil ind til os, dybere og længere ind, så er det denne dør, han banker på. 

Det andet forhold er opad mod Guds trone. 
Det er netop det, Herren understreger for Kain, da han kommer hen til ham på marken: 

- Er det ikke sådan, at når du handler vel, kan du frit løfte hovedet. . .? (4 ,7). 

Når vi går og har meget uopgjort over for vore kære i slægten, i hjemmene, i venneflokken, da har vi også kun ringe frimodighed til at løfte vort blik mod nådetronen. 

- Men det er jo det, vi skal, siger du. 

Rigtigt. 
Men Jesus sagde os, da han var i verden, at der først er nogle trappetrin nedad, som du må gå. Derefter op ad alle trin lige ind til nådetronen. 

Disse trin:

Derfor, når du bringer din gave til alteret, og der kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave! (Matt 5,23-24). 

Ög Jesus tilføjer i det næste vers, at vi skal skynde os at ordne dette, mens vi endnu er på vejen sammen. Det kan nemlig blive for sent. 

Kain undveg dette møde med sin broder Abel. Og med Gud. Han så ned i støvet, mørkt af morderblod. 

(Fra "Ikke glemt af Gud" af Asbjørn Aavik - Dansk Luthersk Forlag 1979 - Shafan 02-07-19)