DEN FORUNDERLIGE SAMTALE VED SYKARS BRØND Joh. 4,4-26

I denne samtale øver Jesus sjælesorg over for et menneske, som ikke søger ham. Denne kvinde lever midt i sit syndeliv, hun har slet ikke tænkt på at søge Gud. Og fra et menneskeligt synspunkt ser det ud som den rene tilfældighed, at hun dér ved brønden træffer Jesus.

Denne situation er aktuel for enhver kristen. Mere eller mindre er vi omgivet af mennesker, som ikke søger Gud. Det kan være slægtninge, arbejdskammerater, naboer, kort sagt mennesker, som man regelmæssigt træffer på. Nogle af dem kan leve et åbenbart syndeliv, andre kan mere eller mindre åbenbart fornægte Gud, men om ikke de netop gør nogen af delene, ved vi fra Guds ord, at de lever borte fra Gud og er bundet i deres synder. En kristen er langtfra ligegyldig over for sådanne mennesker. Det ligger ham stadig på sinde at gøre noget for, at de kan komme i samfund med Gud og blive frelst. Ofte kan en kristen føle sig direkte mindet af Gud om at tale personligt til en eller anden af dem. Men så er spørgsmålet jo dette: Hvordan kommer man på talefod med den slags mennesker? Hvordan kan vi nå dem med Guds ord?

Spørgsmål som disse giver samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde os svar på. Ja, den gør mere end det. Den leder et menneske til Jesus og giver os det, som Jesus lover i sit ord. Men da må vi nøje give agt på den. Det vil vi prøve på nu.

Først skal vi se på tidspunktet for denne samtale. Det har måske ikke så meget at sige for forståelsen af selve dens indhold, men ikke desto mindre har det stor betydning for os som kristne at være klar over dette tidspunkt. Det er i teksten meget tydeligt angivet.

Jesus er sammen med sine disciple på rejse fra Judæa til Galilæa. Døberen Johannes er endnu i fuld virksomhed. Jesus har altså ikke forladt Nazaret og taget bolig i Kapernaum. Han har endnu ikke begyndt sin offentlige virksomhed i Galilæa. Det gjorde han først, da han hørte, at Johannes var kastet i fængsel. Ingen af Jesu disciple var endnu kaldet til apostle. Det skete ikke før efter, at Jesus havde slået sig ned i Kapernaum. (Se Matt 4,12-22).

I Johannes-evangeliets første kapitel hører vi om, hvorledes Jesus vandt sine første disciple. Det skete ved, at de kom til troen på ham som Guds lam, der bærer verdens synd. Discipel er ikke det samme som apostel, selv om disse betegnelser ofte bruges i flæng. At være en Jesu discipel er det samme som at være kommet til tro på ham og at stå i det rette forhold til hans ord (Joh 8,31). At være discipel er ensbetydende med, hvad vi i vor kristne sprogbrug kalder at være en personlig kristen - eller et frelst menneske. Da Jesus senere kaldte apostle, kaldte han dem udelukkende blandt dem, som på forhånd var kommet til troen på ham som frelser.

Det afsnit, vi har for os her i Joh 4, viser, at disciplene har været meget sammen med Jesus, før nogle af dem blev kaldet til apostle. Først var de med ham på en rejse til Galilæa. Der var de sammen med ham ved brylluppet i Kana (Joh 2,1-l l). Siden har de været tilbage igen i Judæa, og der er Jesus med sine disciple gået ind i samme virksomhed, som Johannes og hans disciple stod i. Jesu disciple begyndte at døbe sammen med Døberens disciple. Mange mennesker forlod Johannes for i stedet at slutte sig til Jesus (Joh 3,26-4,3).

Nu forlader Jesus så denne virksomhed i Judæa for atter at vende tilbage til Galilæa. Han måtte da rejse gennem Samaria (v. 4). Her indtræffer den forunderlige samtale, vi nu skal prøve at se lidt nærmere på.

Jesus sidder alene ved Jakobsbrønden uden for byen Sykar. Disciplene er gået ind i byen for at købe mad. Det er ved den sjette time, d.v.s. mellem kl. 12 og 13. Jesus er træt af rejsen - og tørstig. Det er meget varmt på den tid af dagen.

Da kommer en kvinde fra Samaria for at hente vand. Hun kommer på en højst usædvanlig tid. Det var i den sidste time før solnedgang, folk plejede at samles ved brønden. Da hentede man vand til et døgns forbrug. Men der foregik også meget andet. Offentlige bekendtgørelser blev oplæst, forretninger blev afsluttet, dokumenter blev underskrevet og ikke mindst: man fortalte og hørte nyt. Hvad vi under vore forhold får gennem presse og massemedier, fik man dengang ved brønden om eftermiddagen. Vel kunne det hænde, at nogen måtte af sted også til andre tider, fordi vandet slap op. Men om så var, gik de i hvert fald ikke midt på dagen ved den sjette time.

Den kvinde, som valgte netop dette tidspunkt til at hente vand, måtte have en ganske særlig grund for det. Hun ønskede at være alene. Hun går på en tid, hvor hun kunne regne med ikke at møde nogen.

Hun havde da også sine gode grunde dertil. Samaritanerne havde Mosebøgerne og tog det meget nøje med alt, hvad der står i dem. Denne kvindes liv var i stærk modstrid med, hvad Mosebøgerne lærer og loven kræver. Man kan tænke sig til, hvordan hendes rygte derfor må have været. Hun var en, som sladderen gik om, en, som var i folkemunde. Vi kan tænke os, hvad den daglige gang til brønden førte med sig for denne kvinde. For at undgå folks blikke og deres hvisken bag hendes ryg, gjaldt det om at finde en tid, hvor hun kunne slippe for dette.

Da kvinden hin dag nærmede sig brønden, så hun en mand sidde der. Til og med en jøde. Hans udseende og klædedragt røbede, hvor han kom fra. Det er ikke vanskeligt at tænke sig, hvordan hendes indstilling til denne mand måtte være. Hun så i ham en fjende, for jøder omgikkes ikke med samaritanere. Hun har nok været forberedt på knubbede ord, måske også fordømmelse, eftersom hendes udseende sikkert har røbet, hvad slags liv hun førte.

Da sker noget højst uventet. Jesus siger til hende: »Giv mig noget at drikke!« Det er ikke strenghed, hun møder, men bøn om en tjeneste.

Ved således at bede om en tjeneste viser Jesus denne kvinde respekt og anerkendelse. Han lader hende beholde sit menneskeværd, »beholde ansigtet«. Dette bringer ham med det samme på talefod med kvinden. Hun havde ikke ventet noget i den retning, men det er tydeligt, at det gør hende godt.

Dette giver os et vigtigt svar på spørgsmålet om, hvordan vi kan komme i kontakt med mennesker, som ikke søger Gud. Vi kunne måske bede dem gøre os en tjeneste? Men da må det ikke være noget påtaget, noget kunstigt eller unaturligt. Det må for det første være noget, vi virkelig har brug for, og tillige noget, som den anden kan give eller gøre for os uden større ulejlighed.

En kristen landmand kom en gang på talefod med en verdslig nabo ved at bede om at låne en stige. Det blev begyndelsen til denne nabos omvendelse.

På et kontor kom en kristen på talefod med en mand ved at bede om at låne en kuglepen.

Det kan også skabe kontakt med verdslige mennesker at prøve at gøre dem en tjeneste. Men da gælder det samme: Det må dreje sig om noget, de virkelig har brug for, og som vi kan gøre eller give uden større ulejlighed for os selv. Det må fremfor alt ikke være noget påtaget eller unaturligt. Da virker det mod sin hensigt.

At Jesus er kommet på talefod med kvinden, og at spørgsmålet har virket efter sin hensigt, ser vi af svaret, hun giver: »Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?«

Hun var overrasket, og hun undrer sig. Men det er tydeligt, at hun har fattet interesse for Jesus. Dette udnytter Jesus øjeblikkelig. Det samme må vi gøre, om vi er kommet i kontakt med verdslige mennesker, som vi føler os kaldet af Gud til at tale med. Vi må bruge anledningen, når den er der. Det nytter ikke at udsætte, det kan ødelægge det hele.

Jesus svarede og sagde: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke! så bad du ham, og han gav dig levende vand.«

Det første, Jesus har at sige til et menneske, som lever midt i sit syndeliv, er et ord om Guds gave. Han kommer hverken med anklage eller dom, ej heller med bud og krav. Fremfor alt kommer han ikke med en løftet pegefinger, hvad mange kristne er tilbøjelige til over for mennesker, som ligger under for synd.

Er der noget, menneskene har behov for at høre, er det netop budskabet om Guds gave. Hvad er da denne gave? Eller vi kunne lige så gerne spørge: Hvem er denne gave?

Guds gave er først og fremmest Jesus selv. Gud har skænket og givet sin egen Søn til en syndig og falden menneskeslægt. Med denne sin Søn har han skænket og givet os frelse fra alle vore synder og et evigt liv. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3,16).«

Jesus kommer til dig og mig i dag med det samme spørgsmål: Kender du Guds gave? Er du klar over, hvad vi har fået i ham?

Menneskenes største ulykke er ikke den, at de er i deres synder og overtrædelser, men at de ikke har taget imod den gave, Gud har skænket og givet os, den, som frelser os fra alle synder og overtrædelser og giver os evigt liv.

Jesu første ord til en falden synder er et tilbud - ikke en udfordring. Det er meget vigtigt, at mennesker indser dette. Jesu ord gør indtryk på kvinden. At hun nu er i sjælesorg hos Jesus, ser vi tydligt af hendes svar:

»Herre, du har jo ikke nogen spand, og brønden er dyb; hvorfra får du da det levende vand? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som har givet os brønden og selv med sine børn og sit kvæg har drukket af den?« Jesu ord har vakt to meget vigtige spørgsmål hos kvinden. Netop disse to spørgsmål er det os meget om at gøre, at Jesus får vakt hos mennesker, som endnu ikke er kommet i samfund med Gud. For de åbner vejen for Guds ord ind i et menneskehjerte.

Spørgsmålene kan formuleres således: Hvad taler du egentlig om? Hvem er du egentlig? Jesus bruger billedtale. Han tilbyder kvinden levende vand. Det vil sige kildevand - og kildevand var der i Jakobsbrønden. Men samtidig er kildevand udtryk for Helligånden og det evige liv. Kvinden forstår, at det ikke er vandet i Jakobsbrønden, Jesus tænker på, selv om han bruger det som billede. Det kommer frem i hendes svar: »Herre, du har jo ikke nogen spand!« Det er, som vil hun sige: Jeg kan forstå, at det ikke er vandet her i brønden, du tænker på, det må jeg jo under alle omstændigheder trække op til dig. »Men hvad taler du egentlig om? Du taler, som om du har Helligånden og det evige liv at tilbyde mig!

Hvem er du egentlig, som, taler således? Ikke engang vor fader Jakob, som har givet os brønden, kunne have talt, som du gør. Du er da vel ikke større end han?

Store ting er sket i et menneskes hjerte, når det begynder at spørge: Hvad har Guds ord at give mig? Hvem er Jesus egentlig? Er han den, som Bibelen siger, han er?

Der er noget ved Jesus, som gør, at kvinden ikke så let kan blive færdig med ham. Han skaber i hende et gryende håb om et eller andet, som hun ikke selv er i stand til at forklare, men som er hendes dybeste behov, og som hun hidtil har anset det for håbløst nogen sinde at opnå.

Netop dette er sandheden om Jesus og hans ord. Han har det, som mennesker mest af alt har behov for og inderst inde længes efter. Men de ser det ikke. Så vender de sig bort fra Jesus og hans ord og søger det, som skal give livet mål og mening, hvor det ikke findes. Derfor er som sagt store ting sket med et menneske, når det begynder at spørge efter, hvem Jesus er, og hvad han har at give.

Jesus svarer kvinden på hendes spørgsmål: »Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.«

Dette svar indeholder et dobbelt løfte. Først gør Jesus det utvetydigt klart, at det, han tilbyder, netop er det evige liv. Det giver mennesket, hvad det mest af alt trænger til, og tilfredsstiller dets dybeste behov.

Det behov, mennesket har for ham og hans ord, kalder Jesus tørst. (Sml. Joh 7,37). Han anvender Guds ord i Det gamle Testamente. Der tales ofte om tørst. (Se f.eks. Sl 42 og sammenlign med Jer 17,13 og 2,13).

Hvad denne tørst angår, må vi ikke tænke på menneskelig vis, som vi gør det i daglig tale. Her drejer det sig om noget, der er livsnødvendigt for et menneske. Guds ord henter billedet fra ørkenen. Der kan det meget snart være livet, det gælder for et menneske, hvis det ikke får vand i tide. På samme måde er det livet, det gælder for os mennesker, hvis ikke vi får det levende vand, som Jesus har at tilbyde.

Det andet løfte, Jesu svar indeholder, er dette: Det menneske, som tager imod det, Jesus tilbyder, får ikke alene selv det evige liv, men dette liv strømmer gennem ham videre til hans medmennesker. Det Guds ord, han selv er frelst ved, bliver i ham en kilde til frelse for andre.

Dette løfte møder vi gennem hele Bibelen. David siger f.eks. i Sl 23: »Mit bæger flyder over.« I Joh 10 siger Jesus: »Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod« (v. 10). I Rom. 8 hedder det: »Under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os« (v. 37). Det betyder, at vi ikke bare sejrer, men også gør erobringer. Den, som modtager Jesus, får aldrig bare til sig selv. Han får også altid det, han behøver for at hjælpe andre.

Jesu tilbud gør sin virkning hos kvinden. Næste gang, hun siger noget, er det en bøn:

»Herrel giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at drage vand op.«

Hun beder om at få det, som Jesus tilbyder. Men hendes bøn er for os vesterlændinge ikke let at forstå, fordi også hun bruger billedtale.

Kvinden er klar over, at Jesus tilbyder det evige liv. Hun er også klar over, at selv om hun får dette liv, vil hun alligevel få brug for at hente vand i Jakobsbrønden. Hvad mener hun da med at sige: »-så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at drage vand op?«

Indirekte har vi allerede svaret på dette spørgsmål i det, vi i det foregående har sagt om, hvad den daglige gang til brønden måtte være for denne kvinde. Bag ved hendes ord ligger dette: Den som kunne komme ud af det liv, jeg lever nu! Den som kunne blive alt det kvit, som dømmer og anklager! Den som kunne slippe for menneskers ringeagt!

Dette er for mange mennesker velkendte hjertesuk. Der er ingen frihed i at leve efter sine lyster. Det giver kun glædesløshed og tomhed og en indre angst og uro for noget, som man ikke rigtig ved, hvad er. Mange prøver at flygte fra angsten eller at undertrykke den. Men det nytter ikke! Selve ens forsøg på at komme ud af elendigheden gør bare det hele så meget værre. Det er, som når fisken spræller i garnet.

Der er bare én vej ud af uføret: Jesus Kristus! Han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Og uden Jesus er vi fortabte alle som én.

Jesus svarer på kvindens bøn. Det kan siges at være et lidt underligt svar: »Gå hen og kald på din mand og kom så herud igen!«

Skulle det være svar på kvindens bøn om at få det, som Jesus tilbyder?

Ja, det er lige netop, hvad det er. Men for at forstå det må vi se lidt nærmere på det.

Jesu svar er meget naturligt. Ifølge den tids opfattelse sømmede det sig ikke for Jesus at tale med en kvinde. Længere henne i kapitlet læser vi, at disciplene, da de kom tilbage fra byen efter at have købt mad, undrede sig over, at Jesus talte med en kvinde. (v. 27).

Alligevel har Jesus med dette svar sat fingeren på det ømme punkt i denne kvindes liv. Da hun beder om at få det, han tilbyder, svarer han med at drage hendes synd frem i lyset.

Det er sådan, Jesus øver sjælesorg. Når et menneske kommer til Jesus med bøn om at få det, han tilbyder, får det sandheden at se om sig selv. Da stilles man ansigt til ansigt med sin synd og får synden at se som synd. Jesus kommer aldrig med moralprædikener. Han pålægger os ikke at tage os sammen og blive anderledes. Den tale kommer ikke ikke fra Jesus, men fra menneskets egen religiøse tankegang. Den har ikke noget med Gud at gøre, tværtimod hindrer den et menneske i at opleve frelsen og komme i et sandt forhold til Gud

Jesus stiller os derimod ansigt til ansigt med sig selv. Det kan ske ved, at han peger på en enkelt synd. Det kan også ske ved, at mange synder bliver os bevidst. Men det spiller ingen rolle, hvor mange eller hvor få synder vi ser hos os selv. Det afgørende er, om vi indser, at vi er fortabte. Først når vi indser og erkender dette, har Jesus fået vist os det, han vil, vi skal vide om os selv.

Dette kalder Guds ord at dø under loven. (Rom 7,7-13; Gal 2,19. Sml. 2 Kor 3,7 og 9). Mange af dem, som i dag søger hen til Jesus og overgiver sig til Gud, er ikke klar over dette. Det er grunden til, at de ikke oplever frigørelsen i evangeliet. Men der er ingen vej udenom. Sandheden om os må frem. Du, som læser dette og kender dig selv igen, skal vide, at Jesus har mere med dig at gøre, end du forstår! Du er ikke forkastet af Jesus, som du kan fristes til at tro. Det er lige tvært imod Jesus, som svarer dig på din bøn om det evige liv.

Af kvindens næste ord ser vi, at hun erkender sandheden: »Jeg har ingen mand!« Det kommer spagt og forsigtigt, men det er en virkelig erkendelse. Og Jesus godtager den. Han svarer: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand. Thi du har haft fem mænd, og han, du nu har, er ikke din mand. Der sagde du et sandt ord.«

Der behøves ikke mange ord fra vor side for at erkende sandheden om os selv. Alt beror på, om vi bøjer os for det, som Guds ord siger om os, og som Helligånden afslører  for os. Kristen selverkendelse består i at give Guds ord ret og bøje sig for det, når det taler om os.

Næste gang, kvinden taler, er noget nyt kommet ind i billedet: »Herre! jeg ser, at du er en profet.« Hun har haft sin første oplevelse af, hvem Jesus er. I Johannesevangeliet er ordet »se« ensbetydende med vort »opleve«.

I samme øjeblik, som hun erkender sandheden om sig selv, begynder hun at se Jesus. Netop sådan er det for os alle. Når vi bøjer os for det, som Guds Ånd gennem Guds ord siger om os, begynder vi at gøre personlige erfaringer om Jesus.

For kvinden betyder det i første omgang, at hun forelægger Jesus et spørgsmål af religiøs art:

»Vore forfædre har tilbedt Gud på dette bjerg, og I siger, at i Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede ham.« Af alle spørgsmål var dette det vigtigste for en samaritaner. Det var også et vigtigt spørgsmål for denne kvinde midt i hendes verdslighed og syndeliv.

De fleste mennesker beder til Gud af og til. De gør det i hvert fald, hvis de kommer i alvorlig nød. Da hænder det, at endog de, som siger, at de ikke tror, der er nogen Gud, alligevel beder til ham. Ganske vist prøver mange at bilde sig selv og andre ind, at der ikke er noget liv efter døden. Men det lykkes simpelthen ikke for dem at blive fuldt ud visse på, at med livet her er alting slut. Så bærer de på et håb om, at det nok trods alt skal gå dem godt til sidst. Derfor beder de. Det var også grunden til, at den samaritanske kvinde bad.

Jesus giver intet håb for den slags bønner. Han svarer:

»Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. l tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne. Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.«

Dette svar fratog kvinden ethvert håb, hun måtte have haft om, at hendes bønner skulle hjælpe hende. Ikke desto mindre har hun nu bedt én bøn i ånd og sandhed: »Herrel giv mig dette vand.«

Dette gælder alle mennesker. Der er ingen hjælp i at bede bare for at have bedt. Det betyder heller intet, hvor man opholder sig, når man beder. Om man befinder sig på steder, som mennesker kalder hellige, ja, om man så befinder sig, hvor Gud plejer at åbenbare sig, det betyder altsammen intet, hvis ikke bønnen er bedt i ånd og sandhed. Og bøn i sandhed bliver det ikke, uden at Guds Ånd virker den i hjertet.

Gennem det, Jesus hidtil har sagt, står nu den samaritanske kvinde aldeles hjælpeløs og ribbet for alt. Jesus har draget hendes synd frem i lyset og berøvet hende ethvert håb, hun måtte have haft om, at det alligevel skulle gå hende godt til sidst. Hvad så?

Da hænder noget stort. Uden at kvinden selv rigtig forstår det, går hendes tanker derhen, hvor Jesus vil have dem: til Messias. Gennem sin sjælesorg har Jesus rettet kvindens tanke, sind og hjerte mod løftet om Guds frelse.

»Kvinden siger til ham: Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus); når han kommer, skal han forkynde os alt.«

Nu kan Jesus åbenbare sig for kvinden og derved give hende det levende vand, som han har tilbudt, og hun har bedt om. Netop det gør han ved at sige: »Det er mig, jeg, som taler med dig!«

Nu forstår kvinden, hvem det er, hun har for sig. Nu oplever hun selve frelsen!

Det evige liv består i at kende Jesus (Joh 17,3). Det er noget meget mere end at vide noget om Jesus. Kendskab er noget meget mere kundskab. Kundskab om Jesus kan man få ved at læse om ham. Kendskab fås kun ved, at Guds hellig Ånd gennem Guds ord åbenbarer Jesus for hjertet. På hvad måde det sker kan være det samme. Det kan ske ved forkyndelsen, gennem bibellæsning, gennem en sangstrofe, gennem en samtale om åndelige ting, gennem andre kristnes vidnesbyrd og på mange andre måder. Men altid er det Guds hellige Ånd, som gennem Guds ord åbenbarer Jesus for hjertet. Da får dette menneske blikket rettet på Jesus. Da er det kommet til troen og da er omvendelsen sket

Det var altså, hvad der skete med den samaritanske kvinde. Og virkningen udeblev så vist ikke. Den udebliver aldrig. Fra det øjeblik, Jesus er blevet åbenbaret for et menneske, er alting nyt. Et helt nyt liv er begyndt. Den samaritanske kvinde lader vandkrukken stå, farer ind til byen og råber det ud:

»Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?« (v. 29).

Jesu løfte er allerede begyndt at gå i opfyldelse på hende: »Det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.« Uden endnu selv at forstå det formidler kvinden  dette kildespring til folket i Sykar.

De strømmer ud for at høre på Jesus. Han må blive der i flere dage, og resultatet er en gennemgribende vækkelse. Det slutter med, at folket i Sykar siger til kvinden:

»Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi nu har vi selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.« (v. 42).

Det begyndte med en kvinde i sjælesorg hos Jesus og resulterede i en stor vækkelse.

På samme måde er det i dag.

(Af Øivind Andersen - "I sjælesorg hos Jesus" - Dansk Luthersk Forlag 1873 Shafan 08-08-19)