Hvem har brug for en frelser?
Det har den, der trænger til at frelses.
Mange har ikke erkendt det. Nogle synes, at de klarer sig udmærket. Andre mener, at det går nogenlunde. Atter andre finder, at det går op og ned.
Det er i virkeligheden først, når man er fortabt, man får brug for Jesus.
De selvhjulpne har aldrig fejret en rigtig jul. De får alt det ydre, og det er bestemt ikke at foragte. Højtiden er en gave. Familie og venner er det også. Det samme gælder mad og drikke. Alligevel er du fattig, hvis ikke julen betyder et møde med Jesus.
Dybest i dit hjerte bor synden. Sådan er du født, og sådan lever du dit liv. Det skyldes arvesynden. Det er den indstilling og grundholdning til Gud, som går i arv fra slægt til slægt.
På trods af glæde over mangt og meget i julen ændres intet, hvis ikke Gud får lov til at gribe ind i hjertets inderste.
Det er, hvad han ønsker. Han sendte os ikke Jesus, for at vi skulle fejre hans fødselsdag med gode ønsker.
Nej, han kender os meget bedre, end vi kender os selv. Derfor blev Jesus født som frelser.
En frelser har man brug for, når livet står på spil. Gud vil, at du skal få det evige liv i eje. Han kunne ikke udholde at se os gå fortabt. Derfor sendte han sin søn, født af en kvinde.
Det er sket. Julenat er en milepæl i vor frelseshistorie.
Men Julenat er ikke den eneste nat, hvor Gud greb ind. Han går også ind i dit livs mørke og kolde nat. Dit urene hjerte holder ham ikke tilbage. Han vil, at du skal tage imod Jesus.
Gør du det, er det ikke alene blevet jul på jord. Det er også blevet det i dit hjerte. Jesus er gået ind. Du er blevet født på ny. Da har denne jul gjort dig til et nyt menneske.
(Andagt af Hans Erik Nissen - ét er nødvendigt - LogosMedia 2008 - Shafan 24-12-20)