Hans Erik Nissen - ét er nødvendigt

Det er Zakarias, der siger disse ord i sin lovsang. Som præst ved templet vidste han, hvad frelsens horn var. Han havde set mennesker styrte frem mod et af de fire horn på brændofferalteret og gribe om det. Da stod forbryderen på et fristed, hvor han ikke kunne røres. Det offerblod, som præsten havde strøget på alterets horn, var redningen.

Måske føler du dig ikke som en forbryder over for Gud. Alligevel har du forbrudt dig imod hans lov. I Guds skarpe lys viser det sig, at du ikke fuldkomment har opfyldt et eneste af Guds bud. Synden har sat sit mærke på alt, hvad du gør. Alle dine gerninger er præget af, hvem du er. Selv om de for andre at se er gode og rigtige, ser Gud den selviskhed og selvglæde, som klæber ved alt.

Under Guds tiltale og dom er der intet, som kan bestå. Det bedste bliver urent. Da er der kun ét spørgsmål tilbage: Hvordan skal jeg kunne bestå for Gud? Er der noget sted, jeg kan flygte hen, så jeg ikke skal fortabes under hans vrede?

Guds ord giver svaret.

Der er et fristed, hvor du kan frelses, fordi en anden har taget straffen for alle dine synder.

Gud har oprejst et frelsens horn. Dets kraft er så stor, at uanset hvilke og hvor mange synder, du har begået, er du frelst, når du griber om det.

Dette frelsens horn er Jesus.

Dets forunderlige kraft skyldes blodet. Det er ikke et offerdyrs blod, men Jesu dyrebare blod. I det er der frelse. Det frelser helt og fuldt den, som har tro på ham. Det har sonet alle dine synder.

Gud har oprejst frelsens horn for dig. I al evighed er dette horn rejst. Det er frelseshornet alene, der holder dig oprejst. Du står på nådens forunderlige fristed. Da er du frelst. Virkelig frelst af Jesus.

(Andagt af Hans Erik Nissen - ét er nødvendigt - LogosMedia 2008 - Shafan 30-12-20)