Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.

Denne sætning skrev Paulus som fange i en trøstesløs fængselscelle. I den forbindelse måtte han hvert øjeblik regne med, at han ville blive henrettet. Hvis Paulus havde skrevet: ”Jeg kan ikke mere”, ville man have forstået ham. Kraften er opbrugt. Modet daler. Skuffelsen er på vej. Paulus var helt sikkert plaget af sådanne stemninger, som også vi ville have været. Men hans brev er fra start til slut præget af en usædvanlig glæde. Han giver årsagen: Kristus sætter mig i stand til at gøre det.

Man må forklare det lidt nærmere. Apostlens blik blev ikke hængende ved hans cellevindues rustne tremmer. De nedværdigende stikpiller fra hans vagter, som brugte ham i deres vittigheder berørte ham ikke mere. Han var ligesom beruset af Guds kærlighed, som omsluttede ham fra alle sider.

Med dette evangelium var han draget gennem de fjerneste lande. Han pegede altid på det punkt, hvor Guds kærlighed bliver erkendelig. Der på korset har Gud for vor skyld ladet sin søn forbløde. Lidelse og afsavn er ikke endestationen for Guds veje. Hos ham er ingen afskrevet eller kastet til side. Den mægtige Gud kan forvandle alt til sejr, også en bitter lidelsestid, også en ugennemskuelig livsskæbne,

Man kan ikke tegne kontraster mere ekstremt. En unavngiven fange uden rettighed eller værdighed, lever friere end en konge. Paulus skelede ikke efter menneskers gunst. Den almægtige Gud var i Jesus indtrådt for ham og havde lagt sin hånd på ham. Han vil gennemføre sin plan med ham. Hvad skulle mennesker da kunne gøre ham. Ikke engang den truende henrettelse kan have indflydelse derpå. Der kan ikke ske andet, end det Gud i sin kærlighed har tilmålt ham.

(Andagt af winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse - Shafan 03-10-20)