- Men Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens dírsciple, gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som noldt sig til »vejen«, da kunne føre dem bundne til Jerusalem (ApG 9,1-2).

Nogen, som holdt sig til »vejen«. . .!

Han siger ikke: - Finde nogle troende, falde over nogle kristne, opdage nogle bekendere. Nej, kendetegnet, Saulus dengang ville gå efter, var mennesker, som var så anderledes, skilte sig sådan ud fra mængden, at de havde en helt ny vej og vandring i byen eller landsbyen. Og det er netop om de troende, de unge kristne, at den vordende apostel Paulus siger dette.

Og videre:

De holdt sig til denne vej. -

Ikke kun kendte den gennem andre, anede, at den var der, hørte en prædiken om den osv. Nej, de var blevet et med den. Ikke kun vandre ad den, når den var jævn og lige, når det var behageligt at følge den. Intet kors at bære. Ingen torne, som stak. Ingen tåge. Kun solskin. Nej, disse troende hørte Guds vej til i gode og onde dage. De veg ikke fra den, om den så førte til Neros Colosseum i Rom, hvor vilde dyr skulle rive dem i stykker, eller til en pæl med lænker om nøgne lemmer, hvor de skulle brænde som fakler ved de store fester i kejserpaladsets have.

Disse ord af den unge Paulus fra Tarsus standsede mig brat under min bibellæsning. jeg kom ikke længere i det niende kapitel her. For spørgsmålet blev så hjerte- og sjæls-gennemtrængende alvorligt for mig.

- Hører jeg virkelig med liv og sjæl Guds vej og vilje til? Har jeg vandret min egen vej gennem de mange år som kristen og som - sendebud til Asien? jeg ved, jeg har forsøgt at holde mig til Guds vej. Jeg husker de mange tårer hos mine kære og mig selv i svære afskedsstunder, når jeg forsøgte at være på Guds vej - ikke min egen.

Men alligevel - selvet har nok rådet. Så mange, mange gange er jeg veget fra hans vej. Har valgt min egen...

Hvad med dig, troende broder og søster, som læser dette - holder du dig til Guds vej? Er omvendelsen og overgivelsen til Jesus blevet så gennemtrængende, at tronen deroppe kan sige - eller har føjet det til dit navn i det himmelske register -: Holder sig til min vej og vilje...

Da vil evangeliets sejrsgang aldrig standse i din by eller på din egn. Din plads vil aldrig stå tom. Offergaven vil svulme af store sedler. Og så kommer kædevirkningen:

Guds vej forlænges til fjerne kontinenter - ved dig! Den bliver kendt blandt folkeslagene. Flere og flere kommer ind på den, begynder på vandringen mod det evige liv. 
Ikke mod - Nod! (1 Mos 4,16)

Om denne sandhed har profeten Mika et alvorsord til os:

- Og talrige folkeslag skal komme vandrende: Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier (Mika 4,2). 

(Fra "Ikke glemt af Gud" af Asbjørn Aavik - Dansk Luthersk Forlag 1979 - Shafan 11-07-20)