Ja, jeg kan nemt komme til at stirre mig blind på de bjerge af utryghed, frygt og angst for fremtiden, der kommer i mine tanker. Ligeså med beslutninger, jeg må træffe her i livet – angsten for ikke at slå til – frygt for menneskers mening. Ja og så hele verdenssituationen – ikke blot lille Danmark, men den hele jord, som er i den Ondes vold – og vi opdager lidt af. Normalt lever vi trygt i den rige vestlige verden – men med en pandami opdager jeg – måske overraskende, at livet ikke varer evigt. Mennesker dør jo rundt omkring mig. Måske ikke flere end under en influenza – men da kan man få vaccine- så det er ikke så farligt. Her i Vesten går det godt – og katastrofer ude i verden har før været så langt borte, at jeg knap nok har observeret det.

Der kan nævnes mange ting, som kan forpeste din hverdag – gøre livet sort og meningsløst – og jo mere du graver i det, jo dybere bliver det sorte og mørke hul i dit liv. Det medfører angst – frygt for fremtiden – utryghed – tomhed – fortvivlelse. Livet bliver din fjende – og hver dag en plage og bekymring for overlevelse - i tomheden.

Salmisten fortsætter - hvorfra kommer min hjælp?

Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Hvordan – ja vi ved ikke, hvordan – men må som kong Josafat gjorde det - sigr til Gud: Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig. 2 Krøn 20,12

I vor Herre Jesus Kristus må vi have et håb, der lever – det levende håb – derfor fortvivl ikke over det mørke og sorte, som kan undergrave det hele. Se på Jesus – og den nye jord, som venter den, der sætter sin lid til – tror på - Jesus som Herre og Frelser. Der kan være sorgbjerge foran dig – mange svære , tilsyneladende ufremkommelige veje – og det evindelige ”jeg ved ikke hvordan..” . Denne vantro belaster – den sande lovsang forstummer, bibellæsningen bliver det småt med og det eneste du snakker med medkristne om er hvordan denne verdens fyrste vinder frem – og al den ondskab og ugudelighed, der omgiver os i vor verden -sådan må det ikke være. Vi ved, vi har en herre, vor far - i Himlen – derfor er vor situation ikke håbløs.

Vi må vænne os fra altid at beklage os – vore hovedhår er talt. Vi må huske på, at Gud kommer til os i ORDET, Jesus – der kan vi finde fred og hvile for vor trætte sjæl og alle mørke tanker. Se på mig, siger Jesus – (Es 45,22: Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord!).

En stor hjælp i mørket er også det kristne fællesskab med hinanden og Jesus. Det er vigtigt, at du som kristen har et åndeligt fællesskab, hvor man kan dele oplevelser og sammen lovprise og takke Gud – Synge lovsange med indhold – ikke de tomme indholdsløse, som er så moderne, men uden et ord om hvad det er vi takker for. Et sandt fællesskab opbygger – opmuntrer – giver nye kræfter. En sådan samtale, hvor man åbner hjertet for hinanden og snakker om, hvad Jesus har betydet – og betyder - - om Hans førelse – og også de bjerge Han har hjulpet dig over bliver man opkvikket af. Du oplever – og mærker, at andre kristne er med til at bære dig – men også omvendt. Så lad os snakke sammen om hinandens erfaringer af forskellig slags i livet med Jesus og opkvikkes af fælles erfaringer.

Paulus skriver i Fil 2,12-16: Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves.

Og Det er Gud, der virker i os - gør dig stærk. Er du lydhør og lydig til at virke, der hvor Gud har sat dig? - Da vil han også virke i dig så du får lov at være et lys – en solstråle – midt i denne verden. Det kan godt være tunge ord, han lægger i din mund – ord, du vægrer dig ved at give videre – men uden lydighed kan Gud ikke velsigne. - Paulus sad i fængsel – og glædede sig over det, han hørte fra menighederne.

Vi må også glædes og takke for Guds underfulde førelse – blot vi ser den! - Måtte evangeliet så få den plads igen, som tidligere førte til vækkelser. Mange steder forstummer evangeliet og afløses af tomme ord og unødig (rådden) snak, som Paulus udtrykker det i Ef 4,29.

(Andreas Michelsen  - Shafan 19-09-20)