Martin Luther - SÅ FAST EN BORG

Komme dit rige (Matt 6,10). 

Den anden bøn i fadervor udretter ligesom de andre bønner to ting: Den ydmyger os, og den ophøjer os. Den ydmyger os på den måde, at den tvinger os til med vores egen mund at bekende vores store elendighed. Den ophøjer os, ved at den viser os, hvordan vi skal forholde os i denne ydmygelse.

Sådan fører hvert af Guds ord det med sig, at det forskrækker og trøster, sårer og læger, bryder ned og bygger op, river op og planter igen, ydmyger og ophøjer.

Den anden bøn ydmyger os på den måde, at vi åbent bekender, at Guds rige endnu ikke er kommet til os.

Når vi bliver alvorligt stille for det, er det forfærdeligt. Og der er al god grund til, at det må bedrøve os og bevæge enhver kristens hjerte dybt. For af dette følger jo, at vi er drevet ud i elendighed: Vi færdes blandt grusomme fjender, og vi er berøvet vores dyrebare fædreland. Det betyder to sørgelige ulykker.

For det første betyder det, at Faderen er blevet berøvet sit rige i os. Han, som jo ellers er og skal være en herre i alle ting. Men vi hindrer ham i at bruge sin magt og majestæt i os og bidrager dermed til hans vanære, som om han var en hersker uden land.

For alle, der elsker Gud, må det nødvendigvis gøre ondt at se, hvordan hans almægtige majestæt bliver spottet i os. Det er da forfærdeligt at tænke på, at det er os, som formindsker og forhindrer Guds rige. Det er os, som Gud - hvis han ville handle med os efter sin strenge lov - måtte fordømme som sit riges fjender.

Den anden ulykke er vores egen ulykke: Tænk, at vi ligger tilfangetaget i elendighed, bundne på hænder og fødder af så store fjender i et fremmed land. For det ville være forfærdeligt, hvis en jordisk herskers søn eller et helt land blev fanget af en jordisk fjende, måtte lide vanære og pinsler og til sidst lide den forsmædeligste død. Men vi er i fangenskab blandt de onde ånder. Hvert øjeblik har vi alle slags farer i vente for legeme og sjæl, og til sidst skal vi lide den evige død.

Hvis vi virkelig forstod det rigtigt, ville vi have grund til at frygte mere for vores liv, end hvis vi var ramt af hundrede dødelige sygdomme.

Men den anden bøn vil også ophøje os. For når vi på denne måde er blevet ydmyget og har fået et indblik i vores egen jammer, så følger trøsten. For så vil vores kære Herre Jesus lære os, at vi skal bede om at komme ud af elendigheden, og at vi ikke må fortvivle. For dem, som bekender, at de er til hinder for Guds rige, og med smerte beder om, at det dog må komme alligevel, vil Gud bære over med for deres jammers og bønners skyld, selvom han med al ret kunne have straffet dem.

Men de uanfægtede og overfladiske ånder, som er ligeglade med, hvor Guds rige bliver af, og som ikke af hjertet beder med på bønnen, vil Gud dømme så strengt, som han dømmer enhver, der undertrykker og bekriger hans rige.

Når det nu er alle, der skal bede med på den anden bøn i fadervor, følger det, at der ikke er nogen, der er uskyldige med hensyn til Guds rige. Der er ingen, der ikke har noget af Djævelens rige i sig. Og derfor skal du bede: ”Komme dit rige." For Guds rige tager her i tiden sin begyndelse, og det udbreder sig her, men først i det kommende liv vil det blive fuldendt.

Når vi beder den anden bøn i fadervor, siger vi altså kort sagt: "Kære Far, lad mig ikke leve længe her på jorden, men tag mig hjem, så dit rige kan blive fuldkomment i mig, og jeg kan blive helt forløst fra Djævelens rige. Eller hvis det er din gode vilje med mig at lade mig blive længere tid i denne jammerdal, så giv i din nåde, at dit rige må begynde i mig og dagligt udbredes, og at Djævelens rige til gengæld dagligt må formindskes og føres bort."

Læg mærke til, at der i forbindelse med den anden bøn i fadervor er to store vildfarelser.

Den første vildfarelse findes blandt dem, der løber hid og did for at blive fromme kristne og komme til Guds rige og blive salige. Den ene løber til Rom, den anden tager til Jakobs grav i Spanien. Snart bygger man en kirke det ene sted, snart engagerer man sig i et andet arbejde.

Men midt i al denne løben rundt undgår de det ene nødvendige: at de indvendigt må gøres til Guds ejendom og blive en del af hans rige. De gør mange gode gerninger i det ydre, og de er nogle skønne hyklere! Men indvendigt er de fulde af ondskab, vrede, had og hovmod, og desuden er de utålmodige og optændte af begær.

Det er dem, Jesus taler imod, da man spørger ham om, hvornår Guds rige kommer. Jesus siger: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er inden i jer” (Luk 17,20-21).

Tilsvarende siger Jesus i Matthæusevangeliet: "Hvis nogen da siger til jer: 'Se, her er Kristusl' eller: 'Her er han!' så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter” (Matt 24,23-24).

Dermed siger Jesus: ”Hvis I vil vide, hvor Guds rige er, så behøver I ikke at søge det langt borte eller løbe land og rige rundt, for Guds rige er ganske nær, hvis du vil. Ja, ikke alene er det hos dig, det er i dig."

For Guds rige består i kærlighed, sandhed, ydmyghed, trofasthed, selvbeherskelse og alle Åndens andre frugter. Og det er frugter, som man ikke henter ved at rejse over land og hav. De må vokse frem fra hjertet.

Derfor lyder bønnen ikke: "Kære Far, lad os komme til dit rigel” som om det var os, der skulle løbe efter riget. Nej bønnen lyder: "Må dit rige komme til os.” For Guds nåde og hans rige med alle Åndens frugter må komme til os, hvis vi skal have del i det. Vi kan aldrig af os selv komme til det. Ligesom det jo ikke var os, der steg op fra jorden til Jesus, men Jesus der kom fra Himlen ned til os på jorden.

En vildfarelse ved den anden bøn i fadervor, som er meget nærliggende, finder vi hos alle dem, der udelukkende bekymrer sig om, hvordan de skal blive salige, og som ved "Guds rige" ikke forstår andet end glæde og fryd i Himlen, sådan som man forestiller det sig på sanselig vis. Derved drives de til at frygte for Helvede, og de søger kun deres eget og deres egen fordel i Himlen.

Mennesker, der tænker sådan, ved ikke, at Guds rige består i noget helt andet. Det består i, at mennesker lærer kærlighed, renhed, mildhed og sagtmodighed og bliver fyldt med alle Guds nådegaver, som skal tjene til, at det er Gud alene, der lever og regerer i os.

Det er, hvad man allermest burde bede om. For det er at være salig, når Gud regerer i os, og vi er hans rige. Men glæde og lyst og alt andet, som man begærer, skal man ikke bede om eller tragte efter, for det vil give sig af sig selv og følge med Guds rige.

Det er ligesom med en god vin. Den kan ikke drikkes, uden at den af sig selv fremkalder glæde. Sådan må det i endnu højere grad gå, når Guds rige gennem nådegaverne og Åndens frugter bliver fuldkomne. Da vil der nødvendigvis - uden at vi søger det eller medvirker til det - frembryde glæde, fred og salighed.

Jesus byder os altså, at vi skal vende det falske og egoistiske øje bort, så vi ikke beder om, hvad der følger med riget af glæde, men så vi beder om Guds rige selv.

Men dem, der søger glæden først, og som ikke tænker på Guds rige, eller som udelukkende tænker på Guds rige for glædens skyld - de vil gå glip af begge dele. For de vil ikke have med selve sagen at gøre, og derfor vil følgen heller ikke blive dem til del.

(Andagt af Martin Luther - SÅ FAST EN BORG (16-18. SEPT) - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommission hos Nyt Livs Forlag 2017 - Shafan 03-10-20)