Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (v7)

Stalden i Bethlehem var et billigt hul. Jeg forestiller mig et skur til skrammel. Hvis det virkelig var en stald, må det have lugtet ækelt.

Hvilken elendighed ligger der ikke over historien. Maria, kvinden fuld af forhåbning finder ikke et bedre husly. Ude på græsgangen sidder retsløse hyrder. Ingen ansætter dem.

Pludselig er blikket vendt bort fra alt dette. Det var ikke en revolution. Det var heller ikke en stor aktion: Al verdens retsløse afskaffer elendigheden. Nej, pludselig er alt skønt. Hvilken forvandling!

Hvordan ville vi nu kunne tale om snavs. Det betyder da ikke noget. Det beskidte overstråles af Jesu herlighed.

I hele Det NyTestamente oplever vi det samme. En kvinde kommer i et sørgetog gennem byporten i Nain. I kisten slæber bærerne en ung mand. Han er død. Han døde i den bedste alder af livet. Han var denne enkes eneste glæde og håb. Nu er alt forbi. Men så kommer Jesus til hende: ”Græd ikke”! Kan man så nemt komme over dødens magt? Ja væk med elendigheden. Hos Jesus er det onde allerede overvundet.

Der var mennesker, hvis liv var fyldt med forfærdelige ugerninger. Og så tog Jesus det hele og sænkede det i sin tilgivelses dybe hav.

Jeg er bange for, at vi med vore øjne bliver hængende ved verdens lidelser. Grædende og klagende ser vi på alle de blødende sår, der er i verden, i stedet for nu at se på Jesus, høre hans ord og gøre, hvad han byder.

Verdens elendighed har mistet sin betydning . Det er ikke mere det herskende tema. Efter Jesu liv taler vi ikke mere om død. Vi taler om liv. Vi taler ikke mere om syndens magt. Vi taler om det nye liv, som begynder med ham.

(Andagt af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse - Shafan 19-12-20)