Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben

Jeg troede, derfor talte jeg. Jeg er hårdt plaget. (v10) Sl 116,1-19

Vores moderne verden har gjort livet mere bekvemt. Videnskab og teknik opfinder stadig nye forbedringer, Men de ting, der ikke kan blive løst tynger stadig mere. Til det hører angsten. Man taler ikke om angst. Men der er ingen, der ikke er berørt af det. Før et barn kan tale kan det føle angst. Og det vil være det sidste, vi føler i døden – dødsangst.

Det er jo ikke kun angstfølelser, der giver os problemer. Det er håndfaste fakta, der skræmmer os, der stilles kæmpestore krav til os. Fiaskoer og onde gerninger fortsætter med at hjemsøge os. Derfor kan man heller ikke kontrollere eller fjerne angsten. Man vil bortforklare den. Men kroppens angst fortsætter. Munden er tør. Pulsen stiger. Knæene skælver. Jesus flygtede ikke fra angsten. Han veg ikke udenom, men besejrede den. Derfor kan den, der tror på Jesus, se angsten i øjnene.

Når man læser Davids sange, Salmernes Bog, mærker man hvordan han altid var omgivet af angst. Men han digtede ikke jammersange, derimod troens lovsange. I frygten blev Herrens navn imponerende stort for ham. Han havde allerede tidligere lagt sin stærke hånd på Davids ofte bange og truede liv.

Midt i frygten vil Herren frelse og bevare os. Der findes ingen andre steder, hvor man ikke mere behøver at frygte. Gud fjerner heller ikke de truende farer, som forvolder så megen angst. Men han stiller sig beskyttende foran os. Ligesom voksne der sammen med et ængsteligt barn går gennem en mørk skov griber fast om barnets hånd.

Ham, den levende Herre og hans forbarmelse tror jeg på. Midt i angsten vil jeg i dag takke ham, at hans øre bøjer sig ned mod mig- Vi vil da ikke tro mere på angsten end på ham.

(Andagt nr 667 af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse -  Shafan 19-05-21)