Der var en, der spurgte ham: »Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret! Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv kastes udenfor. De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste.«

Bods- og bededag er blevet jaget frem og tilbage i kirkeåret. Den er blevet flyttet flere gange, fordi det var vanskeligt at finde en passende plads til den.

I rigtig gamle dage plejede man at forordne en bods- og bededag, når landet var truet af pest eller krig eller anden ulykke. I 1686 blev alle sådanne bededage samlet til en »almindelig« bods- og bededag. Den blev henlagt til fjerde fredag efter påske.
Men i 1916 fandt man, at det gav så mange helligdage om foråret, og så flyttede man (i Norge. O. a.) bededagen til efteråret, til fredagen før Alle helgens Dag.
Men så blev der for mange fridage netop der, og dermed måtte bededagen flyttes igen.
Man har ligesom ikke vidst, hvor man skulle placere denne bods- og bededag.

Nu vel - det får så være. Men ved vi, hvad en sådan dag skulle tale til os om? Ved vi, hvad bod og bøn er? Det er det mest om at gøre at være klar over. 

Jeg er ikke sikker på, at vi virkelig har grebet det. Måtte Gud få lov at tale til os ved sit ord! 
Bods- og bededagen skulle være en dag for alvorlig bøn - om hvad? Tanken var nok, at vi skulle tænke på vort land og vort folk. 
Det var et »kristent land«, de havde i tankerne dengang. Alle skulle jo være kristne. Men hvordan forholdt det sig med den sag? 
Dårligt - det måtte alle erkende. Derfor skrev man en dybt alvorlig bøn, som præsten skulle læse på prædikestolen. Vi kalder os kristne, men ak, hvor elendig er ikke vor kristendom, plettet, som den er, af stygge synder og overtrædelser. Sådan var bønnen på bededag. Det var »det kristne folk«, der skulle bede den bøn. 

Det tager sig ikke helt sådan ud længere. »Det kristne folk« er en mere problematisk tanke end nogen sinde. Synd og elendighed var der dengang også, men trods alt lå den forestilling dybt i folket, at vort land skulle være et kristent land. 
Sådan er det ikke længere. Ikke på samme måde. 

Med sorg har vi set, at samfundet forandres, og at lovgivningen bliver en anden. Hvad der før blev set på som synd og skam, sker nu i fuld åbenhed - i overensstemmelse med vore love. At dræbe børn i moders liv er altid blevet betragtet som en grov synd. Det er drab, ifølge Bibelen. Men nu sker det hver dag og er fuldt lovligt. 

Ægteskabsbrud er forekommet til alle tider - desværre. Men nu går ægteskabsmoralen fuldstændig i opløsning. Samfundet ikke bare godkender det, man kalder »papirløst ægteskab«, men legaliserer det. 
Samfundet vender sig bort fra Gud. Kristne mennesker har oftest været stærkt nationale i deres indstilling. Landets flag og optog med faneborg og kvinder i folkedragt har været et almindeligt syn. Ingen steder bliver vel »Gud signe vort dyre fædreland« sunget med større kraft og alvor end ved vore folkemøder. Vi føler, at dette er ret og rigtigt. Men hvor længe vil vi tænke og føle på den måde? 

Det fædreland, som vi lærte at elske, var præget af den kristne arv, sådan som den havde formet sig i europæisk kultur. De grundlæggende begreber om ret og vrangt, vore forestillinger om ære og vanære, troskab og utroskab, sandhed og usandhed, var formet af denne kristenarv. Vist var mangt og meget i samfundet galt. Men her var en grund, som vi mente, vort land byggede på, og som vi ville, det skulle bygge på. 
Det, vi oplever nu, er, at alt dette går i opløsning. Vi ser retsopfattelsen forlade den gamle grund og søge fæste i noget andet - om der findes noget fæste -. 

Vi ser det med dyb sorg og med smerte, og vi spørger: Hvor længe vil vi endnu kunne føle os et med vort folk som før? Er vi på vej mod en tilstand, som mere ligner den, de første kristne befandt sig i? De levede, skønt de boede i deres fødeland, i fremmed land. Hedenskabet var så tykt. Det rette fædreland var i Himmelen, der var ikke noget fædreland på jorden. 

Ja, sådan kan man tænke.  
Men på bods- og bededagen vil vi bede for vort folk. Vi vil bede Gud om ikke at flytte lysestagen og bede ham sende sin Ånd og skabe vækkelse og nyt liv. 
Her kunne vi gerne tænke på Daniels bøn - i det 9. kapitel i Daniels bog. Læs den bøn. Daniel bekender sit folks synder, som var de hans egne. Herre, siger han, du, som førte dit folk ud af Ægypten, du ser, hvordan vi har syndet imod dig. Vi har syndet, vi adlød ikke Herren vor Guds røst. Vore fædre har syndet, og vi har syndet. Forbarm dig over os! 

- Lad os vende os til dagens tekst. Det er et dybt alvorligt spørgsmål, vi finder her: Er det kun få som bliver frelst? 

Vi er vant til at høre den forklaring, at Jesus afviser spørgsmålet: Få eller mange, det angår ikke dig. Kæmp du for at komme med! 
Men dette er vel ikke helt rigtigt. Jesus siger jo: »Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thl mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke forrnå det.« Det minder jo om Matt 7,13: »Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad  den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.« 

Så alvorlig er sagen. Vi må ikke lægge skjul pâ dens dybe alvor. 
Hvorfor er de så få? Ville Gud ikke frelse alle de andre? Jo, men der var så mange, der ikke ville høre på ham, når han talte til dem om deres synd og fortabte tilstand. Derfor var det også kun de færreste, der ville lytte til evangeliet om frelse ved Jesu blod. 
De, som for alvor ville lytte til Guds ord om synden og om nåden, de begyndte at stride for at komme ind gennem den snævre port. 

Jesus taler om strid. Og når Paulus taler om troens gode strid, så er det det samme ord, han bruger. 1 Tim 5.12. »Den gode strid har jeg stridt,« siger han mod slutningen af sit liv. 2 Tim. 4,7. Han ser tilbage på et liv i kamp. Det var ingen sejlads i magsvejr, han havde bag sig. Strid og møje af mange slags havde han måttet igennem. Men målet lyste for ham. At nå frem til målet betød så meget for ham, at han måtte kæmpe sig igennem, koste, hvad det ville. 

Her er det store enten-eller: frelse eller fortabelse. Himmelen eller helvede. 

Nej, slger mange, helvede vil vi ikke høre om. 
Det vil de ikke, nej. Og her kan man mærke, hvor helt forskellig tankegangen er nu i vor tid i forhold til den, vi møder i Bibelen og hos de gamle rette lærere i Guds rige. 
Vor tids tankegang tager sig sådan ud: Vi er i virkeligheden ganske gode allesammen. I det mindste på bunden. Inderst inde er der det bare guld. Hvordan kan da nogen sige, at et menneske kan gå evig fortabt? 

Men i Bibelen og hos vore rette vejledere i gammel og ny tid er det helt modsat. Der lyder det: Vi er fortabte syndere allesammen, vi fortjener ikke andet end dommen og fortabelsen. Hvordan kan man da blive frelst? 

I Bibelen er der tale om kamp og strid, om modstand fra alle mørkets magter og om at fuldende løbet. 

Træng i Guds arme ind 
og til dín Jesu hjerte, 
det koste i`dit sind, 
hvad det vil for smerte; 
til kronen går man ej 
udí sin gode mag, 
træng ind, nu er der vej, 
nu hedder det: i dag! (DdS. 592,3) 

Da bliver det alvor. Da kan jeg ikke bare sove. Da må jeg kæmpe troens gode strid. 
Så bliver det om at gøre for hver eneste en af os at bruge nådens tid. I dag bydes vi ind gennem en åben dør - nådens dør. Men døren vil ikke altid være åben. Jesus siger, at der kommer et tidspunkt, da husbonden rejser sig og lukker døren. Da kommer nogle og siger: »Herre! luk op for os!« Men da skal han sige til dem: »Jeg ved ikke, hvor I er fra. Gå bort fra mig, I, som øver uret.« 

Det gælder den - det gælder dig - som ved, at du ikke er omvendt til Gud og kender Jesus i troen. Du må bruge nådetiden og omvende dig - i dag. 

Og det gælder samtidig enhver, som bekender troen og har været en kristen i kortere eller længere tid. Læg dig ikke til at sove. Du er ikke evig frelst, før du er hjemme hos Gud. Her nytter det ikke med undskyldninger. Dem har Jesus hørt mange af, og han forudsiger, at han vil få dem at høre til og med på dommens dag. 

Vi har da spist og drukket for dine øjne, og du har lært på vore gader, vil de sige. Det er det overfladiske religiøse engagements tale, der her kommer frem. Vi har da været med, vi også! Og hos Mattæus står der endnu mere i samme retning: Vi har da gjort store gerninger i dit navn, vi har talt profetisk i dit navn - vi var aktivt med i arbejdet! Kære Jesus, jeg gik da til møde, jeg gik da ofte i kirke - jeg var endog søndagsskolelærer en tid i min ungdom! jeg var da præst - jeg var med i samfundsledelsen i årevis, mig kender du da! Matt 7,22 ff. 

Men de alvorlige ord lyder: »Jeg kender jer ikke.« Dybere alvor end dette kan ikke tænkes. 
Vi er så optaget af, hvad vi skal mene om Jesus, om kirken og om kristendommen. Men hvad mener han om os? Det er det virkelig store spørgsmål. 
Det var folkets religiøse ledere, Jesus havde for sig her. Det var dem, der fik disse alvorlige ord at høre - de, som var så aldeles sikre på, at deres sag med Gud var i skønneste orden. Vær ikke sikker på dig selv, siger Jesus - der skal komme mange fra det fjerne og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige - men I bliver sat udenfor. 

Da bliver vi nødt til at stille det afgørende spørgsmål: Hvad er det for en strid, der er tale om her? Nogen kunne måske føle trang til at spørge: Er det nu også rigtig evangelisk at tale så voldsomt om »strid«? Er det ægte luthersk at bruge så stærke ord om, at vi skal kæmpe og stride? Bliver det ikke loviskhed - er ikke frelsen af nåde alene? 

Å Jo, det er sandt og vist: Frelsen er af nåde alene - for Jesu skyld. Gud ske lov for det! 
Men der er en ting, der må fremhæves. Vi må tale om boden, den sande bod. Dette er evangeliet for bods- og bededag, og det er ord, vi må høre hver dag. 

Hvad er bod? 
Jeg ved ikke nogen, der har sagt det bedre end Melanchton i Den augsburgske Bekendelse. Læs det med eftertanke: 
»Men boden består egentlig af disse to stykker: det første er sønderknuselsen eller den skræk, som indjages i samvittigheden ved syndens erkendelse, det andet er troen, som er en virkning af evangeliet, og som tror, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier den fra skrækken. Derefter skal også følge gode gerninger, som er bodens frugter.« 

Der er megen tale om bod i visse kredse i dag. Men hvad boden egentlig er efter bibelsk tankegang, har man ikke altid så klart for sig. Bod er ikke det samme som en vis stemning, en vis følelsesmæssig ydmyghed, man går med. Som det til dels lyder i dag, skulle man nærmest tro, at boden bestod i at gå og føle sig dømt og nedbøjet. Eller at den bare bestod i at »gøre godt igen« det, man har gjort galt. 

Men da bliver boden noget, vi selv får i stand. Og da er gerningsretfærdigheden ikke langt borte. 
Den sande bod er virket af Guds ord og Guds Ånd. Det er sagen. Guds hellige lov får bøjet synderen til erkendelse af hans synd og hans fortabte stilling. Da ser han livets og evighedens sande alvor. 

Men også dette hører med til boden: Evangeliet om frelse og barnekår for Jesu blods skyld må tænde troens gnist i hjertet, så man får frimodighed til at tro og bekende: Jeg er Guds kære barn for Jesu skyld. Her er det eneste sande grundlag for et nyt livl i lydighed og tjeneste. Ved troen på Jesus tager Helligånden bolig i hjertet - med lys og kraft. Og da vender hjertet sig til Gud og ønsker nu med ny iver at leve som Guds barn. 

(Afsnit fra SÅDAN ER JESUS af Carl Fr. Wisløff - Dansk Luthersk Forlag 1980  - Shafan 05-05-21)