Andreas Michelsen - 

Da sagde Herren til Moses: »Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love? 2 Mos 16,13-28 -

Om denne beretning skriver Winrich Scheffbuch:

Ud fra teltene bredte der sig forskrækkede skrig. Da kvinderne om morgene ville anrette morgenmaden, fandt de i skålene og krukkerne en vrimmel af orm i stedet for madresterne. Virkelig ækelt. Stanken fra krukkerne ødelagde den sidste appetit.

Endnu i går var alt i den skønneste orden. I går havde Gud på forunderlig vis skænket dem dette brød, manna – og i dag – var der allerede orm i det. Det kom sådan fra den ene dag til den anden.

Hvem oplever ikke dette. På arbejdet går det fint, også lønnen, pengene, maden, vor lejlighed, hvis – ja hvis ormen ikke lige havde været der. Vi tjener hele tiden mere, men pengene bliver mindre værd. Markerne giver bedre udbytte, men priserne falder. Nogle rammes af overproduktion, andre sulter. Vi bliver dagligt mætte, undertiden endog fede, men lykkelige bliver vi sjældent. Ormen er med. Fra den ene dag til den anden er velsignelsen ændret til forbandelse.

Hvorfor mon? Hvad kommer det af? - Hele nætter kunne man diskutere det. Hvordan kan Gud tillade dette?

Stop nu!  Hvis vi anklagende spørger Gud, bliver det hele straks forkert. Det er ikke os, der har et spørgsmål til Gud, de stinkende krukker er et spørgsmål til os.

Gud slår en streg over vor havesyge. Det er derfor vi møder sved og ærgrelser i livet. Det er derfor, vi ikke skånes for sygdom og smerte. Vores jammerlige forventninger til livet med dagligdagens bekymringer er for lidt for Gud. Han største gave må erkendes. Det er hans omsorgsfulde kærlighed, der i Jesu kors kan erkendes af alle. Han giver mere end mad og drikke, han giver sig selv. Men den, der tror på ham, vil også i det timelige modtage overmåde mange gaver. som ingen kan tage fra os.

(Andagt s 393 af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben - Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse)

Orm i dit kristne liv.

Vi kan, som Winrich Scheffbuch skriver det, også opleve, at der går orm i vort liv som kristne. Det sker nemt, når vi mener at kende det hele – jeg kan da godt huske den beretning – men hurtigt kan disse orme brede sig – og det, der engang bar mig, er ligesom smuldret væk – ædt af orme – og nu er det kun deres stinkende efterladenskaber tilbage, så jeg lægger låg på. - Jesus er blevet borte.

Det har jeg dog ikke opdaget, men har det ligesom vi læser i 1 Mos,11. ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn,” -

Men også da, hvor de ville have et navn og bygge tårnet til Himlen, gik det galt. - Ikke orm, men man forstod ikke hinanden.

Også i vore kristne menigheder oplever vi, at der tales forskellige sprog, så det fællesskab, som det startede med, forsvinder. Det sker, når fællesskabet opad lider og samværet bliver uden en fælles herre. Så kommer forvirringen - lederen er forsvundet.

Vi vil også gøre det bedre – bygge et tårn – skabe noget nyt, noget større, noget uforgængeligt – skabe os et navn. Et navn, et navn der ansporer til store bedrifter – et navn, som kan skabe håb og liv. Men – alle vore geniale planer smuldrer – ædes op af orme – eller sprogvanskeligheder. Der fremstår forskellige ledere, som taler hver deres sprog – og vi andre har også vort eget sprog.

Det mislykkes – falder fra hinanden. Den fælles vilje til opgaverne ødelægges af de mange forskellige meninger/sprog. Det ender med spittelse og fremmedgørelse.

Det er Guds dom. Et folk, der har mistet mening og mål overfor Gud, kan ikke trøste sig med et erstatningsparadis. Det er der ellers adskillige eksempler på. Jesus nævner manden, der ville bygge sine lader større – men vi kender det også i dag. Jeg har det godt og vil slå mig til ro med det. Men som Gud talte og sagde ”I nat kræves din sjæl af dig..” sådan møder jeg også i dag Guds kald – Vend om!

I beretningen ovenfor fra 1 Mos kaldte Gud Abraham – det var starten på velsignelsen over folket. I slutningen af åbenbaringen står navnet, ved hvilket alle faldne mennesker igen kan finde deres værd og betydning. Navnet Jesus. Den, der vil kalde på denne Herres navn, skal blive frelst.

Så lad os kalde på Herren – Jesus Kristus, der kommer til os i Ordet – Det ord som er vor manna – føden i den kristnes liv – hver dag – og nyt hver morgen.

1) O, salig stunder af Jesus vi får,
når Ordet fra Gud os til hjerterne går.
Vi samles nu atter til bøn og til sang
for Ordet at høre, for Ordet at høre.
Ja, giv os at høre
dit ord end engang.

3) O, vend vore tanker fra jordlivets strid
Giv , at vi nu samler for kommende tid
vor næring og trøst af dit ord, som består
Vi er jo dog dine, vi er jo dog dine
med blod, sår og pine
så dyrt købte får.

5) Forbarm du dig, Herre, og tænk på vor nød,
o, gør os nu varme, opvæk os fra død.
Lad loven os knuse, gør Frelseren stor.
Lad Ånden nu råde, lad Ånden nu råde,
og vis os i nåde,
at du blandt os bor!

(v1,3 og 5 fra ”O salige Stunder” af Clara Ahnfelt 1859   –  Nr 209 i ”Lovsangstoner, Nyt Livs Forlag 2020) 

(Andreas - med input fra andagten "Auf Sand gebaut" s 399 - Shafan 26-08-21 -)