Frank Jacobsen -  3. søndag efter trinitatis" - Til tro på Jesus"

Vi så ved indgangen til Trinitatis-tiden, at den nye fødsel, som fører os ind i Guds Rige, bestod i den tro, der ser hen til Jesus, ligesom de slangebidte jøder så hen til kobberslangen i ørkenen. Denne tros vækkelse er en forunderlig dejlig ting. Paulus beskriver troens vækkelse hos menigheden i Thessalonika således: »Vort evangelium kom ikke til jer i ord alene, men i kraft, med hellig Ånd og fuld vished.» Den tro, evangeliet om Jesus skaber, er langt mere end bare ord. Den er kraft. Den er en hellig Ånd. Den er fuld vished. Med troens vækkelse er al tvivl borte - al usikkerhed - al følelse af mangler - det er som vejret bort.

Jeg husker endnu første gang, evangeliet vakte troen til live i mig. Gennem mange år havde jeg kæmpet for at leve som en retfærdig og sand kristen for Gud - med et ønske om at tilhøre ham helhjertet. Fortvivlet havde jeg hørt prædikanter tale om, hvad Guds kraft formåede, uden at jeg nogensinde oplevede den kraft. Da var der én, som prædikede om den håbløse kamp, som mange stod í: »bare jeg kunne kæmpe bedre, bede bedre, sejre bedre.» De er ikke kommet til troen - den tro, som derimod siger: »Tak, hvad Jesus har kæmpet, bedt og vundet.»

De ord vakte troen hos mig. I det øjeblik så jeg, at Gud havde ladet mig kæmpe forgæves med at bede bedre og sejre bedre, fordi jeg skulle regne med det, som Jesus havde kæmpet, bedt og vundet for mig. Det var en salig vished at have alt, hvad jeg manglede, i Ham. Pludseligt havde jeg alt, hvad jeg behøvede nu og for altid i Ham. Det var vundet. Det var for mig.

Hvor jeg forstår disse toldere og syndere, som holdt sig nær til Jesus for at høre ham. Der er kraft i det. Der er en hellig Ånd i det. Der er en salig vished. Her har tolderes og synderes sjæl haft det godt. Men fred for mennesker får denne tro ikke. Tværtimod vil den altid have nogle dødelige fjender, som vil gøre alt for at få mennesker bort fra denne tro. Og det er - mærkeligt nok måske - ikke gudsfornægtere og gudshadere, men tilsyneladende fromme, bibeltro, gudfrygtige. Vi møder dem her i skikkelse af farisæerne og de skriftkloge. Og de har et farligt våben imod troen, nemlig Guds egen lov.

Adskillige steder i Skriften møder vi eksempler på, hvorledes loven bliver brugt imod troen på Jesus. Et af de stærkeste eksempler er Paulus' brev til galaterne. Her skriver Paulus om, hvorledes galaternes tro er blevet optaget af loven og dens gerninger. Og frugten heraf er, at Paulus ikke længere hører dem prise sig salige over forløsningen i Jesus - den forløsning, som før var deres salighed. De har ikke mere den gavn af Jesus, som de havde før. Loven dræbte troens glæde og troens fred.

Af samme grund hører vi her, hvorledes netop fromme og skriftlærde knurrer mod disse toldere og syndere, som holder sig nær til Jesus for at høre ham. Men Jesus knurrer ikke over denne tro hos dem. Tværtimod. Tre ting siger han om dem, som udtrykker alt andet end bebrejdelser og mishag.

For det første siger han, at hvor denne tro er, er et menneske fundet af ham. Det er om dem, han siger: »Jeg har fundet mit får.« Sådan ser han på dem, som ikke gør andet end at holde sig nær til ham for at høre ham. Da ser han: Jeg har fundet dem, som før var tabte. I dem så han målet for sit liv nået - for, som han siger: »Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.» Det andet, han siger om dem, er, at de er bragt hjem. De hører nu hjemme hos Gud. At holde sig nær til Jesus er at være hjemme i Guds evige rige. Og endelig for det tredje siger han, at der er glæde i Hirnlen over dem - ikke fordi de overstråler andre i dyder og godhed, men fordi de så gerne holder sig nær til Jesus.

Men hvorfor har farisæerne og de skriftlærde så meget mod denne tro? Jo, der er én ting, som altid har fået lovens folk til at knurre mod Jesus og evangeliets tale om ham. Og det er, at han med alt, hvad han kæmpet, bedt, ofret og fuldbragt for os på Golgatas kors, bærer dem på sine skuldre hele vejen hjem til Gud. På hans fuldbragte værk hvilede deres tro i en salig fred og fuldkommen vished om, at med hans gerning er alt blevet godt. Men for farisæerne var det meget mere afgørende, hvad han lagde på deres skuldre. Mens der i Guds Rige blandt alle de hellige engle var glæde over dem, som holdt sig nær til Jesus, fordi de der blev båret af ham, så var farisæerne og de skriftlærde utilfredse med, at Jesus ikke lagde alt det på disse toldere og synderes skuldre, som Gud dog lagde på alle menneskers skuldre i sin lov. De kendte ikke til den dybe sandhed, at der, hvor troen bliver bundet til loven, bliver fjendskabet mod Gud og hans lov blot større. Som Paulus skriver: at ved loven bliver synden levende og større (Rom. 7,9 og 5,20).

Men alt det var farisæerne og de skriftlærde ubekendt. I deres liv var synden død. Fejl kendte de til som alle andre. Men synden som en magt, der holdt dem i trældom, kendte de ikke til (jf. Joh. 8,33). Og det afslørede noget dybt alvorligt hos dem: at de trods al deres nidkærhed for at gøre efter lovens bogstav i virkeligheden var uden lov. For som Paulus skriver i Rom. 7,9: »Uden lov er synden død.«

Det betød to - for dem uforståelige og alvorlige - ting, som Jesus peger på her. Det ene: at de trængte til omvendelse. Det var ikke dem, der holdt sig nær til Jesus, der trængte til omvendelse, for de var allerede vendt mod ham, som de skulle vendes mod. Nej, dem, der trængte til omvendelse, var dem, der ikke kendte syndens magt, fordi de var uden lov - dem, der knurrede over dem, som fandt hvile på Jesu skuldre. Det andet, det betød for dem, at synden var død i deres liv, var, at der i Guds evige rige ikke var glæde over deres alvor og strenghed og ivrige brug af Guds Ord, hvorimod hele den himmelske verden frydede sig over de fortabte, som i troen holdt sig nær til Jesus.

Jo, man skal virkelig være født af Helligånden for at se Guds Rige. Amen.

(Prædiken ad Frank Jacobsen - i "Til tro på Jesus" - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening - I kommission hos Forlagsgruppen Lohse 2012 -  Shafan 19-06-21)