»Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Selv de største mænd i Bibelen var undertiden ikke klar i troen. Abraham vendte tilbage efter et stort slag, hvor han kunne befri sin fangne bror. Det var store dage. Men derefter stod den gamle nød igen foran ham. Det Gud havde lovet ham i sit ord, skete ikke. Det er anfægtelse. Man ser intet til Guds ledelse. Man mærker intet. Man er alene. Himlen synes låst.

Ind i denne stilhed taler den levende Gud. Anfægtede får ingen andre svar, ingen beviser, ingen synlige bekræftelser, alene hans ord: ”Frygt, ikke jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.” Det gør indtryk på mig hvordan Abraham derpå blot fortalte Gud om sine bekymringer. Anfægtelserne kæmper jo ikke imod os, men mod Guds løfter. Man må gennemdrøfte dem med Gud i bøn.

Hvad svarede Gud derpå? Han holdt sig til løftet. Han bekræftede det endog. Og Abraham troede. Han antastede ikke Guds hellige majestæt. Troen ved, at Gud kan. Også når han må vække sine børn af sten. Han har jo sagt det til mig. Det er nok.

En bibelfortolker har oversat denne tro i anfægtelser med et billede: Kast anker i Guds løftes klippegrund. Imod alle erfaringer, imod egen afmagt og synd, har jeg tiltro til, at han sejrer.

I anfægtelser kan andre mennesker ikke bære os. Vi falder alle. Anfægtelse kan kun overvindes ved Guds ord. Dette anker giver tvivlende vished og fasthed. Til det holdt Abraham sig. Han troede på Herren. Gud blev ham mere end alt andet til beskyttelse og løn , som ikke skuffer.

(Andagt af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse - Shafan 31-03-21)