Jeg er i Herrens hånd –Jesu hænder er bestandigt udrakte – over en oprørt sø  - mod en blind – en spedalsk - ...

I Salme 139,5-6)  læser vi : ”du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Esajas: "Se i mine hænder har jeg tegnet dig" Es 49,16)

Når du er indgraveret i Jesu hænder – kan du være tryg i alt hvad der måtte møde dig. Som salmisten skriver:

"Herre, din godhed når til himlen, din trofasthed til skyerne. Din retfærdighed er som Guds bjerge, dine domme som det store dyb. Herre, du frelser mennesker og dyr. Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud! Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge. De mætter sig ved overfloden i dit hus, du lader dem drikke af din herlige bæk; for hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset! -. Sl 36,6-10)

Guds kærlighed har i Jesu naglemærkede hænder åbnet døren til frelse - og den er åben endnu - men bliver lukket i Guds time - og du har ikke nøgle til at lukke op. . den kan heller ikke brækkes op. Du må fortsætte dit liv i en verden uden Gud - uden en frelser - uden en talsmand - uden håb og lys i mørke  -bortset fra helvedes ild. Vent ikke til i morgen. Nu er alt rede - er du?

Eller er du havnet i den fælde, som er så fæl og ødelæggende, men så let at havne i. Du kender det - kommer i din menighed, hører en prædiken, men lytter ikke hverken med ører eller hjerte. Tankerne er optaget - hele dit sind er langt borte fra virkeligheden, den virkelighed som er i Guds Ord og du flygter fra. Der er ting, som skal gøres i menigheden . . .

Kan hænde du også er havnet i sammenlignelsernes forbandelse, som Hans Erik Nissen kaldte det. Du ser på andre i menigheden og finder ud af, at de er langt værre stillet end dig selv, for du gør en indsats og har flere betroede opgaver. Du er optaget af dig selv - på flere måder og har så travlt, at der ikke er tid til stilhed og bøn - hverken i hjemmet eller menigheden. ... - Se på Jesus i  stedet - og tag tid til at be og vær stille for Herren. Han kender dig og et suk er nok.

At læse i Bibelen? Du kender jo det hele - så det er der ingen grund til, siger du - på samme måde når du sidder i menigheden og forkynderen læser den kendte tekst op - det kender jeg jo, og NN havde nu en bedre vinkel på den.

Stop lige! Husk det er Guds levende og virkende Ord - forkynderen er blot et talerør, og er det ikke tilfældet, så han begynder med tom menneskesnak, som desværre også forekommer. Da må du smage nærmere på det ord, som blev læst. Ordet er levende, så vær stille for det og lad dig fylde af det.
Og følg så med Jesus på din livsvej. Han vil ledsage dig - men vil du lade dig ledsage af Jesus - også der hvor du ikke selv kan bunde? Måske ikke min vej - en vej eller anden, vor Herre ved råd .. - Ja hvor er det trygt at måtte hvile i dette: Jeg er i Herrens hånd - tiderne skifter og din vej / sti, som er banet for dig ændres også i tiden. Men målet er det samme - må vi mødes der, og lade Jesus være vor ledsager hele vejen.

”Kast din byrde på HERREN, så vil han holde dig oppe. han lader ikke for evigt den retfærdige rokkes”. Sl 55,22

Tager du imod Jesu udrakte hånd og lader ham ledsage dig og  styre dine skridt - som f. eks Abraham, der brød op og lod Gud lede sig?
Winrich Scheffbuch (pensioneret præst i Stuttgart) har bl.a. nedenstående andagt vedrørende det at lade sig lede.

Langt forud for sin tid Hbr 11,8-16

I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.

Abraham havde for længst nået pensionsalderen, da Gud kaldte ham.

Man kan godt lide at se tilbage på det forgangne. Med skinnende øjne fortæller man, hvor godt alt var tidligere.
Men Abraham var en troende. Fortiden bekymrede ham ikke mere. Han så fremad ind i fremtiden. Gud havde indviet ham i sine vældige planer. Nu var han grebet af, hvilke store ting Gud ville skabe ud af hans gamle liv. Det gjorde hans gamle dage spændende.

Meget var derfor blevet ligegyldigt for ham. Verden kender jo intet virkeligt nyt, højst ændringer i moden. Til tider bærer man lange nederdele og så igen meget korte. Nogle gange er det moderne at lade håret bølge over skulderen, så klipper man det igen kort som en børste. Alt det er jo ikke særligt ophidsende. Det er kun mennesker, som ellers ikke kender til verdensbegivenheder, der ærgrer eller glæder sig over det.

Mon andre nu ikke må ryste på hovedet. De kan ikke forstå Abraham. Han opgiver sit dejlige hjemland og drager i stedet gennem det øde steppelandskab. Han har nok i teltet, som han i dag pakker sammen og i morgen sætter op på et nyt sted. Mon ikke hans venner fik medlidenhed med ham, fordi han gav afkald på alt, som gør hans liv behageligt og skønt?

Derfor måtte Abraham, hvor han end kom hen, prædike om sine store erfaringer med den levende Gud. Han ville ikke mere bytte med nogen som helst. Han havde mere end alle andre, om end alene i håbet. Hans hjem, som han gik imod, var ikke et luftkastel, men derimod en fast grund i Guds løfte.

På dette punkt var han gerne verdensfremmed. Hans tid i denne verden var alligevel begrænset. Dette gav ham den nødvendige afstand til mange presserende daglige begivenheder. Og alligevel kunne han erkende og udnytte hvert øjeblik i lyset af det, der ville komme.

Hvordan ville det ikke forandre vore jordiske dage, hvis Gud i dag ville gøre det evige mål stort for os.          

Andagt nr 731 af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse

( Shafan 23-06-21)