Martin Luther - SÅ FAST EN BORG

Mit hellige navn skal I ikke mere vanhellige (Ez 20,39).

Når de gudfrygtige og troende mennesker roser sig, så roser de sig af Herren. De beder altid om, at Herrens navn må blive helliget, højt agtet og æret. Det betyder også, at de dømmer sig selv, ja fordømmer sig selv, regner sig selv for ringere end andre mennesker, sætter sig selv nederst og absolut intet vil høre om deres eget navn.

Sådan er det med den sande kristne. Men det er kun korset, der kan dømme om, hvem der i sandhed ærer Herrens navn. Der er nemlig mange, der roser sig af at elske Herrens navn. Der er mange, der med stor tillid og stolthed smører Herrens navn op på alle vægge og í alle breve med et ”Gud alene skal have al æren!”, ”i Jesu navn” osv. Og hvem har ikke stadig denne ædle og kristelige tale på sine læber: ”Gud ske tak og lov!”

Hvis bare alle disse talemåder havde indhold og ikke var et udtryk for, at man vanhelligede Guds navn, så ville der ikke være noget saligere end Herrens kirke og menighed i vores tid! Men nu er det sådan, at den, der nævner Guds navn med sandhed, er en sjælden fugl.

Hvis de kristne af navn i sandhed elskede Herrens navn og ikke snarere deres eget navn, hvorfor bliver de da så vrede og finder sig ikke i, at man benævner dem med deres rette navn: kalder dem onde og dårlige mennesker eller det, der er værre?

Hvorfor vil de ikke af hjertet give dette vidnesbyrd ret og bekende: ”Ja, jeg er en synder, men: 'Gud være lov og pris', eller: 'Gud alene være ære' - for min frelser lever”?

Hvorfor sætter de sig så heftigt op imod den sandhed, som en anden vidner om for dem? Hvis deres hjerte virkelig var retskaffent, ville den samme ydmygende sandhed træde frem for deres øjne, uanset hvor de så sig hen i livet, og uanset hvad de ellers prøver at give det udseende af over for andre mennesker.

De kan nok angre i det ydre og måske endda kalde sig syndere. Men deres hjerte er ikke blevet åbent for denne sandhed. Derfor ser man også, hvor hurtigt den påtagede anger og hadet til deres eget navn bliver forvandlet til en brændende kærlighed til det samme navn.

De bedrager sig selv med deres falske kærlighed, til Herrens navn, når de reagerer så kraftigt imod, at en anden vil tage Herrens navn fra dem. I virkeligheden kaster de selv Herrens navn fra sig, samtidig med at de siger ”Gud være ærel!" og ”Gud ske tak” og i det ydre bekender, at ”vi er syndere".

Men når nu de ydre ord, der bruges, er de samme, hvordan kommer så forskellen så til syne?

Det kan kun ske på én måde, nemlig ved at Kristus prøver os med kors og vanære.

Skt. Gregor har sagt det sådan: ”Korset og vanæren viser, hvad enhver hemmeligt bærer i sit skjold."

For under kors og vanære vil det falske ”Gud ske tak" snart forvandle sig til gudsbespottelse.

(Andagt af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommission hos Nyt Livs Forlag 2017 - Shafan 07-01-21)