Hans Erik Nissen - Bibelsk Tro 4/1995

Falsk lære er altid farlig for troen. Ofte kommer den i lysende klæder. Dit naturlige menneske fryder sig og føler det nye budskab som en befrielse. Den falske lære virker som den forkyndelse, der har været behov for i årevis, og mange føler sig skuffede over, at ikke alle kristne er lige begejstrede.

I himmelen

Der findes et land, hvor der ikke er nogen, der græder. Der skal ikke være sorg, savn eller sygdom. Ingen skal mangle det daglige brød. Der skal heller ikke være nogen, der misforstår eller sårer hinanden. Alt skal være præget af den fred og harmoni, der hænger sammen med, at Guds lys gennemtrænger alt. Guds fred skal råde ind i det inderste ikke alene i menneskehjerter, men også i den øvrige himmelske skabelse.

Længselen efter en sådan verden bor dybt i hvert eneste menneske, kristen som ikke; Den ikke-kristne har i vor kultursammenhæng kun en vag forestilling om et liv efter dette. Derfor ønsker han paradiset bygget på jord. Blændet af denne verdens gud mener han, at penge er vejen til lykke. Drømmen om materiel rigdom har magt over sindene.

Guds barn er bleven oplyst ved Guds ord. Du gennemskuer verdens bedrag. Du ved, at «verden ejer ingen lyst, som kan fryde dette bryst». Men det hindrer ikke, at drømmen om et jordisk paradis også kan føre dig på afveje.

Lovsangskristendom

I himmelen skal lovsangen lyde i evigheders evigheder. Det slagtede lam skal prises for det offer, han bragte på Golgatha. Vi skal ikke blive trætte af at ophøje ham, der af Gud blev hengivet for vore synder. Guds råd til frelse skal fylde lovsangen med indhold og kraft. Sangens indhold skal gribe tanke, vilje og følelse.

Gennem alle tider har det været en sammenhæng mellem den evige lovsang og den sang, der er født i frelste synderes hjerter her på jord. En salme som «Af dybste nød, o Gud til dig, mit bange råb jeg sender», er en triumferende lovsang, der helt er gennemtrængt af Kristi sejr og opstandelseskraft.

Meget af det, der i dag kaldes lovsang, henvender sig næsten udelukkende til følelsen. I de enkle tekster er der meget lidt at grunde over. Derfor er det sjældent, at såndanne sange bliver til hjælp for nogen. Det er også sjældent at disse sange fører en kristen ind på offervejen, men de kan skabe en stemning, en lykkerus.

For nogle år siden fortalte en ung mand mig, at hans psykiater havde forbudt ham at gå til lovsangsgudstjenester, og med et smil i øjet sagde han, at han godt kunne forstå psykiateren. Han kunne slet ikke styre sig selv i sådanne sammenhænge. Hans hænder fløj op, og han gav sig med hud og hår hen i stemningsbruset.

Det er karakteristisk, at stærke følelsesmæssige oplevelser afføder en mærkelig sjælelig tomhedsfølelse bagefter. Får følelserne en dominerende plads er vejen ikke lang til lede. Det er også karakteristisk, at mange af de nye sange ikke tåler hverdagens slid.

Anfægtelseskristendom

Det alvorlige er imidlertid, at det samlede billede af kristendommen, der tegnes gennem de nye lovsange, er falskt. De taler næsten ikke om kors, anfægtelse og nød. Og det er der meget af i en levende kristens liv, hvor kød og ånd er i stadig strid med hinanden. Derfor vil vi også opleve, at mange ikke mindst unge rives med i nogle måneder eller år, men de siger farvel. til de kristne sammenhænge igen med en følelse af at være blevet bedraget. Livet med Jesus var jo ikke så meningsfyldt, problemløsende og lykkeligt, som man havde givet dem indtryk af.

Det er sandt, at der hvor syndernes forladelse er, der er der liv og salighed. Men det er lige så sandt, at en kristen har det ikke let i denne verden. Du har i modsætning til en ikke-kristen djævelen, verden og dit eget kød imod dig. Vejen til himmelen er smal. Ikke sjældent opleves Guds kærlighed som skjult under Guds vrede og tugt. Er der end tider af hvile, fryd og glæde, så er de korte sammenlignet med de mange dage under djævelens stadige beskyldning. Du kan blive så træt af altid at skulle være i kamp, men der er ikke nogen vej udenom, hvis målet skal nås.

Hold ut!

Forfærdeligt mange klarede det ikke. De sluttet fred med verden. Så blev jorden en himmel for dem. Takke- og lovsange kunne de stadig synge, men ikke sange, der skildrede en kristens kamp, anfægtelse og nød. Det kendte de ikke noget af i deres liv. Budskabet om nåde for fortabte og hjælpeløse syndere havde ikke længere magt over deres sjæle. Det var ikke længere dagligt brød.

Jeg kan ikke skrive disse ord uden at frygte, at jeg selv kan ende der, hvor den åndelige sikkerhed kvæler troens liv i det jordiske himmerige. I den nød ved jeg ikke anden udvej end at synge med Rosenius: Vig ej fra mit hjerte åndens armods smerte; du til gavn mig er. Sig mig mine lyder så jeg altid nyder nádens rígdom her.

(C.G.Cassel 1843. C.O.Rosenius 1850 - Lovsangstoner nr 321 - Nyt Livs Forlag)
(Artikel af Hans Erik Nissen i Bibelsk Tro 4/1995 -  Shafan 08-09-21)