Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.

Med hvilken omhu fjerner vejdirektoratet ikke landevejenses dødskurver. Det drejer sig om menneskeliv.

Med stor indsats sørger mange mennesker for en sund kost. Livet er trods alt dyrebart.

Med kærlighed og hengivenhed bliver de syge passet. De er nødt til at blive raske igen. I vores gader suser ambulancer og udrykningskøretøjer med blå blink gennem den tætte trafik med trængsel og travlhed. Folks liv skal og må reddes! Det kan enhver forstå.

Jesus er bekymret for en særlig slags mennesker. Han ønsker at redde ulve, der bider og sønderriver. De bør også opleve hans kærlighed. Det er derfor Jesus sendte forsvarsløse får som budbringere til ulvene. De skulle ikke vente på at ulvene havde opsporet dem, men gå til dem.

En studerende bragte mig uden at sige noget en håndmalet plakat, som han havde kopieret fra skolens tavle. Det var mere end en latterliggørelse. Usande fornærmelser blev her fremsat offentligt mod den lille kristne bønnekreds på skolen. Og så spurgte den studerende : "Må jeg ikke hævne mig? Jeg ved, hvem der tegnede det." Nej, det må han ikke! Fordi ulve kan kun vindes ved lammenes stille natur. Bide og rive kan de selv gøre bedre.

Denne missionsopgave er ikke ny. Jesus gik foran på den vej. Fra Jesu lidelsesvej ved vi hvilket afgrundsdybt had der gemmer sig i mennesket. Kan det stadig overraske os? Men selv disse mennesker må klart og forståeligt høre troens vidnesbyrd.

Vi sad sammen med en østafrikaner. "Hvordan kom det til vækkelse i Uganda?" spurgte vi ham. Han fortalte derefter om unge drenge, der gjorde tjeneste som piccoloer ved kongen af Ugandas hof. Da de kom til at tro, nægtede de kongen syndige tjenester. Fuld af vrede lod han dem føre til bålet. Der sang de stadig deres trossange. Den grusomme forfølgelse varede i flere år. Men det endte med forfølgernes omvendelse. Mange af dem fandt fred i Jesus Kristus.

(Andagt af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse - Shafan 22-04-21) )