Hans Erik Nissen - Bibelsk Tro nr 3 1995"

De efterretninger, Nehemias fik fra Jerusalem, var frygdelige: Folket levede i stor nød og vanære, og Jerusalems mur var nedbrudt.

Aktuelt før - og nå

Hvordan er vor stilling - ikke i menneskers, men i Guds øjne? Hvordan bedømmer Herren os? Gud ransager hjertene. Han er den eneste, der kan gøre det. Vi skal ikke udtale os på Guds vegne, men vi skal våge. Det indebærer, at vi skal se virkeligheden i øjnene. Gør vi ikke det, sover vi ind i døden.

Mange mennesker lever i dag, fordi de hørte advarselstegnene. De gik til læge, blev undersøgt, og der blev grebet ind i tide. Hvad der gælder vor krop, gælder også vor sjæl. Mange fik Satan lov at lulle i søvn. Vel lød der advarselsråb, men de blev overhørt. Andre lod sig vække. De gik frem i lyset og lod sig behandle av Guds ord. Det blev opgør og en ny begyndelse.

En nedbrudt mur

Det som kendetegner vor åndssituation er, at muren mellem Guds folk og verden ikke længre er der. Verdens ånd og væsen blæser ind over Guds folk og siver ned mellem de kristne indbyrdes. Vel tænker og handler Guds børn ikke helt som verden. Alligevel kan vi alle nævne mange eksempler pä, at det, som verden tænker og gør i dag, det tænker og gør de kristne i morgen.

Hva er sket?

Der er gennem de senere år sket en umærkelig ændring i opfattelse af, hvad det vil sige at være en kristen. For år tilbage fandt mange deres identitet som kristne i deres forhold til Guds ord. Derfor opplevede de en stor trang til at fordybe sig i Guds ord og blive ført ind i, hvar der står skrevet. Senere blev evangelisation det store ord, og mange fandt deres kristne identitet i det, de gorde for Jesus. Til en vis grad er det stadig tilfældet, samtidig med at der tydeligt spores en træthed, og det kniber med at få folk til at gå ind i alt det meget, som er sat i gang.

Ingen ny metode

Der er to ting, som er afgørende for Guds folk. Det er forholdet til Guds ord og livet i spændingsfeltet mellem lov og evangelium. Er vi ikke under en stadig og intens påvirkning av Guds ord, da bliver verden, dens tanker og meninger uvilkårligt det, vi tager farve af. Lader vi os ikke bestandigt dømme af loven og oprejse ved evangeliet, bliver vor kristendom mærkelig kold og teoretisk, selv om det, vi siger og mener, er aldrig så rigtigt. Hvordan kommer vi ud af det åndelige dødvande, Vi befiner os i?

Det er viktigt, at vi ikke mener, at en ny metode, teknik eller sag kan hjælpe os. Fristelsen til at tro det har gang på gang ført os på afveje. Nej, sandheden er, at vi ikke magter at gjenrejse de mure, der virkelig kan være et boltværk mod verden, dens væsen og ånd. Vi vil i år fremover kunne drive det meste af vort arbejde, men griber Gud ikke ind, vil vi opleve en tilbagetrækning på frontafsnit efter frontafsnit.

Når det bliver pinse på ny

Herren må påny udgyde sin ånd, så hans ord fâr samme magt over vore sjæle, som det havde i väre åndelige fædres tid. De var ikke helgener. Vi kan hos de fleste af dem finde nogle af pietismens vildskud, men de havde mødt Gud ansigt til ansigt. Ordet om blodet havde sat deres hjerter i brand, og de vilde et: Jesus, Jesus og bare ham. Deres bøn var ikke bare rigtige og velvalgte ord. Den var et nødskrig til Gud både for deres egen og for andres frelse. Det er forkert at mene, at deres nej til verden bare var affødt af trangen til at tage sig from ud i egne og andres øjne. Det er sandt, at også for dem var synden med i alt. Alligevel var drivkraften i deres liv Guds egen Ånd. Det var ham, der førte dem ind i brud med alt det, som ville hindre deres åndelige liv.

I helliges spor

Også for os tegner Guds ord billeder af, hvad det vil sige at tage sit kors op og følge efter Jesus gennem Paulus' ord: Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.

Det er, hvad det drejer sig om: Selv at nå målet og at få andre til at gøre det samme. Ulykken i dag er, at det langt på vej er bleven en selvfølge, at man selv når målet. Alt for få læser Guds ord og hører Guds ord for selv at nå målet. Sjælefienden gør, hvad han kan, for at gøre frelsesvished til frelsessikkerhed. Når det er sket mister troen sit liv. Den er ikke længere en stadig fortvivlesens flugt fra sig selv til Gud. Da bliver vidnesbyrdet også uden frugt. Det er livløst. Det er ikke født i et hjerte, hvis stadige bøn er: Gud vær mig synder nädig.

Vi ma tilbage til kilderne, eller rettere til kilden - til Jesus selv.

Dit kan vi ikke komme i egen kraft. Herren má forbarme sig over os. Vi behøver visdoms- og åbenbarings ånd til at erkende ham. Så længe vort kendskab til ham er en frugt af egne kræfter, er det ikke tilstrækkeligt dypt. Vi kan da have de rette meninger, men livet er ikke bleven Kristus. Det er helt anderledes nar vi fär lov til at se Jesus ved Helligånden. Da føres vi ud over den grænse, som kød og blod kan åpenbare. Da bliver Jesus sjælens lidenskab.

Vi må i tillid til Guds forunderlige løfter bede om at se det, som intet øje har set, og at høre det, som intet øre har hørt - det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham. Da føres vi ind i evangeliets hemmeligheder. Når det sker, er det morgenrøde påny for Herrens folk.

(Artikel af Hans Erik Nissen - Bibelsk Tro 1995/3 - Shafan 22-05-21)