Olav Valen-Sendstad - RETFÆRDIGGJORT AF TRO

I Bibelen findes der en hel del billeder, forbilleder, lignelser og også mere tankemæssige udtryk, som giver en fuldstændig forklaring af disse hemmeligheder, der hedder retfærdigsigelse, levendegørelse og nyskabelse - og på den sammenhæng de har indbyrdes i det levende kristenliv, og den sammenhæng de har med det, vi plejer at kalde helliggørelse. Vi tænker på 
a) det billede, der sammenligner Kristi retfærdighed med en klædedragt - hvilket vi ofte har berørt i det foregående; 
b) det mere tankemæssige udtryk »at være i Kristus« og 
c) lignelsen om forholdet mellem vintræet og grenene og lignelsen om forholdet mellem mand og hustru - som lignelser om forholdet mellem Kristus og den troende synder. - Og det ville ikke være rigtigt af os, at undlade at tale om disse ting. For de tjener til at kaste det fulde lys over vor frelse. Og vi må holde fast i, at det der kan give det fulde lys, det må ikke lægges væk eller forbigås, men skal tages frem - for at troen og sjælen må have en fuldkommen hvile i vor herre Jesus og eje en klippefast vished om sin nådestand hos Gud. - Vi begynder med at omtale billedet om:

1. Kristi retfærdighed er en synders rette klædedragt over for Gud

Ovenfor nævnte vi, at Gud Herren allerede åbenbarede for Adam, at han skulle klædes i en fuldkommen klædedragt, som blev afgivet ved, at én døde stedfortrædende, så Adam kunne blive klædt. Sådan klædte Gud Adam ved en stedfortræder. - Denne uråbenbaring til Adam har Herren nu mange gange og på mange måder stadfæstet, forklaret og uddybet - både i Det gamle Testamente og Det nye Testamente. For det er et af de største og herligste træk i Guds frelse, at han klæder synderen og svøber de ugudelige i en ny dragt. - Dette er jo billedtale. Hør hvad den siger:

Først siger Herren til Israel ved profeten Ezekiel (16,7 ff.):
»Du var nøgen og bar. Så kom jeg forbi og så dig; og se, din tid var inde, din elskovstid; og jeg bredte min kappeflig over dig og tilhyllede din blusel; så tilsvor jeg dig troskab og indgik pagt med dig, lyder det fra den Herre Herren, og du blev min. Så tvættede jeg dig med vand, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie; jeg klædte dig i broget vævede klæder, gav dig sko af tahasjskind på, bandt byssusklæde om dit hoved og hyllede dig i silke. «

Sandelig - det var en herlig klædedragt af de kosteligste stoffer, som Herren klædte det nøgne, arme Israel i.

Og om den menighed, som Herren, den evige konge, har udvalgt sig blandt syndere hedder det i Sl.45,14 f.:
»Idel pragt er kongedatteren, hendes dragt er perler, stukne i guld; fulgt af jomfruer føres hun frem i broget pragt, veninderne fører hende hen til kongen.«

Så er en fattig synder da virkelig en stor konges barn, en datter i herlig klædedragt.

Hvordan denne klædedragt hører nøje og uløseligt sammen med syndernes forladelse, får vi at se hos profeten Zakarias. Det var ham, der så den elendige ypperstepræst, Josua, i snavsede klæder, men han så også, hvordan Herren klædte ham om (3,4):
»Tag de snavsede klæder af ham! Og til Josua sagde han: Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« - Han får alle sine synder forladt og oven i købet en højtidsklædning fra Gud.

Men det var profeten Esajas, der tydeligst så denne sandhed; - Esajas så jo mere af evangeliets hemmeligheder end de fleste (61,10). Kapitel 61 hos Esajas er skrevet som en vekselsang mellem Kristus og hans troende menighed. Først læser vi, at Jesus skildrer den frelse, han kommer for at bringe til Zion, og så synger Zion tilbage til ham:

»Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæster sine smykker.«

Allerede i den gamle pagt vidste de troende og frelste sikkert og vist, at Kristus, Guds Søn, skulle klæde dem i retfærds kappe. De vidste, at når nådens år og den tid der var velbehagelig for Herren kom, så kom der også en klædedragt, som var frelsens klæder.

Ud over disse profetiske billeder findes der også et klart og stærkt forbillede i den gamle pagt, nemlig præsternes klædedragt, som ikke er noget andet end et forbillede på en kristens rigtige klædedragt til tjenesten for Gud. Vi ved jo, at apostlene siger, at alle troende er præster for Gud (1.Pet.2,5; Åb.1,6). Derfor er hele det gammeltestamentlige præsteskab intet andet end forbilleder på de troende. Ypperstepræsten er et forbillede på Jesus, præsterne et forbillede på de kristne.

Og når vi i 2.Mos.28,40 læser, at i anledning af deres præstetjeneste og deres indgang i helligdommen, skulle der fremstilles en speciel dragt til dem. Det hedder, at denne dragt skal tjene til at skjule deres nøgenhed og skam over for Gud (28,42). Og de måtte ikke vove sig frem for Gud uden denne dragt. Kom de uden, skulle de dø (28,43). - Og det er da helt sikkert også med tanke på dette, Paulus skriver, at vi ved retfærdigheden af tro på Jesus »har fået adgang« (Rom.5,2). - Vi skal endvidere mærke os, at dels skulle de gammeltestamentlige præsters dragter være forarbejdet på forhånd, og dels at de skulle iføre sig dem ved helligdommens indgang (2.Mos.29,4 f.). De skulle ikke først gå ind, og derefter iklæde sig dragten, de skulle heller ikke klæde sig på og så forblive udenfor i forgården. Nej, de skulle tage dragten på, idet de gik ind, og gå ind i deres nye dragt. - Dette er intet andet end et billede på, at vi ikke først bliver frelst til omgang med Gud i hans helligdom, og først derefter bliver iført Kristi retfærdighed. Vi bliver ikke først omvendt - og så iført frelsen. Nej, det »at gå ind«, »at blive omvendt«, og blive »iklædt« er noget, der sker samtidig, og det at blive iklædt kommer først i rækken. Det er en meget stor trøst for dem, som kan fatte det.

Jesus har selv stadfæstet dette billede om, at der hører en klædedragt til at være for Guds åsyn. Vi ved, at han i lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt.22) meget tydeligt har vist, dels at disse fattige stakler fik dragten af kongen selv, og dels at de ikke kunne blive i bryllupssalen uden den. For der var én, der var kommet ind uden at tage imod dragten, og han blev smidt ud igen. - Vi ved også, hvordan han i lignelsen om den fortabte søn (Luk.15) fortæller, at da han kom hjem igen, løb faderen hen til ham, og senere bød han, at en dragt som hang i huset og ventede på ham, skulle findes frem: I det øjeblik hvor han betrådte faderhusets indgang, blev han mødt med en ny dragt. - Og sådan har Jesus selv stadfæstet, at der ikke findes nogen indgang i Guds rige uden i og med en dragt, som man får ~ som er fremstillet af andre, som er færdig, som venter på én.

Hvad er nu egentlig den åndelige, ikke-billedlige mening med at vi ved indgangen til Guds rige får en færdig dragt?

Der har alle dage været mange fjender af Kristi retfærdighed, som har prøvet at bortforklare det med ordet i Åb.19,8, hvor der står, at »linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger«, og med Ef.4,24 hvor der står, at vi skal »iføre (på norsk: iklæde) os det nye menneske«, dvs. alle de gode gerninger og åndelige frugter. Og så vil man da også prøve at forstå enhver tale i Skriften om en »klædedragt«, som om det var noget, vi selv skulle gøre. At det var at tilegne sig en rigtig tro, en rigtig sindsforandring, en rigtig omvendelse, en rigtig helliggørelse, en rigtig opførsel over for Gud osv. Men de som på denne måde vil bortforklare Guds ord er blinde, døde og mangler alt åndeligt lys over Guds ord.

Ganske vist taler Skriften om to typer dragter: En hvid kjortel som er Kristi retfærdighed og syndernes forladelse (Åb.7,14), og en hvid kjortel som er en kristens åndelige frugter, gode gerninger og hellige levevis. Men disse to dragter må vi lære at skelne fra hinanden, hvis ikke vor samvittighed skal lide skibbrud.

Og nu er det uden videre klart som dagen, at den dragt vi ovenfor har fundet, at Skriften taler om, det er Kristi retfærdighed, som der aldrig kan eller skal blandes sammen med vor egen retfærdighed og vor egen gerning (Rom.10,3 f.). Og at der sigtes til Kristi retfærdighed fremgår af, at det i alle billeder hedder: Dragten skulle på forhånd være færdig til dem, som skulle have den på. Og hvis nogle så mener at denne dragt var noget, vi selv skulle gøre, hvad bliver der så af Guds ord, når det siger, at det er en færdig dragt, vi får? - Derfor ejer vi også ved troen på Jesus en retfærdigheds klædning, som blev færdig i det øjeblik, hvor han i dødens smerte råbte: DET ER FULDBRAGT.

Videre hedder det i de nævnte billeder, at det er Herren, der udfører påklædningen, og at synderens stilling her kun er det at blive påklædt, at være passiv. Hvad gør så alle disse hyklere, som vender og drejer dette ord, så de selv er virksomme og aktive under denne påklædning ved indgangen? De spotter Gud. For han har i sandhed sagt og vist hele verden: Jeg vil klæde bruden - men jeg vil gøre det alene, uden at hun overhovedet hjælper til. For hvis hun skal hjælpe her, så bliver der ingen rigtig orden på det. - For Herren er sådan: Han frelser, men han vil frelse alene, uden at vi på nogen måde medvirker i den sag.

Og dermed står vi ved den dybeste hemmelighed i hele dette billede om, at Gud klæder os i retfærds kappe:

Hvad er egentlig en klædedragt? - hvis vi må være så tåbelige at spørge sådan. Vi ved at end ikke Sokrates undså sig for at stille tåbelige spørgsmål, rigtig enfoldige og hverdagsagtige spørgsmål- og han fandt dog ofte frem til dybe og rige erkendelser netop med sådanne spørgsmål.

Ja, hvad er en »klædedragt«?

Bibelen siger, at det er noget, man skal skjule sig med. Her oppe i det kolde nord, bruger vi den også til at varme os med, til at holde den dræbende frost udenfor og holde den livgivende varme inde. - Og det er godt for alle dem, som i deres liv med Gud har lært, at Kristi retfærdighed ikke alene er et skjul, men det er også velegnet til at holde verdslighedens kulde ude og den rene, åndelige varme inde.

Men Bibelen udtrykker sig også så enfoldigt - hvilket jo er rigtigt nok - at en klædedragt er noget, man »tager på«, noget man »svøber sig i«, noget man »hyller sig i«, kort sagt: Noget man har uden på sig.

Åh, min læser. Du må tro os, selv om dette er enfoldig tale - men fuld af guddommelig visdom. Kristi retfærdighed er ikke noget, som er inden i dig, men uden på dig - over for Gud. Det er - som de gamle kaldte det - en retfærdighed uden for os, der er givet som en klædedragt, så vi skal pynte i den for Gud.

Derfor synger også en Herrens mand:

En evig retfærdighed du os fortjente
hvor pinen og døden dit hjerte omspændte;
der har jeg de klæder, som smykker mig ud,
at pynte for tronen som dejligste brud.

Det var også derfor, de gamle kaldte denne klædedragt for »en fremmed retfærdighed« - for dermed at betegne, at vi ikke selv havde den mindste del i dens forarbejdelse. For at sige, at den helt og holdent er forarbejdet af Jesus fra Nazaret, og i tid og evighed bliver den ikke forarbejdet af mig eller nogen anden. Måtte du derfor altid huske, min ven, at indgang, frelse og nåde hos Gud er aldrig i evighed noget, som vi har gjort. Men det sker kun ved troen på det, han har gjort - han der elskede os og fuldbragte alt for os.

I denne henseende er en kristen og en ugudelig fuldstændigt og aldeles ligestillede: Frelste og salige bliver vi aldrig i evighed ved noget i os: Hverken ved noget i vor vilje eller i vor forstand, hverken ved noget i vor følelse eller oplevelse, hverken ved noget vi gør, eller ved noget vi kan. Men ene og alene ved noget uden for os, ved en fremmed retfærdighed, ved en retfærdighed uden for os.

Bliv derfor ikke hængende i dit hjerte. Grav ikke i dit hjerte, hvis du vil vide, hvordan din sag med Gud står. Lad være med at ransage din åndelige tilstand - om den skulle være »gudvelbehagelig« og »kristelig«. Vær ligeglad med alskens »psykologi«, »analyse« og udgravning i sprukne brønde, der ikke holder vand. Men hold dig til Ordet. Hæng på Jesus. Døm og straf dit eget hjerte for dets vantro - og vid, at han tilgiver og forlader skylden hos enhver, der kommer til ham. Hold fast på det, at din frelse og dit barnekår ikke består i »oplevelser«, men i syndernes forladelse og Kristi retfærdighed. Og vid at i disse to ting har du en fuld og fri adgang til Himmelens helligdom - om så dit hjerte måtte fordømme dig til al Helvedets pine. »Hvad end vort hjerte måtte fordømme os for, thi Gud er større end vort hjerte og kender alt« (1.Joh.3,20). - Ja, han er større end vore hjerter. Hans nåde overgår synden. Og han som kender alle ting, han ved også allerede - meget bedre end vi - hvor stor og herlig Kristi fortjeneste og ret til liv er: At den ganske og aldeles opvejer hele verdens og alle synderes totale syndeskyld.

Hvad siger så summen af alle disse billeder om, at du ved troen er klædt i Kristi retfærdighed?

Den fortæller dig, hvor sandt det er, at ALT HANS ER DIT. 
I denne dragt er du præst for Gud - ligesom han er ypperstepræst (2.Mos.28,40 ff.).
I denne dragt er du en kongedatter og en kongesøn, ligesom han er kongen (Sl.45,15).
I denne dragt er du bruden - ligesom han er brudgommen
I denne dragt er du Faderens rigtige barn og hjemkomne søn - ligesom han er Sønnen (Luk.15).
I denne dragt er du Guds barn og arving med Guds Søn til al herlighed (Gal.3,26 f.; Rom.8,16 f.) Han er jo arving, og du er medarving.
I denne dragt er du bryllupsgæst hos Gud i himmelen (Matt.22,9 f.).

Når du ikke bare løber over dette uden at tænke nærmere over det, men standser for det, holder en lille prædiken for dit eget hjerte med disse ord, mon du så ikke vil være enig med Lina Sandell, når hun synger:

O, Jesus åbne du mit øje, 
at jeg må se, hvor rig jeg er! 
Jeg har en Fader i det høje, 
som faderomsorg for mig bær'. 

End mer - så arm jeg går hernede, 
jeg er en mægtig konges brud! 
Men vantro spørger allerede: 
»Hvor er din højhed og dit skrud?«

Ja, det er vel en usynlig og skjult herlighed, som kun ses af Gud. Men vi aner den og forstår lidt af den i Ordet. Andre ser den ikke uden på os. Men Gud ser den. Og på grund af denne dragt har han usigeligt behag i os - selv om vi er så bagvendte, som vi ofte er.

(Af Olav Valen-Sendstad Fra kap.6 "I Jesus Kristus" I RETFÆRDIGGJORT AF TRO - Luthersk Missionsforenings Bibelskolses Elevforening - I kommission hos: Dansk Luthersk Forlag Hillerød 1991 - Shafan 25-01-21)