En Kopi, kan være mange ting, men én ting er fælles – den er ikke original, den er en erstatning og mangler noget, eller har forskellige tilsætningsstoffer. Det er ikke den ægte vare, vi møder i kopien, omend der kan være brugt de samme materialer.

Dette kan være farligt i vort jordiske liv, men endnu farligere, når vi tænker på det åndelige. Mange har prøvet at skabe et lille paradis her på jord, en slags erstatning, et fristed, hvor der skal herske fred og fordragelighed. Guds Ord er erstattet af menneskeord, som forkynder Guds budskab, så man kan ”forstå” det, og der tilføjes nye ord i stedet for dem, der fjernes. Men da er det ikke Sandheden – ikke Guds ord, men egne fortolkninger, som man kan leve med uden at møde Guds dom og uden at have brug for Jesus som frelser.

Hvordan går det så ? - Det kan være i det små, f.eks. en, der bosætter sig fjernt fra andre og opstiller bestemte krav, som han vil opfylde, og så kalder han det for et lille paradis. Hurtigt kommer slangen dog til på så mange måder.

Alle vil vi gerne være store - have styr på tingene, være én, man ser op til, bygge noget stort, være rig på jordisk gods, vise at man har magt. For forretningsfolk er det også en kamp om at være størst, have den største omsætning, den største og flotteste forretning – eller hvad man nu arbejder med. På væddeløbsbanen vil jeg også være først for at høste ære af publikum.

Vi møder dette fænomen på en af de første sider i Bibelen, hvor vi hører om, hvordan menneskene ville være storte og bygge et tårn til himlen 1 Mos 11. Siden da har mennesker fortsat denne tendens – bygget stort og flot, bygget et lille eller stort jordisk paradis, hvor man selv er herre og gud  - en  erstatning for Paradis.

I en andagt om at bygge på sand henviser Winrich Scheffbuch til 1 Mos 11,1-9:

Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.«

Her skriver han bl.a. ”Dagligt mødes vi af menneskets uophørlige ønske om at skabe noget nyt, noget bedre. Vi vil have et navn. Menneskeheden har brug for mindesmærker om store mennesker for med håb at kunne se fremtiden i møde.

Men alle de store planer mislykkes, menneskene taler forskellige sprog. Bag moderne tekniks underværker ser man ofte naturødelæggelser. Ikke mindst vore store byer, som vi er så stolte af er blevet til kolde ørkner, i hvilke mennesker fremmedgøres overfor hinanden og bliver ensomme. En menneskehed, der ikke har Gud og målet for øje, kan ikke søge trøst i et erstatningsparadis. Men Gud har åbenbaret sig i Jesus -og den der anråber dette navn vil blive reddet.”

Det ligger til mennesket at ville være størst, være formand og leder. Hvor mange af den slags konflikter har ikke splittet en virksom og god menighed? -

Hvad er problemet?
Når Jesus bliver borte er vi hurtige til at finde en erstatning, en kopivare, og sådan har det altid været, når hyrdens røst ikke høres. Moses oplevede det. Som folkets leder og hyrde havde han et møde med Gud på bjerget. Da han så vendte tilbage til folket havde de skabt sig en erstatning og tilbad tyrekalven.

Når Ordet, Jesus glider ud af hverdagen forsøger vi os med forskellige erstatninger. Når den ene ikke virker mere, finder vi hurtigt på en ny. Der skal ske noget, ja vi må – vi skal - - osv.

MEN vil jeg være stor, må jeg lære at være lille og hjælpeløs, da er jeg stor. Som fattig i Ånden – erkendende, at jeg ikke selv kan præstere noget i Guds rige, må Jesus være stor, så jeg ser Ham, Herskeren, kongen over alle, som min broder jf. Jesu ord efter opstandelsen: ”Gå hen til mine brødre. . ." Joh 20,17. Som brødre og søstre til Jesus ejer vi alt i Ham og har arveret til det himmelske rige. Da er vi rige og store ikke i os selv, men i Ham der kom julenat, levede vort liv, døde i vort sted og opstod, som vi engang skal opstå til det evighedsrige, der er gjort rede til alle, der tror på Ham.

Vil du være med i det rige, så send et suk til Ham – Råb: ”Jesus” – sådan som røveren på korset råbte det ”Kom mig i hu, når du kommer i dit rige”(Luk 23,42). Det er juleindbydelsen og julegaven til dig, der læser på Shafan – ja til alle mennesker.

Så lad os takke og prise Ham, Jesus vor hyrde og frelser midt i den verden, hvor vi nu er sat i forskellige sammenhænge, men med et fælles mål. Det er Himlen, det gælder.