Jesus begynder sin bjergprædíken på en skøn og venlig måde. Han buldrer ikke løs som Moses eller en anden lovlærer med bud og trusler, men taler på den kærligste måde med løfter og indbydelser.
Men lige så sød og venlig som denne prædiken er for Iesu disciple, lige så forargelig og utålelig er den for jøderne og deres store hellige. For Jesus giver helt fra begyndelsen med disse ord et hårdt stød til farisæerne. Han forkaster og fordømmer deres lære og prædiker lige det modsatte.
Indbegrebet af farisæernes lære var nemlig, at når det gik godt for et menneske på jorden, så var han salig. Alt hos dem stilede derfor mod, at når de bare var fromme og tjente Gud, ville han give dem i overflod på jorden og ikke lade dem savne noget. De stod fast på den tro, at det menneske, som det gik godt her i verden, og som var rig og mægtig, han måtte også være salig og have en nådig Gud. Og omvendt, at den, som var fattig og elendig, han måtte være forladt og fordømt af Gud.
Også i dag er det den mest almindelige og udbredte tro eller religion i verden.
Derfor var det nødvendigt for Jesus helt fra begyndelsen at rive hjerterne ud af denne vildfarelse. For det er en farlig indbildning, som befæster den store afgud, som hedder Mammon, i hjertet, og det er en af de største hindringer for troen. Det er en lære, som ikke kan andet end at gøre folk griske og gerrige, så livet udelukkende kommer til at handle om, hvordan man skal få skrabet nok sammen og få gode dage uden nogen mangler og besværligheder.
Men Jesus fremsætter her en helt anden og ny prædiken for de kristne. Jesus siger til sine disciple, at når det går dem dårligt, og når de her på jorden må give slip på rigdom, magt, ære og gode dage, så skal de dog være salige. I stedet for en timelig løn, skal de få en langt bedre, evig løn. Hvad betyder det? Betyder det, at alle kristne skal være fattige? Og betyder det, at alle de rige og fyrsterne og kongerne skal give afkald på al deres ejendom, deres penge, magt og ære?
Nej, det er ikke meningen med Jesu ord. For det er ikke gjort med at være fattig på gods og guld. Det at have penge, ejendom og magt er ikke i sig selv noget ondt, men en Guds gave og anordning. Og verden kunne ikke bestå, hvis vi allesammen var tiggere, der ikke ejede noget.
Salig er man altså ikke, fordi man er tigger og ikke ejer noget. For man kan møde mange, der går rundt og tigger om penge og brød, som i virkeligheden er mere stolte og onde end nogen jurist og dommer. Og mange lurvede bønder kan være vanskeligere at komme til rette med end nogen fyrste og konge.
Kort sagt: Sagen er ikke klaret ved at være fattig i det jordiske. Det, det gælder om, er at være åndeligt fattig.
Gud spørger ikke efter, om det er faldet i din lod at være fattig eller rig. Men læg godt mærke til dette: at over for Gud må du være fattig, dvs. åndeligt fattig, fattig i hjertet, så du ikke sætter din lid til de gode, jordiske ting, du kan møde i livet, og så du ikke lader dit hjerte synke ned i tanker om alt det, du kan opnå her i verden, så du gør Mammon til din afgud.
David var en fortræffelig konge. Og for David var det nødvendigt at have sin pung og kiste fuld af penge og lofterne fulde af korn. Han måtte jo sørge for, at landet altid var rigt forsynet med alle slags forråd. Men ved siden af dette måtte han åndeligt set være en fattig tigger, sådan som han også synger om sig selv: "Jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre” (Sl 39,13).
Se, en konge som David, der rådede over alle disse herligheder og var herre over land og folk, han tør ikke kalde sig andet end en gæst eller pilgrim, som går på landevejen og ikke har noget blivende opholdssted. Her ser du et hjerte, som ikke binder sig til gods og guld. For selvom han har alt det, så er det alligevel for David, som om han ikke havde det.
Det er et stort og herligt løfte, at vi, som her er fattige og ikke tragter efter jordisk gods, må have en herlig, stor og evig skat i Himlen. Og når du her må nøjes med lidt, så skal du i Himlen få krone på hovedet som tegn på, at du er borger i Himlen.
Hvis vi virkelig er kristne og tror, at Jesu ord er sandhed, så må det, han siger her, jo bevæge os dybt. Men der er ingen, der rigtigt lægger mærke til, hvem det er, der siger det, og endnu mindre, hvad han siger. Man lader det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet uden at tænke videre over det og tage det til hjerte.
Jesus viser netop med sine ord, at det kun er sande kristne, der fatter det. For dette velsignede ord og alle de ord, der følger umiddelbart efter, er troens frugter, som Helligånden selv må virke i hjertet. Hvor troen ikke findes, der må Himmeriget og den åndelige fattigdom og sagtmodighed og de andre ting, jesus nævner, nødvendigvis blive udenfor. For hvor troen ikke findes, er hjertet fyldt af afguden Mammon: Man skraber sammen, strides og skændes om jordisk gods.
Derfor er det spildt på verdens børns hjerter med sådan nogle ord. De vil aldrig lære at erfare, hvad åndelig fattigdom vil sige. De vil heller aldrig kunne tage det til sig, hvad Jesus siger om Himmeriget. Og så gør Jesus det alligevel sådan, at den, som ikke vil være åndeligt fattig i Guds navn for Himmerigets skyld, han bliver fattig i Djævelens navn og uden at få nogen tak for det. For sagen er, at Gud har bundet de gerrige så fast ved deres bug, at de aldrig kan blive mætte eller glade ved alt det gods og guld, de får skrabet sammen. Der, hvor Broder Gerrighed vinder indpas, der under han ikke nogen hvile. Man drives og jages uophørligt videre, så man ikke får et øjebliks ro til at nyde det kære, tílbedte guld.
Men der, hvor der findes et hjerte, som lader sig nøje med, hvad Gud giver, og ikke binder sig til det jordiske gods, der får man Himmerigets fred i tilgift.
Men denne prædiken passer ikke verden, og den når ikke ind til verdens børn. For verden holder fast ved, at den kun vil tro på noget, som den kan se med sine øjne og tage og føle på med hænderne. ”En fugl i hånden er bedre end ti på taget”, som man siger.
Derfor siger Jesus heller ikke dette til verden, han tvinger ikke nogen eller trækker folk med sig ved hårene. Jesus deler blot trofast sine råd til alle dem, som vil lade ham råde, og han skænker os de dyrebareste løfter.
Den, der vil, kan ved disse ord få fred og ro i hjertet på jorden og i evighed få alt, hvad hjertet begærer.
Og vil du ikke det, så må du gå den vej, du selv vil, og høste al mulig ulykke og hjertesorg både på jorden og i evigheden.
(Andagt af MARTIN LUTHER - SÅ FAST EN BORG - 2-3JUNI - Shafan 21-05-26)