Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben

Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Den, der vil høre en bestemt udsendelse i radioen, må indstille bølgelængden nøjagtigt. Ellers bliver det en utydelig modtagelse. Det skratter og larmer. Stemmerne og tonerne kommer fuldstændig forvrænget ud af højtaleren. Akkurat sådan er det også, når man vil høre Guds stemme.

Den, der søger Gud, må blive stående ved den korsfæstede Jesus. Der åbner Gud sit hjerte for os. Intet andet sted har han talt så klart. Intet andet sted kan hans kærlighed og barmhjertighed forstås så tydeligt. Man kan stå på kirkegården med de tungeste smerter og ikke vide af nogen menneskelig trøst mere, men så sætter man korset på den friske grav. I det er hele vores tro sammenfattet. Ved det er vi trøstet.

Hvorfor vælger vi ikke et andet tegn? Taler billedet af den helbredende og velsignende Herre ikke mere trøstende? Kunne en afbildning af Herren, der bringer de larmende bølger til tavshed, ikke sige mere?

Nej, det jeg dør af er mere end sygdom og larmende bølger. Jeg dør på grund af min gudløshed og synd, som Gud dømmer. Kun hans kors redder mig! Alt er sammenfattet i denne korte sætning: ”knust for mine synders skyld. Han behøver ikke min medlidenhed, men min synd. På den hænger den uhyggelige forbandelse, som drager mig bort fra Gud til helvede. Det har han lidt for mig. Derfor gik han i dommen - for mig.

Hvor en nu min skyld, som anklager mig? Knuger den mig stadigvæk ? Eller har jeg lagt den på hans knuste og forpinte ryg? Det han har båret er båret bort. Ingen kan mere genskabe det. Den korsfæstede Jesus døde ikke blot for mig. Han genopstod ogaå for mig. Det gamle er forbi. Vi er helbredt!

(Andagt nr 31 af Winrich Scheffbuch - Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online - med forfatterens tilladelse -  Shafan 30-11-21)