»Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.« 1. Johs 1,8.

Hele vor natur er så gennemtrængt af synd, at vi endog synder fuldstændig ubevidst. Alt, hvad vi gør, tænker eller taler, er besmittet, om også viljen til at gøre det gode er til stede.

»Al vor retfærd er som en tilsølet klædning,« siger Skriften, og vi vil komme til at sande, at hver en tråd i denne klædning er gennemtrængt af urenhed. Vi rokkes for let i vor tillid til Gud, vi elsker ham ikke af hele vort hjerte og hele vort sind, og vore tanker kredser hellere om alle hånde unyttige ting end om ham. Vor bøn mangler varme, og vor læsning af Guds ord sker mere af pligt end af lyst. Alt for let giver vi rum for utålmodighed og vrede, egenkærlighed, hovmod og urene begæringer, og vor nidkærhed for Guds ære og menneskers frelse er langtfra så brændende, som den burde være.

Til alt dette kommer de egentlige fristelsestider, hvor Gud for vort hjertes hovmods skyld må overlade os til ligesom Peter at »sigtes af Satan«, tider, hvor fristelsen sætter så hårdt an på os, at vi føler det, som var vi helt og holdent i fjendens vold. I sådanne tider mærker Guds fattige nådebørn intet til, at en ny og hellig ånd skulle bo i deres hjerter, og de klager og jamrer, som havde de lidt tab på alt.

Disse erfaringer har også de gamle hellige måttet gøre. David giver udtryk for det i sine klagesalmer, og Paulus sukker længselsfuldt efter befrielse fra »dette dødens legeme.«

Og dog - hvor rent er ikke deres nye hjerte midt under alt dette. Lyt til deres klage, deres selvbebrejdelser og deres bønner! Se deres tårer, deres knæfald og deres kamp! Bestandig klager de over, at de elsker synden i stedet for at hade den med et helligt og alvorligt had. Må ikke den ånd, som føder en sådan klage, være hellig og ren? Læg så mærke til, hvor helt anderledes de, der lader sig lede af kødet, stiller sig til synden. Vel tilfreds med sig selv søger de at undskylde og forsvare den og har intet ønske om at blive den kvit.

De troende ejer en sindets renhed, som gør, at synden er deres værste plage og største sorg. De anklager sig selv og trænger snarere til medlídenhed og trøst end til bebrejdelser og straf. Det er da heller ikke til dem, Skriften taler, når den truer med straf, men til sådanne, som med al deres synd endnu er opblæste, skønt de snarere skulle være bedrøvede. (1. Kor. 5,2).  »Hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt,« siger Paulus i 1. Kor. 11,31. Og i 2. Kor. 7 taler han trøstende og opmuntrende ord til dem, der angrede deres synd. Så stor betydning tillægges der i Guds ord det rene sind.

Dette rene sind fandtes vel også hos Jesu disciple hin aften. Det var det, der fik Peter til at gå udenfor og græde bitterligt, da han havde fornægtet sin herre. Altså kunne Jesus, når han siger: »I er allerede rene!« meget vel have sigtet til dette. Alligevel har vi grund til at tro, at det er en anden slags renhed, han taler om. Samme aften, men på et tidligere tidspunkt, havde han benyttet sig af de samme ord, men denne gang i en sammenhæng, der klart peger hen på den renhed, som er fuldkommen selv i Guds øjne ~ den renhed, vi ejer ved troen på hans blod.

Udtalelsen faldt, mens Jesus var i færd med at tvætte disciplenes fødder. »Den, der har badet,« siger han, »har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.« Og Johannes føjer forklarende til: »Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.« Johs. 13, 10-11.

Af denne tilføjelse forstår vi, at det også her er en åndelig renhed, Jesus taler om - en renhed, som ikke kunne forenes med Judas's falskhed. I det skønne billedsprog, der var særegent for vor frelser, taler han om fodtvætningen som symbol på denne vor åndelige renhed. At det ikke er deres føddem renhed, han i denne højtidelige afskedsstund interesserer sig for, ville vi let have forstået også uden den undtagelse, han gør med forræderen.

»Fødderne og deres tvætning,« siger Luther, »betegner vor vandring og dens renselse.«

Og da aner jeg gennem Jesu ord noget usigelig dyrebart. Det, han vil sige os, er: Det er kun jeres vandring, som er uren og stadig må renses. Men I ejer samtidig en anden renhed, erhvervet gennem et andet bad, en renhed, som er fuldkommen, og I har derfor ikke nødig at tvætte andet end fødderne.

Vi forstår nu, at når Jesus siger: »I er allerede rene«, så er det denne sidste slags renhed, han sigter til. Så meget mere, som ordene er sagt af ham, hvis blod om føje tid skulle flyde til soning for synd. »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse,« havde han samme aften sagt.

Har vi et øjeblik været i tvivl om, hvad meningen var, så kan det kun skyldes, at vi har for lidt indsigt i Guds store frelsesråd og for lidt forståelse af vor frelsers sindelag; Gennem et tidsrum af fire tusinde år havde Gud gennem-de utallige blodige ofre og de renselsesceremonier, han påbød, malet sit folk for øje et kommende sonoffer, hvis blod skulle rense fra synd. Og-dette sonoffer: »Guds enbårne søn, af Gud given hen for os, betragtes i himlen som det eneste, der har værdi. Det er det, der er temaet i den lovsang, der lyder fra den hvidklædte skare foran tronen, sangen om Lammet, som blev slagtet og med sit blod har købt os til Gud. Og hele forklaringen på den lykke, der er faldet i deres lod, er denne: »De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.« Äb,-7, 14.

Kunne vi udgrunde, hvad der boede i Guds hjerte, da han ofrede sin søn, og kunne vi høre lovsangen, der lyder fra de frelste, så ville vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvad Jesus mente, når han, umiddelbart før han gik døden i møde, talte om en fuldkommen renhed. Ja, om vi blot havde været med Jesus på bjerget og fået lov at lytte til den samtale, de himmelske gæster, Moses og Elias, førte med ham om »hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem,« så ville vi let have forstået, at i Guds øjne og for Guds hjerte er der kun eet, der gælder, nemlig det blod, hans egen enbåme søn har udgydt til syndernes: forladelse.

Levede vi virkelig i tro og fattede vi mere af forsoningens gåde, ville vi rent umiddelbart have forstået, hvad samtalen på forklarelsens bjerg drejede sig om, uden at evangelisten havde behøvet at oplyse os derom. Vor forståelse af Jesu ord vil altid være afhængig af, i hvor høj grad vore tanker falder sammen med hans.

To gange på samme aften taler Jesus om disciplenes renhed. Først ved fodtvætningen og senere, da han taler om grenen, der må renses, for at den skal bære mere frugt. Ved begge lejligheder skelner han skarpt imellem en renhed, som er ufuldkommen og stadig må fornyes, og en fuldkommen renhed, som de har een gang for alle. Og når den samme Herre i begge tilfælde udtrykker sig på samme måde, blot med anvendelse af to forskellige billeder, så er det klart, at han taler om samme sag.

Desuden plejede Jesus aldrig at fremhæve den os iboende renhed. Han advarer tværtimod mod at rette blikket på den og glæde sig over noget, man har forud for andre. Da Peter samme aften forsikrede Jesus om sin uforanderlige troskab og kraft til at holde ud, søgte Jesus straks at rokke ved hans selvtillid ved at forudsige hans fald. Da disciplene ved en tidligere lejlighed gav udtryk for deres glæde over, at endog de onde ånder var dem lydige, var Jesus der straks med et advarende ord: »Glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene,« Luk. 10, 20. Kun den uforskyldte nåde og frelse, som er fælles for alle, fik de lov til at glæde sig over. Og da Jesus i en lignelse fortalte om en mand, som takkede Gud, fordi han var bedre end andre mennesker, så var dette en farisæer. Men tolderen, som i ydmyghed slog sig for sit bryst, han gik retfærdiggjort hjem.

Det er alt sammen træk, som tydeligt viser, at Jesus vil selv med sit dyrebare blod være vor renhed og vor trøst. 

»I er allerede rene,« sagde Jesus til sine disciple. Ved fodtvætningen sagde han, at den fuldkomne renhed havde de fået gennem et bad. Her siger han: »Rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.«

Hvem forstår ikke nu, hvad det er, Jesus hentyder til! Det er jo ham, som, da han senere gav sine apostle det hverv at forkynde evangeliet i al verden, føjede ril: »Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst.« Det er ham, om hvem der hedder, at han rensede menigheden i vandbadet ved ordet. Yderligere forklaring er ikke nødvendig. Nu gælder det blot om ved Guds nåde at fordybe sig i ordet og tro det, som det står.

(Uddrag fra afsnittet "De trondes åndelige renhed" Bind 7 I SAMLEDE SKRIFTER  af C.O.Rosenius -
LUTHERSK MISSIONSFORENINGS FORLAG 1953- Shafan 26-09-22)