»Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere: om dom: at denne verdens fyrste er dømt.« Joh 16,8-11.

Hvad vil det sige? Bliver synden da ikke i forvejen revset og fordømt i verden? Hvem ved ikke, at det er forkert at bryde ægteskabet, myrde, stjæle og røve? Har ikke selv hedningerne forbudt og straffet den slags? Hvorfor behøver man så Helligånden til at overbevise om synd? Hvad er det for en slags synd, han omtaler, når han siger, at de ikke tror på ham? Skal han ikke overbevise om andre synder? Svar: Han taler faktisk ikke om det, som verden kalder synd og straffer som sådan, hvilket han klart nok viser netop med disse ord: ”at de ikke tror på mig.” For hvem har nogen sinde hørt om, at den synd, der dømmer hele verden, skal være den: ikke at tro på denne Kristus? Derfor er der her tale om synd og overbevisning om synd som noget helt andet end det, verden forstår og kan tale med om.

For når han erklærer, at denne overbevisning om synd skal ramme hele verden, alle mennesker i al almindelighed, uden forskel og uden undtagelse, hvem man så er, så følger heraf, at den synd, Helligånden skal overbevise om, er af en anden art end de åbenbare synder, som verden kan erkende. Dem kan man jo ikke påvise hos alle og enhver, eftersom mange mennesker lever et pletfrit og ulasteligt liv, og alverden må rose dem som fromme, ærbare, ja, endda hellige mennesker, der ikke bare holder sig fra synd, men også øver sig i en retsindig, ærbar livsførelse og i gode gerninger.

Men spørger du nu, hvad det er for en synd, de har, hvad det er, de skal overbevises om, så svarer Kristus: ”at de ikke tror på mig.” Her står det kort og godt, hvad det er, der gør dem alle til syndere og fordømmer dem. Det hele sammenfattes til det ene, at de er uden for troen på Kristus eller erkendelsen af ham. Det er rent ud sagt at indeslutte alt under synd, så man ikke behøver lede og spørge længe efter, hvilke eller hvad slags synder den enkelte skal overbevises om, eller hvor mange eller store og små synder der er. Der har du med ét ord, at det eneste, der påvises hos alle og er hele verdens synd, er, at de er uden for Kristus eller ikke har troen på ham.

Derfor er meningen med disse ord kort og godt, at Helligånden skal fælde den dom, at alle mennesker er og bliver under Guds vrede og fordømmelse, uanset hvem og hvor de er i verden; om de er hedninger eller jøder, skyldige eller ustraffelige i verdens øjne, med hele deres liv og alle deres gerninger, endda med det, de selv regner for det bedste, største og helligste, og at de ikke kan frelses fra det, med mindre de tror på Kristus. Lad så den, der kan, komme og vise sin eller andres fromhed, dyder, gode gerninger og hellige livsførelse frem! Her hører du, at det intet er værd, når Helligånden blæser over det og vejrer det bort med sin ånde, som Esajas siger1, det vil sige ved hjælp af dette prædikeembede, for straffedommen rammer dem alle, så hver og én må slippe egen ros, og ingen egen fortjeneste i liv og gerning gavner dem hos Gud.

Det er, hvad han gør igennem Paulus i begyndelsen af Romerbrevet (Rom 1,18ff), hvor han indeslutter både jøder og hedninger under synden og siger, at evangeliet er åbenbaret fra himlen, for at hele verden skal erkende sig skyldige i synd over for Gud. ”Der er ingen forskel,” siger han; ”for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23). Hermed er alle menneskers selvros og overmod.slået til jorden. I verden kan de nok få ros og kaldes mægtige, ædle, lærde, fine, glimrende regenter, ærlige og fromme mennesker, ja, endda helgener. Sådan giver Paulus også jøderne den ros og fordel, at de er Guds folk og børn af de hellige patriarker, at de har Guds Lov og løfter, og at Kristus skal fødes i deres folk. Men hvad er al den ros, når man ikke har den, man skal have hos Gud? Når de ikke har Gud, hvad har de så tilbage andet end noget, der går evigt fortabt med dem selv?

Så siger du måske: ”Jamen, hvorfor nu det? Hvad er det, der mangler, siden det ikke gælder for Gud? Skal det hele da fordømmes: at de er fine, ærværdige, fromme mennesker, regerer godt og prisværdigt, ikke stjæler, røver, horer osv., men lever ærbart, anstændigt og lydigt, gør mange gode gerninger og overholder Loven? Er det ikke alt sammen Guds gode gaver og rosværdige dyder?” Svar: Jo, sandelig! Det siger vi også og lærer tilmed, at Gud påbyder dette og vil, at man er from og lever på denne måde. Hvorfor bliver det så her afsløret som synd? Svar: Her er der en anden dommer, der dømmer alle menneskers liv og levned og har meget skarpere øjne til at se og afsløre synden, end vi mennesker forstår eller bilder os ind at kunne. Han siger, at alle er syndere og dermed strafskyldige. Ham burde vi med rimelighed tro, lade ham få ret og medhold. Han afslører nemlig også netop denne vores blindhed, at vi hverken ser eller erkender, at vi med hele vores liv er syndere for Gud.

Men du skal vide, at han her som sagt ikke taler om menneskets ydre liv og opførsel, som verden kan dømme og bedømme; men han går helt ind til sagens rette kerne, nemlig menneskets hjerte, der er kilden og udspringet til den egentlige hovedsynd, nemlig falsk gudsdyrkelse, foragt for Gud, vantro, ulydighed, ondt begær og modstand mod Guds bud, kort sagt, hvad Paulus i Romerbrevet kap. 8 kalder at være ”kødelig” og giver den prisværdige beskrivelse: ”Det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke” (Rom 8,7). Dette er oprindelsen og roden til al anden synd; det er selve den lede, nedarvede skade fra Adam i Paradiset. Hvis vi ikke havde denne grundskade, ville der heller ikke ske tyveri, mord, hor osv.

Nu kan verden udmærket se alle disse ydre, onde ting; ja, den undrer sig og klager over, at folk er så onde. Den ved bare ikke, hvordan det går til. Den ser ganske vist bækken flyde og får alle vegne øje på det onde træs frugter og blade; men hvor kilden har sit udspring, og hvor roden er gemt, ved den ikke. Så farer den frem og vil råde bod på skaden, vil styre ondskaben og forbedre folk ved love og straffe. Men uanset, hvor længe man griber det an, lige meget hjælper det. Bækken kan de dæmme op for, men dermed er hovedkilden ikke stoppet; spirerne kan fjernes, men roden er der stadig.

Det er alt sammen forgæves. Det nytter ikke, at man nok så længe dæmmer op, forbedrer og helbreder udadtil, når stammen, roden og kilden til alt ondt stadig er der indvendig. Før alt andet må kilden stoppes til og træets rod fjernes, ellers vælder og bryder det frem ti steder, hver gang du stopper ét hul til og forhindrer én spire i at bryde frem. Af denne grund skal der helbredelse til, ellers kan du i al evighed blive ved at skrabe og smøre og sætte plaster på såret; det bliver ved at flyde og væske, æder om sig og bliver kun værre.

(Afsnit  fra JESU AFSKEDSTALE 2.DEL JOH 16,10a- AF Martin Luther - Luthersk Missions Bibelskoles Elevfroenings Forlag - I kommission hos Nyt Livs Forlag 2016  -   Shafan 06-04-22)