Abraham kendte vejen,og benyttede den i forbindelse med situationen i Sodoma.
Her følger forfatterens indlæg:

Ansvar for verden.

1 Mos 18,16-33 – Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? v23-24

Abraham blev stående foran Herren.

Hvorfor interesserede Abraham sig overhovedet for Sodoma: Han havde da ingen jord, intet fritidshus, ingen bankkonto der. Hvad angik begivenhederne der i det hele taget ham?

Nogle mener, at det er et tegn på stor fromhed, når man ikke bekymrer sig om hvad der sker i verden, hvis man ikke påvirkes personligt af det. Men Abraham var kaldet til at være budbringer om Guds velsignelse til verden. Derfor interesserede det ham, hvad der skete i den gudløse by, Sodoma.

Men alvorlig talt, hvad kunne han udrette? Han var jo kun en enkelt. Abraham opfyldte sit verdensansvar i forbønnen. Også selvom nogle i opstemthed over deres store medansvar kun smiler hovmodigt, ved vi, at Gud har veje og midler til at vende nationers historie. Abraham bad meget ydmygt og vidste, at han kun var støv og aske. Men han talte frimodigt, fordi det fortabte Sodoma bekymrede ham. Og jo mægtigere de magter, der styrter byen ned i afgrunden er, desto dristigere overgav Abraham det til sin Gud.

Er vi bevidste om, at vi må gå i forbøn for en verden under Guds vrede, fordi vi kender til hans barmhjertighed?  Abraham nævnte tal. Om 50 retfærdige i Sodoma kunne opveje denne gudløse bys ugerninger . Men Abraham bliver selv usikker. Selv 10 retfærdige ville ikke opveje synden. Hvor langt kan man så gå ned? 5-4-3-2-1? Gud ville for sin retfærdigheds skyld ikke udslette Sodoma.

Så langt kunne Abraham ikke tænke . Den ene retfærdige fandtes heller ikke i Sodoma. Lot var ikke denne ene. Vor verden bliver bevaret for den ene retfærdiges skyld. For Jesu skyld. Hvor burde det anspore os til i forbøn at kæmpe for denne verden, så længe den opretholdes af Guds tålmodighed.

(Andagt nr 407 af Winrich Scheffbuch -  Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online)

***

Deraf lærer vi, at også vi må benytte forbøn for vor verden i dag.
Det er dog værd at minde om, hvor bønnevejen går. Det er i Jesu navn, vi må bede og komme til den almægtige Gud. Ham der har skabt alt. Ikke en hjemmestrikket gud, men den levende og virkende gud, som vi kun kan komme til i kraft af Jesu forsoningsdød på korset.

Gud er hellig, vi må frygte og elske ham; frygt for den levende Guds vrede over synden, men elske ham gennem Jesu fuldbragte offer for dig og mig. Med Jesus som ledsager kan vi elske og prise ham.

Mange falske røster taler om bøn og Gud, men udenom Jesus er der imgen vej til Gud, som vi møder i hans eget ord, Bibelen.

Så lad os med frimodighed træde frem for Ham. Han. som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må - som .vi møder det i salmen: "Befal du dine veje"

Andreas-   Shafan 23-03-22)