Englen talte til Zakarias og sagde:

»Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«

Zakarias havde nok forestillet sig denne dag anderledes.

Ved lodtrækning havde han fået til opgave at bringe røgofferet ind i Herrens tempel, Han kendte ingen større glæde end med liv og levned at tjene sin Herre og være fuldstændig lydig imod ham. Med hvilken hengivenhed vil han nu have forberedt sig til denne usædvanlige opgave!

Men nu forstyrrede den hellige Gud selv den højtidelige afvikling af tempelgudstjenesten. Selvom tusinder rastløse ventede ude foran helligdommen, holdt Gud fast i sin tro tjener for at meddele ham det allervigtigste.

Undertiden kan Gud ikke andet, end simpelthen standse sine tro tjenere midt i deres forpligtelser og presserende opgaver. Så må meget blive liggende. Nogle gange må Gud kunne sige, at han vil være i stand til at tilbyde sin frelse, og vi kun er redskaberne i hans vidunderlige handlinger. Han vil bekræfte sine løfter og vise sig som frelser for mange. Zakarias tvivlede bestemt ikke på Guds planer. Han troede på Guds løfter, som han havde givet til fædrene. Men det var ufatteligt for ham, at dette skulle ske gennem ham, den gamle, skrøbelige mand. Vi er ikke ukendt med denne resignation fra mange gamle kristne. De forstår ikke, at Gud hverken søger muskelkræfter eller sprudlende energi, men tro, der alene tilskrives ham.

Man må trøste sig med, at selv Zakariases tvivl ikke kunne hindre Guds mirakeløse veje .Men Gud måtte tage ham ud af tjenesten. Zakarias havde ingen stemme mere, før han havde sagt ja til Guds store planer. Hvad må Gud gøre med os, for at han kan bruge os, til at åbenbare sin herlighed for verden gennem vort liv.

(Andagt nr 347 af Winrich Scheffbuch -  Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online Shafan 21-04-22)