I 1 Pet 2,4-9 læser vi: »Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud. For der står i skriften: Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten, udvalgt og kostbar. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme. For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten, bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten, en klippe til at snuble over; det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, og dertil var de også bestemt. Men I er en udvalgt slægt, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.«

Der er brugt en række billeder her, som hovedsageligt er hentet fra Det Gamle Testamente. Billederne skal fortælle os, at de kristne er sat ind i en hellig tjeneste for Gud. Peter siger først: »Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus.« Vi bruger sommetider udtrykket: Jeg blev opbygget. Jeg blev så opbygget, siger vi. Meningen er da, at vi har hørt Guds Ord fremført med særlig kraft og klarhed, så vi har fået en følelse af at opleve Guds velsignelse og nåde på en særlig måde. Vi kan også sige, at Gud sommetider velsigner os på en særlig måde og lader os følbart erfare hans nærvær. Alle kristne kender mere eller mindre til en sådan oplevelse, og det skal vi ydmygt takke ham for.

Alligevel er det næppe det, Peter har tænkt på her, når han skriver “bygges op”. Det er nok ikke noget, der først og fremmest har med vores følelsesliv at gøre. Peter tænker på noget, der er meget mere konkret og håndfast. Noget sker, Gud gør noget med os. Tanken er, at Gud bygger et hus. Et åndeligt hus, rejst af Gud. Huset er hans menighed på jorden, hans kirke. Som materiale i huset kan han kun bruge levende sten, det vil sige mennesker, som af Gud selv er gjort til troende kristne. Dette sker ved en ny fødsel, som vi læste om i kap.1.

Guds menighed, Guds kirke er det hus, Gud bygger op. Vi bruger ordet kirke i lidt forskellige betydninger. Vi bruger det om kirkebygninger, om de organiserede kirkesamfund osv. Men i Det Nye Testamente (NT) bruges ordet kirke om Guds folk, og det vil sige Guds børn, Guds troende børn.

Dette har Grundtvig lært os at synge om:

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mere end to,
bygge dog ville han og bo
hos os med hele sin vælde.

Nuvel, Gud bygger da dette hus, og til det bruger han som materiale kun levende sten. Det er kristne mennesker, som han har ført til tro på Jesus. Det vil absolut ikke sige syndfrie mennesker, men det vil sige mennesker, der lever med Gud i troen på Jesus. Disse mennesker er sten i Guds hus. Vi forstår, at der er tale om en åndelig virkelighed. Gud kender alle sine. Guds sande kirke på jorden er alle de mennesker, som har troen og Helligånden i deres hjerter.

Nu tager Gud så disse sten og bygger den ene oven på den anden, det vil sige, han sætter dem akkurat der, hvor han vil have dem. l en kirkebygning findes der store sten, som er lagt i grundmuren. Mange af dem ser vi aldrig, men de er der og bærer den store bygning. Andre er placeret som piller under hvælvingen, og vi undrer os over, at de kan bære en så kolossal vægt. Nogle sten er sat til pryd og glæde for øjet. Vi går i en smuk domkirke og beundrer mønstrene i søjlehovedernes fedtsten. Sådan gør Gud også med stenene i sit åndelige hus. Han placerer sine troende venner der, hvor han vil have dem. Nogle bruger han til at bære; Gud gør dem i stand til det. Paulus skriver i Gal 2,9 om nogle, han kalder for søjler i menigheden. Nogle ser vi kun lidt til. De fører en ubemærket tilværelse med deres stille tjeneste for Gud; men Gud ser dem og ved om den trofaste gerning, de gør for ham hver dag.

Andre sten bliver sat på en meget synlig plads og tiltrækker sig beundring og opmærksomhed. Sådan arbejder Gud med, så alt går, som det skal. Gud bygger stenene op, den ene oven på den anden, og gør med dem, som han vil, for at hans åndelige hus skal blive, som han, bygherren, ønsker, det skal være. I huset er der én hovedhjørnesten, og det er Jesus. Og så er der en grundvold, som Paulus i Ef 2 kalder for apostlenes og profeternes grundvold. Dette vil i grunden sige, at Jesu frelsesværk, hans død og hans opstandelse, ja, Jesus selv er grundlaget, som hans kirke alene kan bygge på. Og levende sten et det eneste, han kan bygge med.

Dette åndelige tempel, som Gud bygger, er det kæreste, han har: det er hans øjesten. Derfor er der i NT brugt så mange fine og dejlige udtryk til at karakterisere hans menighed. Den kaldes for Jesu Kristi brud, og den kaldes for Lammets hustru. Den er altså hans åndelige tempel, som han vil smykke og pryde, og den vil han lade sit øje hvile på med glæde.

Dette er stort og mærkeligt at tænke på, for når vi ser på kristenheden, synes vi nok, vi får øje på meget, som ikke er særlig storartet. Meget burde være anderledes. Og når vi tænker på os selv som kristne, så kan vi endog sommetider blive meget modløse. Tænker vi på fremtiden og tænker på, hvordan det skal gå for den kristne kirke i en vanskelig tid, da bliver det ikke lettere at holde modet oppe. Men Gud ser anderledes på den sag. Hver enkelt af hans troende er dyrebar i hans øjne.

I vers 5 skifter billedet for at vise os, at Gud kan bruge sine børn. Her står der ligefrem, vi hørte det jo, at de kristne er et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som er kærkomne for Gud ved Jesus Kristus. Det er et skift i billedbrugen. I det ene øjeblik er vi templet, i det næste sammenlignes vi med et helligt præsteskab, som står i helligt skrud inde i et tempel og frembærer åndelige ofre for Gud.

Her står vi over for en tanke, som spiller en meget stor rolle i Det Nye Testamente. Man har brugt udtrykket de troendes 'almindelige præstedømme' Der er blevet talt meget om dette, og vi har grund til at tænke nøje over det.

Alle troende kristne er i én forstand præster for Gud. Lad os se lidt på, hvad det betyder.

I den gamle pagts tid havde Gud indstiftet et præsteskab for Israels folk. Gud havde ordnet det sådan. I en vis forstand var hele det gamle Israel et præsteligt folk, men den egentlige præstetjeneste var forbeholdt Aron og hans efterkommere. Kun de måtte frembære ofre for folket, og vi husker, hvor galt det gik for kong Uzzija, da han egenmægtigt gik ind i templet for at bringe et offer (2 Krøn 26,16f.).

I 3 Mos kap.16 står der om den store forsoningsdag. Ypperstepræsten skulle gå ind i tabernaklets allerhelligste med offerdyrets blod for at sone folkets synder. Imens stod folket udenfor og vidste, at derinde var præsterne, som handlede i deres sted, og i det allerhelligste var ypperstepræsten, som gjorde soning for deres synder.

I NT's tid er denne ordning helt ophævet. Nu er Jesus vores ypperstepræst. Hans allerhelligste er Golgata. Der frembar han sig selv som offer, samtidig med at han var offerpræsten. Og dette offer frembar han en gang for alle. Ikke mindst Hebræerbrevet taler meget om dette (Hebr 7,27). Derfor behøver vi heller ikke noget præsteskab til at bede for os i den gamle betydning. For vi er alle præster for Gud, så mange som hører Jesus til. Vi har både ret og pligt til at være præster.

Martin Luther var utrættelig i sine bestræbelser for at fremhæve disse sandheder i skriften. Vedvarende taler han ud fra NT om, at vi, som er Guds børn, er præster med ret og pligt til at forrette en hellig præstetjeneste for Gud og for vores næste.

Hvad betyder så det? En gammeltestamentlig præst skulle gøre tre ting: Han skulle bringe ofre, han skulle udøve forbøn, og så skulle han prædike, formane og undervise. Nu er altså det levitiske præstedømmes tid forbi, siger NT. Nu er alle kristne præster, som skal frembære ofre og udøve forbønstjeneste og vidne.

Hvad skal vi da ofre? I NT”s tid findes der ikke noget ydre offer, som skal frembringes sådan som i den gamle pagts tid. Men der findes alligevel ofre. Lad os læse et par steder, som taler om dette. Først fra Rom 12,1: »Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste.« Meningen er klar, vi skal ofre os selv til Gud med alt, hvad vi er og har.

Læs også Hebr 13,15: »Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn.« Taknemmelighedens lovprisning og tak er et offer, som Gud har behag i. Det offer, Gud vil have, er os selv i dagliglivets tjeneste. Det er både alvorligt og opmuntrende at tænke på. Det er alvorligt, fordi der ikke findes noget, vi kan give i stedet for. Det er ikke sådan, at vi feks. kan give en pengegave, og så har vi gjort det, vi skulle. Gud vil have dig, og han vil have mig.

Men da bliver det også opmuntrende og godt at tænke på for en kristen, at Gud vil bruge mig, staklen, i sin tjeneste. Offeret indebærer også dette, at mit kød, det vil sige mit gamle menneske, alt det, som er Gud imod, bliver overgivet til Gud. Vi kan her tænke på det, der står i katekismen: »Den gamle Adam skal druknes i en daglig anger og bod.« Og vi synger i en god, lille sang:

Jesus, mig selv jeg dig bringer,
lægger mig ned for din fod,
at du mig evigt skal eje,
jeg er jo købt med dit blod.

Det er det første led i præstetjenesten på jorden.

Det næste er bøn og forbøn. Den tjeneste, som præsteskabet i den gamle pagts tid skulle udføre, er nu lagt hen til alle kristne, og det skal vi mærke os. 1 Hebr 10,19ff. står der: »Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ...Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro....« Frimodigt får jeg da lov til at træde frem for Gud, selv om jeg er helt uværdig i mig selv. Jeg er klædt i helligt præsteskrud; tænk, sådan ser Gud mig, når jeg er blevet Guds barn for Jesu skyld. Frimodigt får jeg lov til at lægge mine kære og mine arbejdsopgaver frem for Gud. Jeg må bede for Guds menighed, ja, for alle mennesker med deres nød og trang.

Her kan vi tænke på det, Paulus siger i Fil 2,17: »Ja, selv om mit blod skal udgydes under mit offer og min tjeneste for jeres tro, så glæder jeg mig og glæder mig sammen med jer alle.« Paulus sad i fængsel, da han skrev dette. Man kunne forestille sig, at han var henvist til passivitet og ikke kunne gøre nogen præstetjeneste der. Men det kunne han netop. Han kunne bære deres tro frem som et offer for Gud. Det vil sige, at Paulus bad for dem. Han bad for dem som kristne og bar dem frem for Gud til stadighed; og så var det beskidte fængsel et helligt tempel, hvor han tjente Gud i helligt skrud.

Et helligt præsteskab, siger Peter. I sygesengen og hvor en kristen end er, ja, midt i arbejdet kan man udøve en sådan tjeneste.

Det tredje er, at vi skal vidne. Hos profeten Malakias står der: »For præstens læber tager vare på kundskab, og af hans mund søger man belæring« (Mal 2,7). I den nye pagts tid, som vi lever i, er alle kristne præster på den måde, at alle skal vidne om Gud. Derfor siger Peter i 1 Pet 2,9: »... for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.«

Altså skal vi alle være præster for Gud, alle, som tror, på den måde, at vi bærer vidnesbyrdet om Guds nåde videre. »Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået« (1 Pet 4,10).

Nu vil det selvfølgelig ikke sige, at alle skal stå op og prædike offentligt i en forsamling. Men vi kan vidne på mange måder. At holde lyset brændende, at fremholde livets ord, når anledningen byder sig, det er præstetjeneste i nytestamentlig forstand. Og dette gælder alle kristne, ikke kun den gejstlige stand.

Den, der vil læse, hvad Luther siger om disse ting, kan finde kirkepostillen frem og læse prædikenen over epistlen for 2. juledag. Der prædiker han om Stefanus. Stefanus var en ulærd lægmand, siger Luther. Han var indviet som diakon, og han var ikke apostel. Men alligevel prædikede han offentligt, selv om apostlene havde forbeholdt sig selv ordets tjeneste. Her står Stefanus som et eksempel, der giver alle kristne myndighed til at prædike, hvor som helst folk vil høre på, enten det er i huset eller på torvet, siger kirkepostillen. Vi er alle præster i denne mening.

Men Luther siger også: »Vi er alle præster, men vi er ikke alle sognepræster.« Med det mener han, at der skal være nogle i menigheden, som Gud har betroet den offentlige tjeneste med ordet og sakramenterne. Nogle kaldes specielt til det, og disse mænd bliver i NT kaldt tilsynsmænd, forstandere, hyrder o.a. Peter skriver om dette i sit brev til de ældste i 1 Pet 5,1ff.: »Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, Vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.« Disse ord bliver læst, når der er præsteordination, og til den anledning passer disse ord også godt.

Vi har således alle del i den nytestamentlige præstetjeneste, så mange som tror. Og den skal virkeliggøres i hverdagslivet. Der skal vi stå vores prøve. Præstetjenesten udføres ikke kun om søndagen under kirkehvælvingen eller i troende venners lag, hvor betydningsfuldt det end er. Nej, præstetjenesten udføres blandt mennesker. Vores opgave er der, hvor mennesker er. Der, hvor vi møder dem og omgås dem. På arbejdspladsen, i bussen, i butikken, i køen, hvor det kan knibe med tålmodigheden, og hvor vi fristes til at bruge uvenlige ord. Det er der, præstetjenesten skal udføres.

Matias Orheim sang om denne præstetjeneste:

Jeg har en tjeneste rig for Gud
fra dag til dag i det jævne,
hvor hverdagsdragt bliver højtidsskrud,
i brug er taget hver evne ...
Jeg har en tjeneste rig for Gud
i hverdags ærlige virke,
mit arbejdstøj er mit præsteskrud,
og hjemmet dét er min kirke ...
(...)

(Af Carkl Frederik. Wisløff - I EVANGELIETS TJENESTE  - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening i kommission hos LogosMedia 2005
  - Den anden af 3 bibeltimer over 1.Petersbrev udsendt i den norske nationalradio i 1962 - Shafan 22-06-22)