Mennesket har sin oprindelse i Gud. Hvorfra skulle det ellers være kommet? Dette mærkelige væsen, som hedder mennesket, er båret under Guds hjerte. Thi Gud skabte mennesket i sit billede, skabte det til lighed med Gud, til at være Guds barn og arving, og indblæste det livsånde.

Det er om dette, Herren i Esaj. 54, 4-5 med endnu mere eftertryk minder det Zion, der tror sig svigtet og glemt: »Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke skuffes! Tbi din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers Herre.« Og det er dette, Job i sin dybe nød påberåber sig, når han siger: ››Dine hænder gjorde og danned mig først, så skifter du sind og gør mig til intet! Kom i hu, at du dannede mig som ler, og til støv vil du atter gøre mig.« Job 10, 8_9.

I tider, hvor troens blik har frit udsyn, så vi i lyset fra evangeliet skuer al den kærlighed, hele den fylde af nåde, som er skænket os i Kristus, er denne trøst overflødig. Men i gudsforlathedens mørke, hvor alt andet er skjult for vort blik, er der en hjælp i at mindes dette: Du er jo dog et menneske, båret under Guds bjerte. »Opgiv ej dine hænders værk, «beder David. Sl. 138,8. ››Vi er af Guds slægt,« siger Paulus, »han lod alle folk nedstamme fra eet menneske.« Ap. g. 17, 26_29.

Men frygter vi endda for, at Herren skulle kunne glemme den, han har båret under sit hjerte, skulle den tredie og sidste grund dog vel være tilsträkkelig til at overbevise os om, hvor umuligt dette er.

››Se, i mine hænder bar jeg tegnet dig.« Om end han ville - hvad han dog på det bestemteste nægter- så kan han ikke glemme sine børn på jord. I hans hænder står de tegnet, og derfor kan han ikke undgå daglig at have dem for øje. Hvor skullc han i så fald gøre af sine hænder!

Man kan bære en ring, hvori en andens navn er indgraveret, men det er ikke på den måde, Herren har os tegnet i sine hænder_ Der ligger noget endnu dybere i dette billede. I grundteksten er benyttet et ord, der betegner selve håndfladen. Og i det gamle testamente, hvor Herrens Ãnd, længe før disse ord blev udtalt, har talt profetisk om Messias, klager denne i Sl. 22,17: »De har gennemboret mine hænder og fødder.«
Det er derfor al grund til at give biskop Hersleb ret, når han mener, at ordene: »Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,« sigter lil de sårmærker, vor Herre Jesus Kristus bærer efter naglerne, hvormed hans hænder blev gennemboret, de sårmærker, som han mere end een gang efter sin opstandelse benyttede lejligheden til at vise sine disciple.

Hersleb tilføjer: ››Mærkerne efter naglerne i Kristi hænder er ham en stadig pårnindelse om dem, for hvis skyld disse hænder hlev gennemboret. Der har han tegnet os, ikke med blæk, men med sit eget blod, ikke overfladisk, men tværs igennem, íkke med pen eller griffel, men med jernnagler - for at han aldríg skal kunne, hvad han for øvrígt heller ikke vil, nemlig glemme os.«

Det er ì sandhed noget uendelig stort, der står for Herrens tanke, når han síger: ››Se, i mine hænder har jeg tegnet dig. « Og ikke mindre stort er det, at Kristus forlod denne jord og for til hímmels med gennemborede hænder. Men det, der for os har størst praktisk betydning, er, at vi alle for evigt står indtegnet i disse sår som parthavere i den forsoning, der er sket i Kristus. Denne kendsgerning kan ikke rokkes. Om end vi lever som frafaldne, borte fra Herren, og derfor ikke står optegnet i lívets bog, så står vi stadig tegnet i vor frelsers gennemborede hænder. Det betyder, at den forsoníng, han vandt, vandt han også til os. Aldrig bliver den forældet, og íngen kan gøre den ugyldíg. I samme øjeblik, vi atter tager imod den, får vi igen erfare dens frelsende kraft.

Så er da ingen nød så stor, at der ikke kan rådes bod på den. Og det er tilstrækkelig godtgjort, at det er umuligt, jeg kan blive glemt af Gud. At holde fast ved dette, selv i tider, hvor alt ser mørkt og fortvivlet ud, det er at ››tage himmeriget med storm« ved ai tro uden at se.

(Uddrag fra afsnittet KRISTI RIGE - SAMLEDE SKRFTER BIND 7 af C.O. ROSENIUS
Luthersk Missionsdforenings Frolag 1953- Shafan 10-09-22)